Annonce
Danmark

Fra Elisabeths bog: Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse

Fra sin tidlige barndom følte Elisabeth Gjerluff Nielsen sig alene i søskendeflokken i Skjern, og hendes nye bog, 'Store børn', fokuserer på den smerte, det er, aldrig at opnå nærhed og fortrolighed med sine søskende - heller ikke som voksen. Arkivfoto: Martin Ravn
Med tilladelse fra forlaget Gyldendal bringer Dagbladet her kapitlet 'Fødselsdagsgaven' fra Elisabeth Gjerluff Nielsens nye bog, 'Store børn'. Bogen udkommer torsdag 22. august.

Det regner, og jeg venter på melding fra Peter vedrørende tidspunkt for det foreslåede møde og det nye familieprojekt, jeg gerne vil fortælle ham om, men der meldes ikke tilbage. Så bliver det december og hans 60-års fødselsdag, og jeg tager på besøg i den ejendom med tårn, hvor han bor på fjerde og femte sal med sin kæreste og mindste datter. Det vil sige i tårnværelset på femte er det kun Peter, der bor. Øverst og med udsigt til alle verdenshjørner.

I dag bliver vi nedenunder, hvor fødselaren ikke lader sig anfægte af besøgende, men fortsætter sin gang mellem de mange stuer, hvor han roder i papirer, vander blomster og snakker i telefon. Og afbrydes af posten, som bringer gavepakker. En flaske Nielsen Bitter iført hjemmebroderet stramajflaskeforklæde med kærlig hilsen fra en ældre midtjysk dame, som i dagens anledning har broderet forklædet med solskin i lysegult og Peter AG-sangtitlen 'Den dejligste morgen i 100 år' i fladsting.

Knapt er gaven pakket ud, før en nogen og 80-årig svigerinde til Peters svigermor dukker op i omhyggelig makeup og gulvlang minkkåbe. Hun er taget hele vejen fra Charlottenlund til Indre By for at sige tillykke, mens Peter skiftevis har sin revisor, sit bookingbureau og en gammel klassekammerat fra Kirkeskolen i mobilen og samtidig ordner skuffer, tømmer opvaskemaskine, spiller klaver og deklamerer højdepunkter fra de mange nye blyantskrevne tekstudkast, som han har liggende i plasticcharteks overalt i lejligheden.

Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.

Vi har ligget i samme barnevogn og har fået de samme godnathistorier. Vi har spist vores havregrød ved samme bord, slået kolbøtter i samme haver, danset år efter år om samme juletræ med samme onkler, tanter, søskende og forældre og bedsteforældre. Vi har gået i de samme skoler, har haft samme klasselærerinde, har sunget samme Brorson-salmer og hørt samme Beatles-plader. Vi har delt pladeselskab, studie og profession, vi har været gift med hver sin tvilling fra samme tvillingepar. Vi har fulgt hinandens bryllupper, børn og skilsmisser, tider med harmoni og tider med voldsomme konflikter.

Men hvor godt kender jeg egentlig efterhånden min bror, mine søskende?

En ven, som er startet på Cipramil, har netop fortalt mig, at han føler det, som om hans dag er blevet en lige grå streg, hvor der hverken findes krig eller fred, jubel eller gru, sorger eller glæder. Ingen regn, ingen sol, ingen udsving – ingenting? Det minder mig efterhånden lidt om forholdet i min søskendeflok. Flad kurve og høflig holden sig bag diskretionslinjen. Udmattede af de temperamentsfulde konflikter, som vi nemt ryger ind i, og med kun en anstrengt, kunstig høflighed, som vi mestrer virkelig dårligt, at sætte i stedet.

Peter sætter sig ned et øjeblik, og jeg benytter lejligheden til at overrække min fødselsdagsgave, som er et brev, hvor der blandt andet står:

'Søskendeforhold kan være sprødt skrøbelige som mormors nybagte vaniljekranse. Jeg er ikke ude på at ryste dåsen eller smide bagværket på gulvet. Jeg er heller ikke ude på at søge psykologiske sandheder, forklaringer og løsninger på det, der har været smerteligt, svært eller konfliktbefordrende mellem både mine brødre og mig, min søster og mig, mine brødre imellem, min bror, mine brødre og min søster imellem.

Men konflikterne kan sætte sig og skabe afstand. Fortrolighed og tillidsforhold kan få skrammer, så man ikke længere kan nå hinanden, og hvem orker familieterapi for fire deltagere med gennemsnitsalderen 58 ¼ år?

Så hvorfor kan vi ikke bare …?'

Og det, vi ikke bare kan, er så det, jeg alligevel gerne vil. For jeg fortsætter mit fødselsdagsbrev med at beskrive en bog, jeg gerne vil skrive. Et undersøgende søskendeportræt med udgangspunkt i samtaler med Peter og mig om at være storebror/lillesøster. En i vores tilfælde historisk både givende og eksplosiv relation, som jeg gerne vil kigge nærmere på. For hvem ved? Er vores søskendeflok i dag et forladt fællesskab, eller har vi altid været et kollektiv af svært forenelige individualister? Måske vi kunne undersøge familiebegrebet lidt nærmere og potentielt blive klogere på både det og os selv og samtidig nærme os hinanden og nogle spørgsmål, som andre søskende i verden måske også går rundt og tænker over. Og 'jeg vil i al fald gerne følsomt vove pelsen og se, hvor sådan et arbejde kan føre hen,' skriver jeg, og det håber jeg også, han vil, for bogen er tænkt som en gave til os begge.

Peter kigger under læsningen grinende og overrasket op fra brevet og siger, at det havde han ikke lige set komme, så læser han brevet færdigt og siger, at det må han tænke over. Efter et par dages betænkningstid melder han, at det bogprojekt vil han godt være med i.

Annonce
Peter taler videre i telefonen. Højlydt og længe, mens jeg forsøger at lade være med at lytte, går i gang med at lave kaffen, ingen har budt på, give den besøgende minkpelsen på igen og følge hende ned ad trappen, mens jeg tænker på, at jeg nu har kendt min bror i over 55 år.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Sløjfer strandbeskyttelsen ved havne

Kultur

Harboøre har en ægte "jule-vej"

Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Struer For abonnenter

SSP om ny indsats: - Man er så provokerende i sin adfærd, at det er fuldstændig ligegyldigt, om det er politiet, der kommer, eller ej

Annonce