Kultur

Film: Vilde velkendte fremtid

Christian Rivers' apokalyptiske sci-fi-eventyr om fremtidens bevægelige byer sætter sin lid til den visuelle gennemslagskraft og fortællingens genkendelighed.

Vi befinder os over tusind år ude i fremtiden. Den gamle civilisation udslettede sig selv med kvanteenergivåbnet Medusa, og nu har menneskeheden rejst sig fra asken og etableret nye kulturer i kæmpemæssige mobile byer. Men man har tilsyneladende ikke lært meget af fortiden, for i den postapokalyptiske verden i Christian Rivers' sci-fi-eventyr "Mortal Engines" er der ufred mellem mobile samfund, såkaldte trækbyer og statiske, traditionelle byer.

Det handler om overlevelse, erkender borgmesteren af London, der i filmen jager af sted over de udpinte europæiske sletter efter den lille tyske by Saltzhagen. Byen vil blive opslugt, dens ressourcer udvundet og befolkningen indlemmet i Londons lavere klasser. Hvis de altså ikke stritter for meget imod. Bydarwinisme kaldes det i filmen. Den bedst tilpassede overlever. Men i virkeligheden ser det ud til at være den mest hensynsløse.

I Saltzhagen møder vi den mystiske, arrede terrorist Hester Shaw. Nådesløs dræber, der har udset sig Londons ypperste arkæolog, Thaddeus Valentine, som offer. Shaw ved nemlig, at Valentine i det skjulte arbejder på at genetablere tidligere tiders dommedagsvåben, men for at få held med sit foretagende må hun have hjælp fra den unge historiker Natsworthy og rebellerne fra antitrækforbundet.

Ser man udelukkende på den audiovisuelle side af sagen, er "Mortal Engines" noget af det mest spektakulære, man kommer til at opleve i biograferne i år. Æstetisk svæver filmen ubesværet og frit omkring i et univers, der fremstår som en blanding af cool steam punk-sci-fi - futurisme med et look hentet fra industrialiseringen - rørt sammen i James Camerons postapokalyptiske vision for "Terminator"-filmene, efterladenskaber fra Terry Gilliams sorthumoristiske verdener og George Lucas' "Stjernekrigen"-ikonografi fra en galakse langt, langt borte. Vi kender spillereglerne og ritualerne for den slags til bevidstløshed, men på trods af genkendeligheden er det, for nu at sige det rent ud, en fornøjelse at se genrens store urfortællinger genopstå og varieret over. Når det fungerer. Og det gør det desværre kun noget af vejen i filmatiseringen af "Mortal Engines", der synes at famle noget usikkert efter sit eget fortællemæssige fingeraftryk i en genre, hvor der er kamp om opmærksomheden. I et værk af denne kaliber skal mytologien og den indre logik føles gennemarbejdet, fast og urokkelig.

Klodsede tilfældigheder

Med genrefilmsauteur Peter Jackson og den faste samarbejdspartner og ægtefælle, Fran Walsh, i rollen som producere og manuskriptforfattere, der har oversat Philip Reeves dystopiske fremtidsromaner til levende billeder, indeholder filmen naturligvis al den detaljerigdom og fantasi, man kan forvente af en Jackson-produktion.

Desværre kniber det for den spillefilmsdebuterende Christian Rivers at få den opmærksomhedskrævende billedside balanceret med den nødvendige karaktertyngde og et handlingsforløb, der ikke snubler over sin egen idérigdom og bliver offer for begrænsningens svære kunst. Persongalleriet er unødvendigt stort, og filmen gør til tider nogle mærkværdige krumspring i forsøg på at koge det omfattende materiale ned til en - i filmsammenhæng - brugbar fortælling. Det resulterer i klodsede tilfældigheder og en kondenseret fortælletråd, der modarbejder filmens rytme. Mærkværdigvis bliver det bedre, desto længere vi når frem i filmen, og jo mere genkendeligt historiens grundbyggesten og visuelle rødder i diverse genreklassikere bliver.

"Mortal Engines" overlever altså på æstetisk ildkraft samt tydelig kærlighed til genrens utallige filmklassikere. Og hvad sci-fi-genrens dragende natur angår, så er det altid en udsøgt fornøjelse at opleve disse fortællingers eminente evne til at oversætte tidens bekymringer til levende billeder. Kulturelle magtkampe og kollaps, folkeslags overlegne udradering af konkurrencen og den evige jagt efter Jordens ressourcer spejles fascinerende og medrivende i de gigantiske, bæltedrevne byer, der jager over Europas udpinte slette som rov- og byttedyr.

Film: "Mortal Engines"

Adventure, fantasy, newzealandsk, 128 minutter, tilladt over 11 år

0/0
Annonce
Kultur

Lokal sanger med på Grand Prix-holdet: En kæmpestor oplevelse

Tophistorier

Kultur

Charlotte Fich på den store udendørs-scene: Drabschefen er blevet en ond troldkvinde

AARHUS: Der er noget særligt ved at spille teater udendørs om aftenen. Det er stadig lyst, når stykket begynder, og først senere bliver det mørkt. - Det er et generøst rum. Skal vi lege den her leg, og jeg er den og den. Er I med, signalerer man nærmest til publikum fra scenen i den lyse time. Charlotte Fich forbereder sig til at spille den onde troldkvinde i "Kong Arthur", Det Kongelige Teaters kæmpe udendørs forestilling ved Moesgaard Museum i Aarhus. Onsdag 22. maj er premieren. Vi mødes i en af de mange interimistiske skurvogne, der har indtaget det storslåede landskab i bakkerne ved det hypermoderne arkæologiske museum. Det er bygget, så det følger landskabet, og indenfor har Grauballemanden lagt sig godt til rette i sin montre. Godt skjult af et levende hegn af træer og buske er en lille by bygget op til skuespillere og det øvrige personale, Tilskuerpladser og scene virker gigantiske i landskabet. Det hele troner på toppen af den bakke, som museet er bygget ind i og stjæler billedet mere end dengang i Aarhus' europæiske hovedstadsår 2017, da det royale teater opførte Røde Orm neden for museet.

Annonce