Erhverv

Erhvervsredaktøren: Nu er SAS' overlevelse ikke længere Lars Sandahl Sørensens hovedpine

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg

Efter et halvt års jagt kunne Danmarks mest magtfulde erhvervsorganisation, DI, i torsdags sætte navn på sin nye direktør.

SAS-direktør Lars Sandahl Sørensen slipper strejkende piloter og en tumultarisk situation i luftfartsindustrien til fordel for et job som toplobbyist, og hvordan skal det nu gå?

DI’s formand, Lars-Peter Søbye, der til daglig er direktør i Cowi, har i hvert fald holdt ord. Han havde på forhånd understreget, at en ny DI-boss skulle have ”forretningsforståelse”, og på den måde signalerede han, at DI-bestyrelsen søgte en af sine egne: En direktør fra en medlemsvirksomhed, der virkelig ved, hvad man taler om ude i virksomhederne.

Bookmakere spåede ellers Lars Løkke Rasmussen (V) gode chancer, men de færreste red med på det scenarie. Det havde også været noget af en bombe, hvis statsministeren tre dage henne i valgkampen sagde op for at blive DI-direktør.

Alligevel var det oplagt at spekulere i, om en toppolitiker var på vej ind på den krævende post i spidsen for DI.

Det er mindre end et år siden, at den konservative erhvervsminister Brian Mikkelsen forlod regeringen for at blive direktør i Dansk Erhverv, der er DI’s ærkerival.

Det har slet ikke været ualmindeligt at udpege erfarne politikere til at tegne sin organisation. Den tidligere konservative leder Lene Espersen er i dag direktør i Danske Arkitektvirksomheder, og Venstres tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech stod i en periode i spidsen for Danske Havne.

Men moden er tilsyneladende skiftet. Se blot på landbrugets lobbyorganisation, Landbrug & Fødevarer, der ellers satsede massivt på kendte politikere til at varetage landbrugets interesser. Først overraskede Venstre-profilen Søren Gade ved at blive direktør i Landbrug & Fødevarer i 2012. Han blev to år senere afløst af justitsminister Karen Hækkerup (S).

Men da Landbrug & Fødevarer sidste år igen skulle vælge en direktør, pegede man på den drevne organisationskvinde Anne Lawaetz Arhnung som landbrugets tunge stemme.

Nu har DI også fravalgt at vælge en kendis og de fordele, det ellers kunne give. Toppolitikere trives med at forhandle et hurtigt kompromis og bagefter stille op til morgenens første radioavis.

DI-topjobbet rummer dog meget mere end hurtige kommentarer. Direktøren for DI skal bruge sin personlige gennemslagskraft til at forhandle overenskomster hjem, der har stor betydning for medlemsvirksomhedernes lønudgifter, og det har fyldt meget i ansættelsesprocessen.

Her har Lars Sandahl Sørensen i øvrigt dugfriske erfaringer fra pilotstrejken i SAS, der efterlod frustrerede passagerer og et kraftigt indhug i flyselskabets forventede 2019-overskud.

Topcheferne i DI-medlemsvirksomhederne har nok rynket panderne over det forhandlingsresultat, der opløste strejken og sendte flyene på vingerne igen. SAS gik med til pæne lønstigninger til piloterne, og kabinepersonalet har allerede varslet et ønske om lignende goder.

Men der er sikkert også en vis forståelse for den særlige situation, SAS står i, og nu er det statskontrollerede flyselskabs overlevelse ikke længere Lars Sandahl Sørensens hovedpine.

Han tiltræder sit nye job 1. august. Dermed nåede DI ikke at få en markant profil klar til den aktuelle valgkamp, hvor erhvervslivet står svagt på den politiske dagsorden.

Det æder formanden Lars-Peter Søbye i sig. Han har - ud af et felt på hele 50 egnede kandidater - udset sig en direktør, der forventes at kunne stå i spidsen for erhvervsorganisationen i de næste mange år.

Han tiltræder sit nye job 1. august. Dermed nåede DI ikke at få en markant profil klar til den aktuelle valgkamp, hvor erhvervslivet står svagt på den politiske dagsorden.

0/0

Tophistorier

Annonce
Erhverv For abonnenter

Først tabte de selv 85 kilo - nu har de hyret manden bag til hele virksomheden

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Halvt år efter første forsøg: Nu kommer krydstogtskib til Thyborøn

Tophistorier

Erhverv

Erhvervsredaktøren: Loft over topchefernes løn er en død sild

Når erhvervslivet klager over, at virksomhedernes vilkår er helt usynlige i valgkampen, har de overset én dagsorden: Henrik Sass Larsens vendetta mod topchefernes høje lønninger. Den socialdemokratiske gruppeformand tordner mod milliongager til dem, han kalder for ”superrige”. Han tænker måske på Carlsbergs topchef, hollænderen Cees t’Hart, der hjembringer over 50 millioner kroner i løn om året. Eller Novo Nordisk-chefen Lars Fruergaard Jørgensen, der sidste år kunne lægge 10 millioner kroner oven i sin sædvanlige hyre og dermed rundede 40 millioner kroner i årsløn. - De kan ikke styre sig. Og derfor er nogen andre nødt til at styre dem, sagde Henrik Sass Larsen i et interview til dagbladet Børsen allerede inden, valget var udskrevet. Udmeldingerne er siden blevet mødt med rungende tavshed fra de fleste andre partier bortset fra Enhedslisten. Her vil man gerne se på topchefernes lønninger, men det er helt bogstaveligt ment. Venstrefløjspartiet vil ifølge Danmarks Radio gøre det obligatorisk for større virksomheder at offentliggøre direktørens løn. Samtidig skal det beregnes, hvor stor direktørlønnen er i forhold til lønnen for den almindelige lønmodtager i virksomheden. Hvis lønnen er mere end 20 gange højere end hos de ansatte på gulvet, vil Enhedslisten sende virksomheden bagerst i køen, hvis den byder på offentlige udbud og kontrakter. Det vil uden tvivl fjerne de sidste Carlsberg-flasker fra den offentlige forvaltning, og sundhedsvæsnet må finde sin insulin mod sukkersyge et andet sted end hos Novo Nordisk. Henrik Sass Larsen talte for en politisk indgriben mod de høje lønninger, men uden at være præcis. Han nævnte dog ”en eller anden ratio i form af gennemsnitslønnen gange et-eller-andet skal være et loft for, hvor meget en topchef kan tjene”. Så kære erhvervsliv, kom ikke og sig, at folketingspolitikerne ikke tænker på jer. Modsvaret fra topcheferne er som forventet, at de blot forhandler sig til en løn med deres bestyrelser. Udbud og efterspørgsel. Den danske model. For nylig sagde Vestas-topchefen Anders Runevad op efter seks år på posten. Der er vist ingen aktionærer i Vestas, der har beklaget sig over størrelsen på hans løn. Under hans regime har Vestas-aktien seksdoblet sin værdi, og vindmøllekoncernen har vendt milliardunderskud til stabile, årlige milliardoverskud. Sammen med fire andre medlemmer af direktionen delte Anders Runevad sidste år en lønpakke på 35 millioner kroner, og som den øverste i hierarkiet fik han selvfølgelig mest. Det er ikke usandsynligt, at han dermed tjener mere end 20 gange lønnen for de mennesker, der går og samler naceller - toppen af vindmøllerne - på fabrikken i Ringkøbing. Dermed ville Vestas få et svært liv som leverandør til det offentlige Danmark, men spørgsmålet er, om topcheflønnen er lavere hos den tyskejede rival Siemens Wind Power. Det er måske derfor, at Henrik Sass Larsen og Enhedslisten Rune Larsen tilsyneladende står ret alene med deres ønske om at regulere topchefernes løncheck. Til gengæld er nogle af landets største aktionærer, pensionskasserne, begyndt at interessere sig for direktørlønningerne. På A.P. Møller-Mærsks generalforsamling tidligere på året kritiserede MP Pension, at det er svært at gennemskue aflønningen af direktionen i rederikoncernen. Også ATP, som forvalter pension for stort set alle lønmodtagere, er begyndt at stille spørgsmål til lønpakkerne. Lige præcis gennemsigtigheden kommer nu af sig selv. Et EU-direktiv, som Folketinget lige har gjort til dansk lovgivning, tvinger alle børsnoterede virksomheder til at vedtage en vederlagspolitik. Den skal gøre det klart, hvad en dansk topchef i virkeligheden tjener. Et indgreb er en død sild, men debatten om høje lønninger er først lige begyndt.

Erhverv For abonnenter

Ausumgaard omlægger til økologisk planteavl

Annonce