Annonce
Danmark

Gartneriformand erkender: - Vi er ikke nået i mål

De fynske gartnerier, der udgør omkring halvdelen af alle gartnerier på Fyn, halter efter i begrænsningen af sprøjtemiddeludslip. Der arbejdes på forbedringer, men de er ikke i mål endnu, erkender Dansk Gartneris formand. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Formanden for Dansk Gartneri erkender, at de fynske gartnerier ikke er nået helt i mål med at bremse deres miljøforurening. Han slår fast, at det især er nogle af de gamle gartnerier, der har svært ved at opfylde alle regler.

Gartnerierne på Fyn skal blive bedre til at sørge for, at sprøjtemidler ikke siver ud fra gartnerierne og ender i blandt andet spildevand og vandløb.

Det indrømmer formanden for Dansk Gartneri, Jørgen Andersen, efter at miljøminister, Lea Wermelin har rettet en bredside af kritik mod de fynske gartnerier for deres håndtering af sprøjtemidlerne.

- Det er et område, som - hvis jeg skal se indad - gartnerier nok ikke har haft nok opmærksom på i mange år, siger Jørgen Andersen.

Dansk Gartneri gennemførte i 2015 en undersøgelse, der viste, at der blev udledt for mange sprøjtemidler i gartnerier, og at der var problemer med at holde de indelukkede vækstsystemer separate fra udendørsområder, der er under to forskellige regler for brugen af sprøjtemidler.

- Vi begyndte for omkring fire år siden i samarbejde med Odense Kommune at arbejde med at løse problemet. Det højeste ønske er, at vi havde været i mål nu, men der er andre faktorer som praktik og økonomi med at finde ud af, hvad man gør ved tingene, som der skal styr på, siger Jørgen Andersen.

Annonce

De ældre hænger

Ifølge Jørgen Andersen er det alle gartnerier, der som helhed skal oppe sig for at opfylde de nye regler. Men hvis man skal kigge på nogle lidt større syndere end andre, skal man måske rette blikket mod de ældre gartnerier og deres håndtering af blandt andet kondensvand.

- Kondensvand har hidtil ikke været samlet op. I nye drivhuse er det forholdsvis let at opsamle, hvorimod det i gamle trædrivhuse ikke er specielt nemt. Det kræver noget investering og nytænkning at løse problemet. Og det er også en af de ting, der gør det svært. Man skal jo heller ikke lægge gartnerierhvervet på Fyn ned. Det er ingen tjent med. Deres økonomi skal også køre rundt sammen med investeringerne, siger Jørgen Andersen.

I formandens optik er det op til hvert enkelt gartneri at finde ud af, hvad der er den bedste måde for dem at tilpasse sig de nye regler økonomisk, men også fagligt.

- Der er ikke som sådan nogen modstand mod de nye ændringer blandt gartnerierne, men nogle af stederne har mange generationer på bagen, og det er hos dem, den største opgave er med at opsamle tingene på den rigtige måde, siger Jørgen Andersen.

Medspillere

Selvom målet ikke helt er nået endnu, så er Jørgen Andersen sikker på, at de fynske gartnerier nok skal nå dertil, og de er allerede godt på vej.

- Odense Kommune har taget nogle vandprøver fra især Stige-, Bellinge- og Åsumområderne, og det har vist sig, at i perioden, vi har arbejdet med det, er tallene for udslip faldet. Ikke alle tal, men de fleste, så vi bevæger os i den rigtige retning, siger Jørgen Andersen.

Derudover forklarer Jørgen Andersen, at nogle af de midler, der bliver fundet i jorden er ældre midler, der blev brugt under nogle mere lempelige regler og altså var der, før reglerne blev indført. Men han ønsker ikke at bruge det som en bortforklaring. Der er også flere nyere sprøjtemidler i blandt målingerne, som der ikke burde kunne findes i jorden.

Det punkt skal de også nok nå til gennem samarbejde, mener formanden.

- Vi er medspillere til at løse det her problem. Vi er ikke modspillere, siger Jørgen Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur

Skoleleder sagde farvel i Ramme

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce