Annonce
Danmark

Funding: Løkke satser hele butikken - udmelding modtaget med chok og vantro

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Alle jetonerne blev skubbet ind midt på bordet, da Lars Løkke Rasmussen torsdag fortalte, at han er åben over for et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. "All in," som man siger i poker. Nyheden efterlod det politiske miljø i en tilstand af chok og vantro. Ingen ved, hvad Løkkes melding præcis kommer til at betyde for resten af valgkampen, men alle sidder tilbage med en fornemmelse af, at statsministeren løber en kæmpe risiko.

Nogle gange siger politikere rent faktisk det, de mener. Og det virker egentlig ganske troværdigt, at Lars Løkke Rasmussen skulle gå og drømme om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Ikke fordi det er en førsteprioritet, men fordi han mener, det kan blive nødvendigt.

Det er tydeligt, at Løkke i denne regeringsperiode er blevet mere og mere optaget af det internationale. Den politiske ustabilitet rundt om i verden har gjort indtryk på ham. En ustabilitet, han mener, er ved at snige sig ind i Folketinget.

I den sammenhæng giver det mening, at han går og drømmer om at gøre sig fri af fløjene i dansk politik og indgå i et stabilt regeringssamarbejde hen over midten med Socialdemokratiet. Uden at jeg overhovedet skal forholde mig til, om det er en realistisk konstruktion.

Men en ting er at drømme, noget andet er – midt i en valgkamp – at lancere ideen. Lars Løkke Rasmussen bringer os ud på jomfruelig grund, og det er lige nu umuligt at sige, hvad hans udmelding vil få af konsekvenser for dynamikken i resten af valgkampen.

Løkke håber naturligvis, at det vil understøtte Venstres overordnede fortælling. Nemlig lederskab. Statsministeren forsøger at portrættere sig selv som den, der rækker hånden frem og tilbyder Mette Frederiksen og danskerne stabilt lederskab i urolige tider.

Det er der givetvis et publikum for i befolkningen. Ikke fordi folk er bange for fløjene, men mere fordi de er trætte af ævl og kævl og helst bare gerne vil have nogle politikere, der sætter sig ned og løser problemerne.

Kontrasten til dette – håber Løkke og Venstre på – er kaosset i rød blok. Og man så da også i Mette Frederiksens kommentar, at Socialdemokratiet er meget opmærksomme på, at det ikke er til deres fordel, hvis de kommer til at give et indtryk af, at det er dem, der er stopklods for et bredt samarbejde.

Men Lars Løkke Rasmussen melding er på trods af dette et kæmpe sats, og indsatsen, Løkke spiller om, er Venstre. Blå blok er langt bagud i meningsmålingerne, og Lars Løkke Rasmussens valgkanin kan meget hurtigt blive opfattet som en desperat handling fem minutter i lukketid.

Overordnet set løber statsministeren den risiko, at han med ét slag får legitimeret Socialdemokratiet og samtidig åbnet en gigantisk flanke til Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Frygten i dele af Venstre er, at Løkke er i gang med at føre Venstre ud på tynd is, og at man lige om lidt ryger igennem og ned i det iskolde vand.

Flere kilder i statsministerpartiet vurderer således, at partiet kommer til at miste vælgere på grund af torsdagens melding. Logikken er, at de mest borgerlige af Venstres vælgere ikke vil risikere, at deres stemme vil kunne gå til at gøre Mette Frederiksen til statsminister. De vil derfor i stedet stemme på LA og Konservative.

Det kan Lars Løkke Rasmussen leve med, hvis han til gengæld tiltrækker vælgere fra den anden side af midten. Men det er der bare ikke nogen garanti for, at han kommer til. Tværtimod.

Når Løkke siger, at han er klar til et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, er den indbyggede logik nemlig, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet ikke er så slemme endda. Ellers ville man jo ikke være klar til at gå i regering med dem.

Effekten af Lars Løkke Rasmussens melding kan derfor lige så godt blive, at de mest midtersøgende vælgere i Venstre og Dansk Folkeparti får en undskyldning for at stemme socialdemokratisk. Løkkes sats indebærer med andre ord den risiko, at Venstres valgresultat kan blive betydeligt ringere, end det ser ud til lige nu, fordi man risikerer at tabe stemmer til både den ene og den anden side.

Det er en kliche. Men den næste uge i dansk politik bliver ufattelig spændende, og topfolkene i Venstre og Socialdemokratiet vil de næste dage studere meningsmålingerne med en nidkærhed sjældent set for at se, hvilken effekt Løkkes sats har haft.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Mobile fabrikker over hele verden

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce