Erhverv

Erhvervsredaktøren: Loft over topchefernes løn er en død sild

Carlsbergs topchef, hollænderen Cees t’Hart, tjener over 50 millioner kroner om året. Politisk er der ikke stemning for at blande sig i løndannelsen på direktionskontorerne. Arkivfoto: Jacob Grønholt-Pedersen/Reuters/Ritzau Scanpix

Når erhvervslivet klager over, at virksomhedernes vilkår er helt usynlige i valgkampen, har de overset én dagsorden:

Henrik Sass Larsens vendetta mod topchefernes høje lønninger.

Den socialdemokratiske gruppeformand tordner mod milliongager til dem, han kalder for ”superrige”. Han tænker måske på Carlsbergs topchef, hollænderen Cees t’Hart, der hjembringer over 50 millioner kroner i løn om året. Eller Novo Nordisk-chefen Lars Fruergaard Jørgensen, der sidste år kunne lægge 10 millioner kroner oven i sin sædvanlige hyre og dermed rundede 40 millioner kroner i årsløn.

- De kan ikke styre sig. Og derfor er nogen andre nødt til at styre dem, sagde Henrik Sass Larsen i et interview til dagbladet Børsen allerede inden, valget var udskrevet.

Udmeldingerne er siden blevet mødt med rungende tavshed fra de fleste andre partier bortset fra Enhedslisten. Her vil man gerne se på topchefernes lønninger, men det er helt bogstaveligt ment.

Venstrefløjspartiet vil ifølge Danmarks Radio gøre det obligatorisk for større virksomheder at offentliggøre direktørens løn. Samtidig skal det beregnes, hvor stor direktørlønnen er i forhold til lønnen for den almindelige lønmodtager i virksomheden.

Hvis lønnen er mere end 20 gange højere end hos de ansatte på gulvet, vil Enhedslisten sende virksomheden bagerst i køen, hvis den byder på offentlige udbud og kontrakter.

Det vil uden tvivl fjerne de sidste Carlsberg-flasker fra den offentlige forvaltning, og sundhedsvæsnet må finde sin insulin mod sukkersyge et andet sted end hos Novo Nordisk.

Henrik Sass Larsen talte for en politisk indgriben mod de høje lønninger, men uden at være præcis. Han nævnte dog ”en eller anden ratio i form af gennemsnitslønnen gange et-eller-andet skal være et loft for, hvor meget en topchef kan tjene”.

Så kære erhvervsliv, kom ikke og sig, at folketingspolitikerne ikke tænker på jer.

Modsvaret fra topcheferne er som forventet, at de blot forhandler sig til en løn med deres bestyrelser. Udbud og efterspørgsel. Den danske model.

For nylig sagde Vestas-topchefen Anders Runevad op efter seks år på posten. Der er vist ingen aktionærer i Vestas, der har beklaget sig over størrelsen på hans løn. Under hans regime har Vestas-aktien seksdoblet sin værdi, og vindmøllekoncernen har vendt milliardunderskud til stabile, årlige milliardoverskud.

Sammen med fire andre medlemmer af direktionen delte Anders Runevad sidste år en lønpakke på 35 millioner kroner, og som den øverste i hierarkiet fik han selvfølgelig mest.

Det er ikke usandsynligt, at han dermed tjener mere end 20 gange lønnen for de mennesker, der går og samler naceller - toppen af vindmøllerne - på fabrikken i Ringkøbing.

Dermed ville Vestas få et svært liv som leverandør til det offentlige Danmark, men spørgsmålet er, om topcheflønnen er lavere hos den tyskejede rival Siemens Wind Power.

Det er måske derfor, at Henrik Sass Larsen og Enhedslisten Rune Larsen tilsyneladende står ret alene med deres ønske om at regulere topchefernes løncheck.

Til gengæld er nogle af landets største aktionærer, pensionskasserne, begyndt at interessere sig for direktørlønningerne.

På A.P. Møller-Mærsks generalforsamling tidligere på året kritiserede MP Pension, at det er svært at gennemskue aflønningen af direktionen i rederikoncernen. Også ATP, som forvalter pension for stort set alle lønmodtagere, er begyndt at stille spørgsmål til lønpakkerne.

Lige præcis gennemsigtigheden kommer nu af sig selv. Et EU-direktiv, som Folketinget lige har gjort til dansk lovgivning, tvinger alle børsnoterede virksomheder til at vedtage en vederlagspolitik. Den skal gøre det klart, hvad en dansk topchef i virkeligheden tjener.

Et indgreb er en død sild, men debatten om høje lønninger er først lige begyndt.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
0/0
Annonce
Erhverv For abonnenter

Sonne lukker - nye virksomheder opstår

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig For abonnenter

Ulv eller sjakal? Noget er på færde på Tangen

Lemvig

FCM-spillere skal træne i Harboøre

Lemvig For abonnenter

Tre huller i bybilledet fyldes ud

112

Ville undvige dyr - endte på taget

Livsstil For abonnenter

Lisbeth Østergaard: Du skal kunne finde lykken i leverpostejslivet

Erhverv For abonnenter

Analyse: Den smarte vej til elbiler - uden strømafbrydelser

En ny regering er ved tage form, og det er det helt rigtige tidspunkt, hvis man skal påvirke indholdet af et nyt regeringsgrundlag. Men elselskaberne er på en hård opgave, for milliardinvesteringer i kabler nede i jorden lyder ikke ret spændende. Alle vil gerne høre om havvindmøller og lækre elbiler, der kan indfri vores grønne ambitioner, men forbindelsen midt imellem - elnettet - hører man sjældent om. De kedelige kabler er bare svære at komme uden om, og straffen for at gøre det falder som en hammer. I Tyskland er der bred politisk opbakning til den grønne omstilling, ”Energiewende”, der skal udfase atomkraft og kulkraftværker. Men landet har forsømt at opgradere sit elsystem, og derfor er det svært at få grøn energi fra vindmøllerne i nord sendt ned til den tunge bayerske industri i syd. Problemet er, at når man har erkendt efterslæbet, er det for sent. Det tager hurtigt 10 år at planlægge og grave sig igennem tusindvis af kilometer jord for at fremtidssikre kablerne. Dansk Energi foreslår det, man kalder ”den smarte vej”. Det er ikke den dyreste løsning, men koster dog 32 milliarder kroner frem mod 2030. Det smarte består i, at man ikke behøver at levere elkapacitet efter, at vi alle sammen skal oplade elbiler og samtidig stege frikadeller på komfuret, tørre tøj i tumbleren og have fuldt blus på varmepumpen. Hvis vi forbrugere kan leve med, at elbilen først bliver ladet op om natten, når der er ledig kapacitet, bliver det langt nemmere og billigere at indfri klimadrømmene. Det kræver noget intelligens i systemerne, som ikke helt er opfundet nu. Men det kræver først og fremmest, at forbrugerne accepterer nogle begrænsninger, som vi ikke er vant til. Vi kan godt insistere på, at bilen skal lades maksimalt op her og nu, når vi parkerer den i carporten. Men så risikerer vi, at strømmen ryger på hele villavejen, når vi sætter stikket i.

Lemvig

Viser det nye havnekontor frem

Portræt For abonnenter

Datter og barnebarn lokker mormor nordpå

Lemvig For abonnenter

Skal der spares eller ej: Vi aner ingenting

Kultur

Europæiske anmeldere: Dette kan Holstebro forvente af Sting-koncert

Annonce