Annonce
Danmark

Funding: Messerschmidts politiske liv ligger nu i bagmandspolitiets hænder

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard
Fortidens synder har en tendens til at indhente én. Det måtte Morten Messerschmidt sande i denne uge. Sagen om Meld og Feld bliver ved med at hjemsøge ham. Denne uges store udvikling er, at bagmandspolitiet efterforsker, om han har været indblandet i ulovligheder. Bliver stjernepolitikeren tiltalt og dømt, hænger hans politiske karriere i en tynd tråd.

Alle fordomme om EU-bureaukratiets uendelige langsommelighed er blevet bekræftet i sagen om Meld og Feld. Fire år har det taget EU’s svindelenhed Olaf at undersøge, hvad der er op og ned, og hvad Morten Messerschmidts rolle som formand for Meld har været. Det er rigtig nok en kompliceret sag, men fire år er sørme lang tid.

Man forstår derfor godt, hvis Messerschmidt efter den omgang ikke har chefen for Olaf, generaldirektør hr. Ville Itälä, med i sine aftenbønner. Den langsommelige sagsbehandling har betydet, at Messerschmidts politiske karriere har befundet sig i slæbesporet siden 2015.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Den tidligere så fremadstormende politiker prøver åbenlyst at bruge Olafs noget tilbagelænede tilgang til sagsbehandlingstider til sin fordel. Man får således næsten indtrykket af, at det er ham, der er sagens offer, når han udtaler sig.

Men Morten Messerschmidt skal ikke regne med, at han får vendt befolkningens sympati til sin fordel. På trods af Olafs fejl og mangler er han stadig den, der er den anklagede.

Selv har han erkendt, at han er ansvarlig for en rodebutik. Man må altså forstå på Messerschmidt, at det ikke var med vilje, da han var med til at udbetale EU-midler til uregelmæssige formål. Han havde ikke styr på tingene, og det har han beklaget.

Det bedst kendte eksempel på dette er nok den kampagne, som DF lavede tilbage i 2013. Tre måneder før det daværende kommunalvalg lejede partiet skonnerten Halmø. Skibet skulle officielt bruges til en EU-kampagne, og Dansk Folkeparti havde derfor fået EU til at støtte togtet med 120.000 kroner.

Problemet var, at mange af de mennesker, der mønstrede det gode skib Halmø mere havde aktier i kommunalvalget end i unionen. Mange beskyldte derfor DF for at havde brugt EU-kampagnen som skalkeskjul til at få finansieret en aktivitet i partiets kommunalvalgkamp. Sagen endte med, at EU krævede pengene tilbage, hvilket DF efterkom.

Men i denne uge blev sagen så potentielt noget mere speget. I den pressemeddelelse, som Olaf onsdag sendte ud, skrev svindelenheden, at den mener, at der er blevet brugt 4,36 millioner kroner på ”ulovlige, uretmæssige eller uberettigede” aktiviteter. Beskyldningen var ikke alene rettet mod Dansk Folkeparti, men også de andre medlemspartier af Meld og Feld, der udspringer af Italien og Grækenland.

Det er ordet ”ulovlige”, man her skal lægge mærke til. Har Olaf ret i, at der er begået ulovligheder, og viser det sig, at Morten Messerschmidt har været involveret i dette, så ændrer det fuldstændig sagen. Der er verden til forskel på at være et rodehoved og på at være kriminel.

Det er selvfølgelig vigtigt at holde fast i, at Messerschmidt hverken er tiltalt eller dømt for noget på nuværende tidspunkt. I Danmark er man uskyldig indtil andet er bevist. Olaf har alene overdraget sagen til dansk politi, der sammen med anklagemyndigheden nu skal beslutte, om man mener, at der er foregået noget kriminelt.

I praksis er det politiets særlige enhed for økonomisk og international kriminalitet, SØIK, der efterforsker sagen. Det er den enhed, man i folkemunde kalder bagmandspolitiet. SØIK sidder nu reelt med Morten Messerschmidts politiske liv i deres hænder.

Ender den 39-årige folketingspolitiker som dømt kriminel, er det nemlig et åbent spørgsmål, hvad der kommer til at ske med ham. På den korte bane vil Folketinget skulle tage stilling til, om han fortsat er værdig til sit mandat, eller om han skal forlade parlamentet. Men også Dansk Folkeparti skal afgøre, hvilke konsekvenser partiet mener, at det skal have.

I den sammenhæng skal man holde øje med, hvad Kristian Thulesen Dahl siger og gør. Få timer efter, at Olaf havde konkluderet, at enheden mener, at der er begået ulovligheder, skrev DF-formanden på det sociale medie Twitter: ”Jeg er fortsat af den opfattelse, at nok har der været tale om en rodebutik, men i forhold til Danmark rækker sagen ikke til mere end det”.

Oversat til almindeligt dansk betyder det: Jeg tror på Morten Messerschmidt, når han siger, at han ikke har begået noget ulovligt. Men viser det sig ikke at passe, er der en ny situation.

På den måde stiller Kristian Thulesen Dahl sig bag Morten Messerschmidt, men forbeholder sig retten til at give ham et puf ud over afgrunden, hvis han bliver dømt. En klog balance fra DF-formanden, der er kendt for at kunne tænke mere end to træk frem. Han ved, at han vil komme under pres for at ofre Messerschmidt, hvis sidstnævnte bliver dømt.

Man skal i denne sammenhæng ikke tage fejl af, at der ulmer en skjult magtkamp i Dansk Folkeparti. Messerschmidt er siden valget lykkedes med at positionere sig som en slags de facto politisk ordfører for partiet. I det hele taget ligner han én, der går målrettet efter rollen som kronprins.

Det er der dog stærke kræfter i partiet, der ikke ønsker. Følelserne over for Messerschmidt er delte i Dansk Folkeparti. Mange elsker hans vid og bid og specielle renæssanceagtige fremtoning, men der er også dem, der opfatter ham som elitær og bebrejder ham hans lemfældige omgang med europæiske skattekroner.

Ender det med - og igen: Det ved vi ikke, om det gør - at Morten Messerschmidt bliver tiltalt og dømt, vil disse kræfter med garanti bruge det til at forsøge at ødelægge den tidligere stemmeslugers politiske karrieremuligheder.

Messerschmidt har altså meget på spil. Konkluderer bagmandspolitiet, at der ikke er noget at komme efter, kan han komme videre med sit liv og sin karriere. Men ender han med at blive dømt, hænger drømmen om et liv i toppolitik i en tynd tråd.

Annonce

Fundings udvalgte citater fra ugen i politik

- Jeg bliver helt rystet over tanken om, at man sidder og jonglerer med europæernes skattekroner på den måde helt ublu. Det, synes jeg, er provokerende.

Statsminister Mette Frederiksen (S) var over for Jyllands-Posten mildest talt ikke positivt stemt overfor EU-kommissionens forslag om at hæve medlemskontingentet til EU efter brexit

- Der er risiko for, at de kurdisk-kontrollede IS-lejre i grænseområdet bryder sammen, og at fremmedkrigere med dansk statsborgerskab søger mod Danmark. Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og med vold kæmpet mod vores demokrati og frihed. De udgør en trussel mod vores alles sikkerhed. De er uønskede i Danmark.

I en pressemeddelelse fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at danske statsborgere, der har kæmper for Islamisk Stat skal forvente at få frataget deres statsborgerskab, hvis de ellers har to af slagsen

- Jeg vil ikke tale vores land ned. Landdistrikterne har ikke brug for Marshall-hjælp fra storbyerne. De kan og vil klare sig selv, hvis politikerne giver dem lov.

Kristendemokraterne valgte i denne uge ny formand. Stig Grenov stoppede, og i stedet valgte partiet Isabella Arendt (foto) som ny frontfigur. Hun gjorde i sin tiltrædelsestale landdistrikterne til et af partiets fokusområder



- Vi skal sige, det var en fejl at anbefale et nej til at afskaffe retsforbeholdet, og vi skal også åbne for diskussionen, om det klogeste i virkeligheden ikke er at træde ind i EU’s bankunion.

Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll-Bille var i Politiken ude i den store kovending, da han på egne vegne beklagede partiets linje på EU-området de seneste år. LA's nye leder, Alex Vanopslagh, havde ikke de store kommentarer

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

24-årig lemviger kørte galt ved Skive

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Lemvig

Indbrud hos Bay Art under opklaring

Annonce