Annonce
Læserbrev

Forurening. Kviksølvsundersøgelse på Harboøre Tange

Debat: Hvor dum kan man være?

En rapport, som egentlig kun er en bestilt undersøgelse, men som bliver præsenteret som det ypperste af dansk forskning. Derefter et ellers lødigt tidsskrift, som total fejler undersøgelsens mål og indhold. Det er, hvad der skal til, for at bilde befolkningen ind, at nu er kviksølvet i Harboøre Tanges sandede jorde og i Limfjorden væk - det var, hvad der skulle til for at trylle mindst 32 tons kviksølv væk, om ikke fra naturen, så inde i folks tanker. Nu varer det ikke længe, før politikere og fabriksejere toner frem i pressen med ”se hvad vi kan gøre”-historien om kviksølv efter Cheminova er løst og væk.

Lad os se lidt på sagen:

Den for nyligt (17. februar i Ingeniøren/SDU okt. 1998) offentliggjorte kviksølvsrapport fra Syd Dansk Universitet omhandlende kviksølvsforureningen omkring Cheminova/Harboøre Tange må siges, at være et pragt eksemplar på forskningsarbejde, når det kører helt af sporet.

Overskriften i fagbladet Ingeniøren lød:

"Cheminovas Kviksølv er forsvundet fra kysten. Mængden af kviksølv i sedimenterne ved kysten på Harboøre Tange er dalet drastisk de sidste 40 år - forskerne kan ikke sætte fingrene på, hvorfor kviksølvet er forsvundet, eller hvor det er forsvundet hen”.

Desuden viser fagbladet Ingeniøren et billede fra Høfde 42-depotet på Harboøre Tange, som ikke har noget med artiklen eller undersøgelsen at gøre - derefter en brødtekst så fejlvisende som den kan blive. Kviksølvet er ikke fjernet fra kysten, det er end ikke kysten, der er undersøgt, men fjordbredden langs en landevej i den vestlige Limfjord.

Opgaven må have været, at bevise at de 32.267 kilo kviksølv, der manglede i Cheminovas produktion af Kviksølvs bejse til korn fra tiden 1952-1962 – som først i 80'erne stadig var tilstede overalt i miljøet både i vand og på land omkring Rønland - ikke er der mere.

Nu er kviksølv (hg) jo ikke bare noget der forsvinder op i den blå luft, særligt ikke når det ligger på og i fjordbunden og nede i sedimentdybderne. I stedet for at kigge udad kunne det måske være en fordel at kigge indad.

Første gang vi hørte om denne eksamensopgave var i 2016, hvor Lemvig Kommune pludselig fjernede ti advarselsskilte mod ormgravning på grund af kviksølvsforurening i sedimentet langs indfaldsvejen til Thyborøn.

Baggrunden for kommunens handling var SDUs foreløbige undersøgelse omkring kviksølvsforureningen fra Cheminova. Projektet var finansieret af blandt andet Lemvig Kommune (50.000 kroner) som gennem mange år gerne ville have de ti skilte af vejen – de pynter ikke på indfaldsvejen til Thyborøn, samt debatten i dagspressen omkring de manglende tons kviksølv. I 2016 ligger så den første del af den endnu ikke fuldendte undersøgelse klar - og skiltene bliver fjernet.

Rapporten er nu helt klar i 2020 og er blevet offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift, som det sig hør og bør.

Nu burde lødigheden af projektet jo være på plads – men er den det?

Når man udfører en sådan undersøgelse, er der jo forskellige etiske, moralske og faglige spilleregler som skal overholdes - er det sket?

Arealet, hvor kviksølvet var konstateret spredt i 80'erne, blev dengang sat til omkring 25 kvadratkilometer i en trekant– både i vand og på land omkring Cheminova – man havde dengang fundet kviksølv i sedimentet over hele området (25 km2) dog mest omkring Cheminovas gamle fabriksgrund.

Spørgsmålet er: Kan man på en lige linje - fire kilometer lang strækning langs indfaldsvejen til Thyborø - tage ti prøver i en sedimentdybde på maksimum 25 centimeter og på en vanddybde som svarer til et par kortskaftede gummistøvler - for derefter antyde og frikende det 25 kvadratkilometer store område fri for kviksølv?

Kan videnskaben forstille sig, at der i et tidsrum på 60 år kan oplagres sediment på østsiden af vejen til Thyborøn, svarende til fire m/m pr. år. i 60 år. Selvfølgelig ligger kviksølvet ikke i overfladen af fjordbunden efter 60 år, nej man skal ned i sedimentet for at finde det – man leder heller ikke efter ubåde i 10 kilometers højde, selvfølgelig kan man ikke det.

Fem meter længere øst end hvor de ti prøver er taget, går der en fem-seks meter dyb rende, hvor der ingen prøver er taget – alle ved at kviksølv er tungt og søger nedad.

Undersøgelsen er ikke fyldestgørende - den følger ikke de gængse spilleregler for spredning af prøvetagningen. Det kan forklares således:

1) At de studerende kun skulle bevise, at de kunne tage og udføre forskningsprøver.

2) At opgaven ikke gik ud på at finde eller kortlægge kviksølvsforureningen på Harboøre Tange omkring Cheminova, men derimod at retfærdiggøre Lemvig Kommunes ønske om en fjernelse af de ti advarselsskilte på indfaldsvejen til Thyborøn – før Cheminova.

Mens man alle andre steder i samme områder har fundet både kviksølv og pesticider, samt mange andre tungmetaller i sedimentet gennem de sidste 30 år, frifinder denne undersøgelsesrapport området for kviksølv.

Så undlader jeg at fortælle om de fisk, som var hjemme, da prøverne skulle tages, men bløddyrene - østers, muslinger – her var kviksølvet til stede, men hvorfor, når ikke det er i sedimentet?

Det her er ikke et forskningsprojekt.

Det kan være en eksamensopgave udført af to studerende som skulle vise, at de kunne tage, udføre og beskrive en kviksølvsundersøgelse.

De faglige retningslinjer omkring et forskningsprojekt er ikke overholdt, hverken i spredning af prøverne eller dybden, de er taget i. Opgaven har taget overhånd og udviklet sig til noget som minder om et stykke ”bestillingsarbejde”.

Det er helt uforståeligt at et tidsskrift som Ingeniøren, der har fagfolk ansat, har ladet denne artikel gå igennem til trykning.

Når først en sådan rapport slipper ukritisk ud til offentligheden, er den umulig at stoppe.

Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Flere hobbybagere og færre fritidsbetjente, tak

Vi bager mere under coronakrisen. Det læste jeg forleden i en artikel, som tog afsæt i danskernes ændrede indkøbsmønstre i denne tid. Og kigger jeg på min egen husstand, kan jeg bekræfte tendensen. Men det kan altså være et tilfælde. Vores ovn afgik ved døden kort før nedlukningen af landet, og erstatningen er sådan en sag med dampdysser og specialfunktion til hævning af dej. Og det er en fornøjelse. Jeg har sågar indkøbt hulplade og bageenzymer, så jeg nu - næsten - kan konkurrere med bagerens rundstykker. Min opskrift får du i bunden af denne klumme. Engang forestillede jeg mig faktisk, at jeg skulle være bager. Jeg kunne som barn godt lide den følelse af stolthed, det gav mig, når jeg ved at blande mel, vand og gær kunne fremstille noget, der mindede om brød. Og fulgte jeg en opskrift nøje, blev det nogle gange ligefrem godt. Det var en stor tilfredsstillelse. Skulle jeg pege på en enkelt positiv ting, jeg har fået ud af de seneste ugers ekstra hjemmetid, er det bageriet. Det bidrager til hyggen og en smule til stoltheden - og det minder mig ind imellem også om, hvorfor det var helt rigtigt, at jeg ikke blev bager. Vi er nok mange, som ikke blev det, vi forestillede os engang. I dagens avis kan du læse om en, der er blevet lige det, han drømte om. I et afskedsinterview svarer den afgåede direktør for Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Kaasgaard, på en række mere eller mindre skæve spørgsmål, som er med til at beskrive ham som menneske. Formen er måske lidt spøjs, men den virker ret godt. Vi får et godt billede af, hvad der har formet manden. Og hvis du keder dig i dit corona-hi, kan jeg klart anbefale dig at løbe spørgsmålene igennem og prøve at svare på det samme. Noget vil måske overraske dig, hvis du tør at være helt ærlig. Det var, da jeg læste den artikel, at jeg kom i tanke om, at jeg engang faktisk drømte om at blive bager. Modsat Jens Kaasgaard er jeg ikke nået langt med den drøm. Der er nok flere, der ligesom politidirektøren drømte om at få en fremtid i uniform. Og måske har kedsomheden i en coronabegrænset hverdag genskabt ambitioner hos en og anden, ligesom jeg har genfundet passion for bageriet. I hvert fald kan jeg konstatere, at der er dukket ret mange fritidspolitibetjente op på det seneste. Jeg forsøger virkelig på at se alle de positive ting, denne krise også gør ved vores samfund. Hvordan vi hjælper hinanden og støtter op om positive tiltag. Hvordan vi bidrager til at stoppe smitten ved at give køb på vores frihed. Hvordan vi generelt tilsidesætter os selv for at hjælpe helheden. Det, vi med et flot ord kalder samfundssind. Eksemplerne er mange, men nogle gange bliver samfundssindet overskygget. Eller måske er det et misforstået samfundssind, der tager over. Jeg har den seneste uge set talrige eksempler på det civile politikorps, som med egen mavefornemmelse og verdensbillede som rettesnor drager i krig mod dem, der fejler. De skyldige og alle dem, der ikke gør det godt nok. Myndighedernes officielle corona-stikkerlinje blev - heldigvis - nedlagt før den rigtig kom i drift. Men lysten til at påpege andres mangler trives alligevel. Det rigtige politi modtager en strøm af henvendelser fra folk, der er bekymrede over andres opførsel. Vi ser fingre, der peger insisterende på dem, der bærer skylden. For nogen må jo have den. Bevæger man sig ud på sociale medier - jeg anbefaler at lade være - kan man se, hvordan hobbybetjentene trives. Der bliver både anklaget, ført rettergang og dømt i den offentlige gabestok. Og det er på ingen måde kønt. For at citerer majestæten: Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Så hellere friske rundstykker. Du skal bruge 25 gram gær, 3 dl lunken vand, 500 gram hvedemel, 12 gram hvedesur (det er surdejspulver, red.), 10 gram bageenzymer og 12 gram salt. Hemmeligheden er i enzymerne og surdejen. Og i at ælte det hele godt på røremaskinen i 10 minutter. Form derefter 12 rundstykker. Pensl med vand, dyp i blå birkes. Lad dem hæve et lunt og fugtigt sted i 40 minutter. Bag ved 210 grader varmluft og gerne damp til de er pæne og sprøde - I min ovn tager det 13 minutter. Velbekomme.

Danmark

Live: Mette F. - Gradvis åbning af Danmark efter påske er sandsynlig men der går tid før samfundet er normalt igen

Annonce