Annonce
Debat

Er du feminist? Muligvis!

Kun en ud af seks danskere kalder sig selv feminist. Dermed er Danmark et af de mindst feministiske lande i Europa, kunne den engelske avis The Guardian for nylig fortælle. Men hvad hvis vi nu udskifter ordet feminist med ligestillingsforkæmper?? Min påstand er, at så vil billedet se helt anderledes ud. Lad mig starte med at få ordene på plads. Feminisme er et samlet begreb for den bevægelse eller -isme, der kæmper for ligestilling mellem kønnene. Dvs. som feminist mener man, at ligestilling mellem kønnene er vigtigt. For det andet mener man ikke, at vi er i mål. Hverken herhjemme eller globalt.

Og hvorfor så ”femi-”, hvis det handler om både mænd og kvinder? Jo, det skyldes simpelthen, at historisk og globalt har den store kamp inden for feminismen været at kæmpe for og forsvare kvinders ret til egen krop, til egne meninger, til politiske indflydelse, til arbejde og uddannelse – for at kvinder kunne opnå ligestilling med mændene. Derfor ”femi”. Og derfor hedder vi også - med en 120 år gammel historie - stadig Kvinderådet. Men endemålet er altså ikke kvinders overtagelse af verden. Hverken for os i Kvinderådet – eller for feminismen. Det er ligestilling mellem kønnene.

Når det er sagt, så er vi feminister utroligt forskellige. Vi kan nemlig have vidt forskellige bud på, hvordan vi bedst opnår ligestilling i samfundet. I Kvinderådet kender vi - i vores brede medlemsskare - både røde, blå og grønne feminister. Også for den sags skyld feminister, der ikke vil puttes i sådanne kasser og ja, ligestillingsforkæmpere, der ikke bruger det udskældte F-ord om sig selv. For nogle fylder fordelingspolitikken rigtig meget; Altså ønsket om et mere socialt retfærdigt samfund, hvor ressourcer og indflydelse er mere ligeligt fordelt. Også på køn. For andre er det frihedsprojektet i feminismen, der er det mest interessante; Altså ønsket om at sætte mennesker og talent fri af snævre kønsroller, traditionelle forestillinger og forventninger, af vold og undertrykkelse og begrænsende social kontrol.

For mange er begge dele på spil. Og det kan måske være lidt forvirrende på en politisk højre-venstre skala: At fordelingspolitiske spørgsmål blander sig med diskussioner om den enkeltes retssikkerhed og friheden for den enkelte til at være den, man er. Begge dele er imidlertid vigtige spørgsmål inden for forskellige dele af feminismen. Men bare for lige at slå min pointe fast: Feminister er forskellige. Og man kan sagtens kalde sig feminist – om man er venstreorienteret, socialdemokrat, socialliberal eller liberal.

Alt for ofte skæres feminister dog over en kam. En kritik, vi ofte må lægge ører til, handler fx om, at vi – feminister – kun går op i ”identitetspolitik”. Man kan få det indtryk, at feminister hverken beskæftiger sig med de ”væsentlige” eller de ”rigtige” dagsordner i samfundet. Jeg faldt selv over et eksempel fra 1. maj i Kristelig Dagblad, hvor forfatteren Lars Olsen stiller det retoriske spørgsmål i anledning af kampdagen “Handler det om at få bedre pensionsvilkår, eller er det vigtigere at diskutere sexchikane af skuespillere?”

For de feminister, jeg kender på venstrefløjen, er dét spørgsmål noget af en hån. Deres feminisme handler primært om benhård fordelingspolitik – om et ordentligt velfærdssamfund, om lighed, om ligeløn og om retten til et arbejde, man både kan leve af og holde til. Uanset køn og etnicitet. Så nej, de kærer sig ikke mere om skuespillere i Hollywood, end den nedslidte social- og sundhedsassistent.

Feminisme findes ikke kun på venstrefløjen. Frihedsprojektet i feminismen kan en del liberale faktisk godt se sig selv i. Fordi det handler om at sætte mennesker fri – af undertrykkelse, social kontrol og af bestemte forventninger til, hvordan man opfører sig. Nogle mener faktisk at kunne spore feminisme tilbage til en af liberalismens vigtige tænkere, John Stuart Mill. Han tog stærk afstand fra al snak om kvinders natur, som argument for at kvinden ikke skulle opnå samme frihed og rettigheder som manden.

I dag er vi kommet langt både med rettigheder og frihed for alle. Alligevel er kønnene begrænset på forskellig vis – på arbejdsmarkedet, i det politiske liv og i vores sociale liv. #MeToo har f.eks. sat fokus på den udbredte sexisme og chikane, som kvinder udsættes for, ikke mindst på arbejdspladsen. Vi har set, hvordan seksuelle krænkelser i ungdomspartier, har fået flere kvinder til at forlade politik. Og endelig ser vi i den aktuelle debat om voldtægt, hvor svært det er at opnå retfærdighed som offer. I alle de debatter har flere liberale og borgerlige feminister været meget markante.

De seneste (blå!) ligestillingsministre har også blæst til kamp mod negativ social kontrol. De reagerer på, at piger og drenge - særligt i strikse religiøse miljøer - bliver opdraget væsensforskelligt: Drenge må langt flere ting, end piger må. Og piger og kvinder sanktioneres hårdt, hvis de ikke lever op til de særlige normer, der hersker for kun dem. Det er så langt fra ligestilling, som noget kan være. Desværre kan det fænomen ikke kun begrænses til bestemte minoritetsmiljøer. Ønsket om at ville kontrollere kvinders kroppe og seksualitet findes i forskellige grader de fleste steder i verden. Abortspørgsmålet er et meget aktuelt eksempel, hvor vi ser flere tilbageslag i den vestlige verden fx styrer flere amerikanske stater, senest Alabama, mod et forbud.

Der er altså både ude og hjemme, både blandt minoriteter og i mainstream-kultur, at der findes vigtige ligestillingskampe. Kampe, der både kan handle om en anden fordeling af magt og ressourcer. Men også kampe for kønnenes frihed, retssikkerhed og retten til at være dem, de er. Måske kan du se dig selv i nogle af dem? I så fald: Velkommen i kampen, feminist!

Annonce
Lise Johansen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

VLTJ må klare sig uden reservetog

Lemvig

Nu kan der også dystes i dart og pool

Lemvig

Nye solcelleprojekter planlægges

Leder For abonnenter

Politikerne må gerne skuffe nogle ind imellem

Kan et udtjent styrhus på 55 kvadratmeter passe ind som pølsevogn på havnen i Lemvig? Nej, mener politikerne i teknik- og miljøudvalget i Lemvig Kommune. De har vendt tommelfingeren nedad til en ansøgning fra en lokal mand, som ønskede at placere det næsten seks meter høje styrhus på havnen og indrette det som pølsevogn. Den beslutning blev mødt med kritik af mange læsere, da vi skrev om sagen forleden. På Facebook udtrykker flertallet af debattørerne undren og skuffelse over, at kommunen ikke er med på den idé. "Skidt for Lemvig, at man ikke tager imod den slags ideer - det ville være perfekt for Lemvig - men det er nok ikke smart nok", lyder en af omkring et halvt hundrede kommentarer til sagen. Og det er faktisk sagen i en nøddeskal. Det er ikke smart nok. Eller sagt på en anden måde; styrhuset passer på ingen måde ind i det miljø, man ønsker på havnen. Det kan man selvfølgelig ærgre sig over ud fra en romantisk forestilling om, at lidt anarki og spøjse indfald kun er klædeligt. Men i det konkrete tilfælde er det ikke så underligt, at politikerne afviser sagen. Der er de seneste år gjort meget for at gøre havneområdet i Lemvig attraktivt, og et skrummel af et styrhus, er ikke noget, man bare lige placerer. Det er derfor både fornuftigt og logisk, at politikerne vælger at skuffe ansøgeren - og de tilsyneladende mange, der ellers synes godt om idéen. Det er lokalpolitikernes lod at skuffe nogle engang i mellem. Naturligvis ikke for ofte, men deres opgave er at træffe beslutninger for det fælles bedste. Og netop byudvikling er et område, hvor politikerne skal tage det ansvar meget alvorligt. De beslutninger, de træffer nu, får indflydelse mange år frem i tiden. Derfor er det vigtigt ikke at ryste på hånden. Og her taler vi om meget mere end blot en pølsevogn. I kampen om både bosætning og turister er det vigtigt, at der er en rød tråd i beslutningerne. Ikke mindst på det attraktive havneområde. Også selv om beslutningerne måske koster lidt i afdelingen for lokalkolorit.

Annonce