Enfamiliehuset var et eksperimentarium for danske stjernearkitekter

I 15 år satte danske arkitekter et afgørende aftryk på moderne arkitektur. Michael Sheridan, ekspert i nordisk arkitektur og formidler af samme i artikler og bøger, kalder dansk arkitektur i årene mellem 1925 og 1975 for en af det 20. århundredes mest produktive og værdifulde kulturelle epoker. Perioden var resultatet af kombinationen af danske byggematerialer og håndværkstraditioner med udenlandske idéer om formgivning og rumlighed.

Den banebrydende frigørelse fra historien var allerede i gang, blandt andet med den tyske bevægelse Deutsche Werkbund, som senere førte til oprettelsen af kunstskolen Bauhaus, der blev grundlagt i Weimar i 1919 og lånte navn til en modernistisk kunstbevægelse.

Tankerne kredsede om funktionalisme. Skønheden skulle ikke længere ligge i kompleksitet. Form og funktion smeltede sammen i en radikalt ny og ofte industrielt effektiv æstetik.

Tidens kunstuddannede blev uddannet i en klassicistisk tradition, hvorfra de tog tanker om menneskelig skala og proportioner med sig i mødet med krav om simpelt, funktionelt design.

Det gjaldt også de danske arkitekter, som alle blev uddannet ved landets dengang eneste arkitektuddannelse på Kunstakademiets Arkitektskole.

Arkitekturrevolutionen skete ikke i et lukket rum. Den var påvirket af private og offentlige bygherrer og håndværkstraditioner, som tvang arkitekterne til at tilpasse inspirationen fra udlandet til danske forhold, hvilket var med til at forme en unik dansk arkitektur, som i løbet af få årtier voksede frem.

Udviklingen af nye teknologier i slutningen af 1800-tallet var også vigtig for arkitekturens opblomstring. Man begyndte at bygge med armeret beton, som gjorde nye rum muligt, fremskridt i produktionen af vinduer, lod dem blive meget større, og nye former for opvarmning betød, at man ikke skulle tage samme hensyn til pejs og skorsten.

Opgøret med et par århundreders klassicistisk byggestil var en proces, men Michael Sheridan sporer sig ind på 15 år som afgørende for moderne danske arkitektur: 1950-1965.

”I denne exceptionelle periode, præget af kreativitet og fornyelse, sugede landets arkitekter tanker om rum og struktur til sig fra USA og Japan og brugte dem til at føre dansk funktionalisme videre ind i en ny æra. Udvikling i byggeteknik og æstetiske tendenser betød nye former, men det humanistiske værdisæt og fokus på håndværksmæssig kunnen stod lige så centralt som tidligere. I denne udviklingsproces skabte de en enestående byggekultur, der favnede skellet mellem tradition og fornyelse, og som afviste tanken om en bestemt byggestil og i stedet prioriterede autentisk byggeteknik og konkret erfaring,” skriver Michael Sheridan i bogens forord.

Det er nok de store byggerier fra perioden, der er de mest kendte, men det er i enfamiliehusene, at Michael Sheridan først ser den arkitektoniske udvikling:

”Fem-seks årtier efter deres opførelse, tjener de bedste af disse stadig deres oprindelige formål: De bevæger os med deres intense skønhed og giver os mulighed for at lære noget, vi kan drage nytte af i vor tid. Ud over de indlysende fordele ved at bygge økonomisk og i tæt kontakt med naturen har de et autentisk særkende, som er dybt tilfredsstillende på mange planer.”

Michael Sheridan beskriver husene som et udtryk for dansk realisme. Husene er økonomiske, autentiske og elegante. De er bygget af naturens materialer og efter byggemetoder, som man stadig bruger i dag. Det har også hjulpet til, at mange af dem stadig fremstår som nutidige huse, selv om de også beskrives som historiske værker.

Liberalisering af kommunalplaner for byggeri, økonomisk vækst i efterkrigstiden og en stigning i arkitekturkonkurrencer blev ifølge Michael Sheridan begyndelsen på dansk arkitekturs guldalder omkring 1950. Her blev enfamiliehuset et værksted for de danske arkitekter, hvor de eksperimenterede i den førnævnte fusion af dansk håndværkertradition og inspiration fra udlandet.

Den vigtigste inspiration udefra var begrebet rum som et grænseløst medium på samme måde som lys - noget, der kan strømme frit, både inde og ude, og som rækker ud i det uendelige.

Enfamiliehusene lå frit - ofte i store haver med buske og træer. Indtil da havde murværket været en klar adskillelse mellem inde og ude, men med flere blottede naturmaterialer inde, man ser meget træ indvendigt i tidens huse, og med store vinduespartier, blev skellet mellem inde og ude udvisket.

At man lod flere elementer stå blottet i byggeriet var både et æstetisk valg - det viste funktionaliteten i bygningen - men det holdt også omkostningerne nede på husene, som typisk havde en størrelse på omkring 130 kvadratmeter. Arkitekturen var folkelig, ligesom man også kender det fra de samtidige møbeldesignere.

Fra omkring 1960 ser Michael Sheridan begyndelsen på enden for den danske arkitekturs guldalder. Tendensen så man i mange lande. En uhørt velstandsstigning i 1960’erne, øget standardisering i byggebranchen og industrialiseringens bevægelse fra land til by gjorde, at folks prioriteringer ændrede sig.

”Pagten mellem arkitekterne og samfundet var brudt, faget blev fragmenteret, og moderne arkitekturs humanistiske tradition, som var blevet etableret i slutningen af 1920’erne, gik tabt. Disse sociale forandringer var ikke enestående for Danmark, de fandt sted i store dele af verden, men dansk byggekultur havde opnået et meget højere niveau end andre lande, og det kulturelle tab var derfor så meget desto større,” skriver Michael Sheridan.