Annonce
Indland

Filmskolens elever blokerer skolen for at få rektor afsat

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Elever på Filmskolen kræver rektor Vinca Wiedemanns afgang. Hun har forringet uddannelserne, mener de.

Den mangeårige leder af dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole, Arne Bro, blev torsdag hjemsendt fra sit job.

Det har fået eleverne på Filmskolen til at kræve rektor Vinca Wiedemanns afgang.

Det skriver filmmagasinet Ekko.

Fredag blokerer eleverne skolen for at få rektor afsat. Det skriver de i en pressemeddelelse på deres Facebook-gruppe "Oplysningsgruppen".

- Vi anerkender, at bortvisningen af Arne Bro er en personalesag, og at proceduren omkring det bør respekteres.

- Bortvisningen har imidlertid ført til endnu en debat om rektor Vinca Wiedemanns ledelsesstil og den udvikling, skolen er på vej imod, idet Arne Bro i særdeleshed repræsenterer den kunstneriske integritet, som vi mener, er helt essentiel for Filmskolen, skriver de.

Filmskolens elever har i længere tid været utilfredse med den måde, Vinca Wiedemann driver skolen på. I sommer begyndte de første studerende på en ny studieordning, som mange har givet hårde ord med på vejen.

Men Arne Bros hjemsendelse blev tungen på vægtskålen for de studerende.

Det fortæller Martin Anton Sørensen, der studerer på filmklipperlinjen:

- Det har ikke noget direkte med Arne Bro at gøre. Vi holder meget af Arne, og han har en stor betydning, men det her er større end ham. Men vi mødtes på grund af hans hjemsendelse.

- Vi vil gerne udvikle Filmskolen sammen med en rektor, vi har tillid til, men det har vi ikke længere til Vinca, fordi vi mener, hun har forringet uddannelserne, siger han.

Siden klokken seks fredag morgen har nuværende og tidligere elever blokeret Filmskolen for at sende et tydeligt signal til rektor.

- Blokeringen af skolen har mere været en symbolsk handling. Hvis folk gerne ville ind på skolen, så kunne de godt det. Men vi er blevet mødt med respekt fra lærerne og de ansatte, siger han.

Eleverne har på Facebook meddelt, at de fredag klokken 16 afholder et stormøde om situationen for alle interesserede.

/ritzau/

Annonce
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce