Annonce
Danmark

Funding: Valget virker afgjort, men det er stadig spændende

Foto: Michael Nørgaard
Der er efterhånden større spænding i femdøgnsprognosen end om det overordnede valgresultat. Rød blok står til at give de blå partier bøllebank i en grad, hvor selv valgeksperter begynder at afskrive Lars Løkke Rasmussens comeback-chancer. Men det betyder ikke, at valget ikke er spændende. Spændingen ligger bare efter valgdagen.

Lad os starte med alle forbeholdene. Bolden er rund, alting kan ske, og man skal aldrig dømme Lars Løkke Rasmussen ude, før gong gongen har lydt.

Men selv de største borgerlige jubeloptimister må indrømme, at det ser svært ud for blå blok, og mismodet er da også så småt ved at få fat i de borgerlige politikere på Christiansborg.

Ingen synes at kunne se, hvordan valget skal kunne vindes, og ulykkerne regner ned over blokken. Dansk Folkeparti står i nogle målinger til en halvering, Stram Kurs skaber kaos, Liberal Alliance er pressede, og risikoen for massivt stemmespild er overhængende, fordi både Kristendemokraterne, Nye Borgerlige og Stram Kurs balancerer på spærregrænsen.

Alt efter hvilke målinger man tror på, halter det borgerlige Danmark bagud med omkring fire til fem procentpoint overfor rød blok. Det lyder måske ikke af så meget, men det er det.

Det er ikke sket i nyere dansk historie, at så mange stemmer er blevet flyttet mellem blokkene i en valgkamp. Det lyder måske banalt, men det er ret svært at overbevise en vælger om, at han eller hun skal stemme på en anden blok end den, personen har besluttet sig for.

Rød blok ser med andre ord ud til at vinde valget, og det er svært at se, at Lars Løkke Rasmussen selv kan gøre noget, der ændrer det billede.

Når man taler med venstrefolk, har mange allerede opgivet, og de, der ikke har, fæstner deres spinkle håb til, at en udefrakommende begivenhed vil kunne vende virkeligheden på hovedet. Men hvad det skulle være, kan ingen rigtig svare på, og man får ikke ligefrem indtrykket af, at det er noget, de er klar til at satse børneopsparingen på.

Men betyder det så, at alt er afgjort, og valgkampen er ligegyldig? Nej. Valget er stadig spændende, men det interessante ligger i højere grad i, hvor mange mandater de enkelte partier får, og det spil der kan opstå ud af det, når valget er overstået.

En sejr til rød blok betyder nemlig ikke nødvendigvis, at Danmarks næste statsminister bliver Mette Frederiksen, og selv hvis det gør, er det et åbent spørgsmål, hvilket mandat hun får til at lede Danmark de næste fire år.

Det følgende bliver noget teoretisk, og det er med det forbehold, det skal tages. Det overvejende mest sandsynlige er stadigvæk, at en rød valgsejr giver en rød statsminister. Men det kan ikke ignoreres, at der ved dette valg er en række ingredienser i gryden, der potentielt kan bane vejen for mere spektakulære scenarier.

I Danmark har vi negativ parlamentarisme som styreform. Det betyder, at man ikke behøves at have et flertal i ryggen for at blive statsminister, man må bare ikke have et flertal imod sig.

Ender vi med et valgresultat, hvor rød blok vinder valget, og Alternativet sidder på det halvfemsindstyvende mandat, risikerer Mette Frederiksen ikke at kunne få flertal for et mistillidsvotum mod Lars Løkke Rasmussen, der stadig på det tidspunkt vil være fungerende statsminister.

Årsagen til dette er, at Uffe Elbæk har sagt, at Alternativet trækker deres mandater ud af ligningen. De vil altså ikke stemme for at vælte hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen lige efter et valg.

Scenariet forudsætter selvfølgelig, at ingen af partierne i blå blok vil stemme for at vælte Løkke. Det er uklart, hvor Stram Kurs står i denne sammenhæng, men lad os antage, at de ikke vil vælte en borgerlig statsminister.

I det scenarie, vil Lars Løkke Rasmussen kunne konkludere, at der ikke er et flertal imod ham i folketingssalen, og at han derfor kan fortsætte. Bom.

I de fleste meningsmålinger er Alternativets mandater dog overflødige for Mette Frederiksen, og selv hvis Uffe Elbæk sidder med de afgørende stemmer, er det svært at se, at Alternativet vil kunne holde til at sende magten i armene på Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl.

Det pres Uffe Elbæk vil komme under, hvis han gør det, vil få Alternativets hidtidige partikriser til at ligne småkedelige teselskaber.

Et andet scenarie, der lige nu bliver flittigt diskuteret på Christiansborg er, om valget kan falde ud på en måde, hvor et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre kan komme på tale.

Scenariet lyder som følger. Radikale Venstre ender med at sidde med de afgørende mandater i rød blok. Morten Østergaard har sagt, at han er klar til at stemme for et mistillidsvotum mod både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, hvis han ikke får sine krav igennem.

Især de radikales krav om, at paradigmeskiftet på udlændingeområdet skal rulles tilbage, bliver svært for Mette Frederiksen at levere på. Kan Socialdemokratiet og Radikale Venstre ikke blive enige, kan vi ende i en fastlåst situation, hvor ingen kan danne regering, fordi der på grund af Radikale Venstre på forhånd vil være et flertal i mod. Der kan potentielt gå måneder, hvor alt står stille.

Spørgsmålet er, om nøden her kan lære nøgen kvinde at spinde. Eller sagt med andre ord, kan nødvendigheden tvinge Socialdemokratiet og Venstre sammen. Landet skal jo ledes.

Mange i Venstre er varme på tanken, men partiet er også ved at tabe magten. I Socialdemokratiet ryster man på hovedet. Der er sjældent kommet noget godt ud af tvangsægteskaber, og man har en tro på, at man nok skal finde en løsning med Radikale Venstre, hvilket også er langt det mest realistiske scenarie.

I politik er det ofte den simpleste forklaring, der er den rigtige, og spektakulære scenarier har det med at blive fortænkte og dermed urealistiske. Men en gang i mellem overrasker politik, og derfor skal man også passe på med helt at afvise noget. Spændende bliver det. Men nok først efter valget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Mobile fabrikker over hele verden

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce