Annonce
Danmark

Funding: Tre ting du skal vide om de seneste to dage i politik

Thomas Funding, politisk redaktør
Valgkampen kom for alvor op i gear søndag og mandag, da den ene nyhed efter den anden blev sprøjtet ud af de omtalehungrende partier. Avisen Danmarks Thomas Funding har pillet de tre vigtigste ud.

1 Venstre genopliver Fogh

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Lars Løkke Rasmussen havde været i arkivet i Venstres partikontor i Søllerød og fundet Anders Fogh Rasmussens gamle strategiplaner fra 2001 og 2005 frem.

Onsdag i sidste uge meldte Løkke ud, at han er klar til at tømme statskassen og bruge stort set samtlige frie midler frem mod 2025 på den offentlige sektor. Klassisk Fogh-politik.

I 00’erne blev det omtalt som Hjort-doktrinen efter daværende chefstrateg Claus Hjort Frederiksen. Hans grundtanke var, at Venstres chance for at komme i nærheden af tatsministeriet bestod i, at partiet kurtiserede midtervælgerne. Derfor blev der skruet ned for liberalismen og op for det offentlige forbrug under Fogh.

Og søndag startede Lars Løkke Rasmussen så kopimaskinen op igen, da han relancerede skattestoppet. Det var netop skattestoppet, der udgjorde hjørnestenen i Foghs kontraktpolitik, og det var utvivlsomt en af årsagerne til, at han var i stand til at vinde tre valg i træk.

Venstre præsenterede sit nye løfte om skattestop med en byge af beskyldninger mod Socialdemokratiet, som man måtte forstå vil brandbeskatte danskerne. Socialdemokratiets modsvar var at anklage Venstre for løgn og manipulation.

Men selv om kampagnen fra Venstre var til den frække side, er det et faktum, at Socialdemokratiet går til valg på at hæve nogle få udvalgte skatter. For eksempel vil partiet hæve arveafgiften på overdragelse af familievirksomheder og annullere den planlagte fjernelse af skat på arbejdsgiverbetalt mobiltelefon.

Venstre sætter på denne måde sin finger på en ret interessant forskel i dansk politik lige nu. Medmindre man har tilhørt den yderste venstrefløj, har det siden introduktionen af Foghs skattestop i 2001 været fy skamme at sige, at man vil hæve skatten. Men det tør Socialdemokratiet altså godt ved dette valg.

Det bliver spændende at se, hvad vælgerne siger til det efter to årtier, hvor de er blevet opdraget til at elske skattestoppet.

Annonce

Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

2 Velfærdslov fra S

Det er ikke kun Venstre, der satser på at køre valget ind med velfærd. Også Socialdemokratiet giver den fuld skrue.

Mandag spillede partiet således ud med et forslag om at indføre en velfærdslov, hvor man forpligter Folketinget på hvert år at afsætte penge nok til, at den offentlige sektor skal have penge nok til at kunne følge med de stigende udgifter til de mange flere børn og ældre, der kommer de kommende år.

Mette Frederiksen hev desuden en gammel politisk traver af stalden og lovede, at Socialdemokratiet vil spare tre milliarder kroner på konsulentydelser i den offentlige sektor. Rækken af partiledere og borgmestre, der i en valgkamp har lovet at flytte penge fra kolde til varme hænder, er lang, og den står Mette Frederiksen altså også i nu.

Socialdemokraternes politiske profil giver partiet en indbygget fordel, når det kommer til velfærd. Deres troværdighed er som udgangspunkt bare højere end Venstres. Det viser alle meningsmålinger.

Anders Fogh Rasmussen fik gennem en årelang indsats udlignet den forskel, men Lars Løkke Rasmussen rykkede partiet mod højre, da han blev formand. Ved sidste valg ville Venstre således både have nulvækst i den offentlige sektor og sænke skatterne.

Og deri består Løkkes problem. Mette Frederiksen har over de sidste fire år bygget op til dette valg. Hun har stort set ikke talt om andet end velfærd i en forhåbning om, at det ville blive et bærende tema.

Lars Løkke Rasmussens forsøger at bygge sin fortælling op på bare fire uger. Det er meget kort aftræk til at trænge igennem til vælgerne, der i en valgkamp er væsentligt mere resistente over for politikerne, og selv velmente politiske udspil bliver af mange opfattet som valgflæsk.

3 Vikaren fra himlen

En anden, der har travlt, er Isabella Arendt. Hun blev mandag konstitueret formand for Kristendemokraterne, da Stig Grenov sygemeldte sig med stress. Den 26-årige politiker skal på kun tre uger forsøge at gøre det, som ikke er lykkes for partiet siden 2001. Nemlig at blive valgt til Folketinget.

Skal man dømme efter Isabella Arendts første store tv-optræden, har hun bedre forudsætninger for succes end sin forgænger. Hun vikarierede således også for Stig Grenov i TV2’s første partilederdebat for en uge siden, da han fik et ildebefindende kort før udsendelsen.

Isabella Arendt gjorde det godt i debatten og blev efterfølgende døbt "vikaren fra himlen". Men man skal passe på med at konkludere, at Kristendemokraterne er på vej i Folketinget på baggrund af tre-fire minutters taletid på tv.

Partiets udfordringer med at opnå valg kan ikke reduceres til Stig Grenov. Kristendemokraternes politiske berettigelse har længe været udfordret.

En af partiets store mærkesager er en mere medmenneskelig flygtningepolitik. Den linje er de kristelige ikke ligefrem alene om. Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet forsøger også at markere sig her.

Men måske kan Kristendemokraterne tiltrække borgerlige vælgere, der har fået nok af Dansk Folkeparti og som frygter konsekvensen af Stram Kurs og Nye Borgerliges indtog i dansk politik, men som ikke er klar til at stemme på et parti, der potentielt kan føre Mette Frederiksen til magten.

Det hele risikerer dog at blive ødelagt af det, der så mange gange før har ødelagt det for Kristendemokraterne: Deres holdninger til abort og homoseksuelle.

Det kan således godt være, at nogle borgerlige vælgere er tiltrukket af Kristendemokraternes flygtninge- og familiepolitik, men mange af disse mener givetvis også, at fri abort er en god ting, og at homoseksuelle både skal have lov til at gifte sig i kirken og adoptere børn.

Kristendemokraterne har længe forsøgt at komme uden om at tale om disse emner, og man fornemmer klart, at partiet også selv vurderer, at det er en show-stopper.

Men man bestemmer ikke altid selv, hvad man vil tale om som politiker, og Isabella Arendt havde ikke været konstitueret formand for Kristendemokraterne i mange minutter, før den første journalist, havde spurgt hende om, hvad hun mener om fri abort.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ankommer her med sikkerhedshjelm til vælgermøde i kantinen på Karstensens Skibsværft i Skagen, mandag 13. maj. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Mobile fabrikker over hele verden

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce