Annonce
Danmark

Fundings analyse: Tre centrale spørgsmål til at forstå balladen om udligningssystemet

Thomas Funding, politisk redaktør. Foto: Michael Nørgaard

.

Annonce

1. Hvorfor gik det galt sidst?

Timing er alt i politik, det lærte den tidligere regering på den hårde måde. Oprindeligt havde Løkke-regeringen en ambition om at få lavet en ny udligningsordning i første halvdel af sidste valgperiode, men af forskellige årsager blev opgaven skubbet.

Da man endelig tog hul på forhandlingerne, var der kun omkring et år til folketingsvalget, og det gjorde alting mere bøvlet. Både Venstre og Socialdemokratiet var meget opmærksomme på ikke at lave en aftale, hvor de fik deres borgmestre på nakken. Hverken Løkke eller Frederiksen havde lyst til at stå i valgkampen og blive beskyldt for at være skyld i nedskæringer i kommunerne.

Læg dertil at den daværende VLAK-regering havde meget forskellige interesser, når det kom til udligning. Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har kerneland i de rigeste kommuner omkring hovedstaden, der stod til at skulle af med penge. Venstre står modsat stærkt i provinsen, hvor mange borgmestre forventede, at der var en check på vej til dem.

Onde tunger på Christiansborg vil mene, at det var det, der i sidste ende fik daværende indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille til at køre forhandlingerne i grøften. Simpelthen fordi han var bange for, at V og S skulle finde sammen om en aftale, der pelsede Liberal Alliances vælgere. Faktum er i hvert fald, at forhandlingerne i april 2018 brød sammen og blev udsat.

2. Hvorfor er politikerne så bange for at røre udligningen?

Udligningsordningen. Et ord, der kan få det fysiske ubehag frem hos de fleste politikere - og det særligt socialdemokrater og venstrefolk.

Det er en skal-opgave at få saneret ordningen, men for landets to største partier er det nærmest per definition en tabersag. Socialdemokratiet er repræsenteret i samtlige 98 kommuners byråd og kommunalbestyrelser, og for Venstres vedkommende er tallet 96. De to partier kan derfor ikke tage penge fra nogen, uden at de lægger sig ud med dele af deres egne baglande.

Anderledes forholder det sig for partier som Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De to første har primært deres vælgerbaser i de rigeste kommuner - ofte bykommuner - og DF står klart stærkest i landkommunerne, der ofte også er de relativt fattigste. Disse partier kan derfor tåle at have en klarere kant i debatten.

Politikerne i S og V plejer at sige, at man har ramt den rigtige balance i udligningsordningen, når landets borgmestre er lige sure på en. Typisk vil de, der får penge, således mene, at de ikke har fået nok, og de, der skal betale, vil mene, at de betaler alt for meget.

3. Lykkes det denne gang?

Man plejer at sige, at tredje gang er lykkens gang, og det gamle ordsprog ser ud til at holde. Den tidligere regering gjorde således to mislykkede forsøg, men nu lader det til, at det lykkes.

Både Socialdemokratiet og Venstre er under massivt pres fra deres respektive kommunale baglande for at få lavet en aftale, og derudover er der i begge partier en reel erkendelse af, at man ikke kan fortsætte med det fejlbehæftede udligningssystem.

Timingen denne gang er desuden bedre end i sidste valgperiode. Der er - formodentlig - lang tid til det kommende folketingsvalg, og selv om kommunalvalget kun er godt halvandet år ude i fremtiden, er det stadig på fornuftig afstand.

Det mest sandsynlige scenarie virker til at være, at S og V bliver enige om det meste, og så får nogle af de mindre partier mulighed for at få småændringer igennem. Dog er det tvivlsomt, at DF, LA og Konservative går med. Dertil har de for store interesser i at stå udenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Skoleleder sagde farvel i Ramme

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce