Kultur

Gertrud Højlund overtager stafetten fra sin far og byder indenfor i forsamlingshuset

Hvad er det, vi er fælles om? Det var en af de ting, som Niels Højlund til stadighed var nysgerrig efter at undersøge, og nu genåbner hans datter forsamlingshuet for endnu en gang at forsøge at styrke den demokratiske samtale. Foto: Søren Branick Juhl/TV 2

At ytre sig er den mindste kunst. Det er langt sværere at lytte, men det er først, når vi gør det, en samtale for alvor kan folde sig ud. I forbindelse med valgkampen genopliver Gertrud Højlund sin fars legendariske debatprogram ”Højlunds Forsamlingshus” med et håb om at styrke den demokratiske samtale.

Forsamlingshus: Gertrud Højlunds far var ikke bare en respekteret højskoleforstander, en engageret samfundsdebattør og en populær bestyrer af tv-programmet ”Højlunds forsamlingshus”. Niels Højlund kunne også noget med ord.

Ved at lægge trykket et andet sted end normalt formåede han på forunderlig vis at føje nye nuancer til sproget, husker hans datter. Som nu for eksempel med ordet mellemværende.

- Det var et ord, han enormt godt kunne lide, og han udtalte det som ”mellem værende”. Altså, som det, der er imellem os, fortæller Gertrud Højlund og uddyber, hvorfor lige præcis det ord havde en særlig betydning for ham.

- Han var meget optaget af, hvordan vi bedst kan tale om vores mellemværende, når vi står over for hinanden. Vi har jo ligesom vores egen butik, som vi skal passe, men imellem os er der et brydningsfelt og et fællesområde, som vi skal blive enige om, hvordan skal administreres. Vi kan ikke have en fornuftig samtale, hvis jeg insisterer ufravigeligt på mit og du på dit. I det ”mellem værende” må vi være bøjelige over for hinanden. Det er her, vi kan fortælle om vores respektive holdninger og finde ud af, hvad vi hver især kan leve med.

Ønsket om at skabe et rum for en samtale, hvor man ikke talte sig væk fra hinanden, men måske tværtimod tættere på hinanden var det fundament, afdøde Niels Højlund byggede sit tv-forsamlingshus på, da det havde premiere i 1988. Og ønsket er i virkeligheden stadig det samme her tre årtier senere, når datteren byder indenfor i en version 2.0, der bliver sendt under valgkampen.

- Når jeg ser de gamle udsendelser med min far, falder det i øjnene, at der er en intimitet i rummet. Man mærker, at uanset om det er borgere eller politikere, så deler de den samme virkelighed. De er en del at det samme fællesskab. Og det kan jeg godt lide, at man kan mærke. Jeg håber, at jeg i programmerne kan genskabe det rum, hvor det ikke er nogen mod nogen, men hvor vi er fælles om noget, der er vigtigt for os, også selvom vi har forskellige svar på tidens udfordringer.

Enige om fællesskabet

Da ”Højlunds Forsamlingshus” første gang bød indenfor til debat, var det i en tid, hvor de færreste danskere endnu var kommet på internettet. Flertallet havde knap nok hørt om mobiltelefoner, og Facebook-stifter Mark Zuckerberg var bare fire år gammel og dermed mange år fra at revolutionere den offentlige samtale. Debatten har altså i dag helt andre vækstbetingelser end dengang. På godt og på ondt, mener Gertrud Højlund.

- De sociale medier har givet os muligheden for at være i en konstant, stor og ufaciliteret samtale. Det betyder, at bølgerne en gang imellem går meget højt i en samtale og også, at en stor del af den foregår i de såkaldte ekkokamre, hvor vi taler med dem, vi er enige med. Derfor har vi måske fået sværere ved at forstå, hvor de, der mener noget andet end os, kommer fra, og vi har fået nemmere ved at glemme, at man faktisk godt kan være et hæderligt og ordentligt menneske, selv om man ser anderledes på nogle spørgsmål.

- På den måde synes jeg jo, at den demokratiske samtale er en kunstform, der ikke nødvendigvis ligger i os som en fast og vedvarende størrelse, men er noget, som skal vedligeholdes eller ligefrem genoptrænes, siger Gertrud Højlund, der mener, at vi alle sammen kan blive bedre til at lytte til hinanden og ikke mindst til at lytte til dem, der har andre bud på, hvordan samfundet og livet kan og skal indrettes.

- En ting er at ytre sin egen holdning. Det er i virkeligheden den mindste kunst. Den større kunst, der ligger flere svært for, er at lytte til andre og have respekt for, hvad andre kommer fra, og hvordan deres holdninger er skruet sammen. Men hvis man bliver bedre til at lytte, kan man måske også bedre leve med, at alle ikke det synes det samme som en selv. At det, der er det gode liv for dig, ikke nødvendigvis er det for alle andre. Så den demokratiske samtale handler om kunsten at være uenige på en civiliseret og respektfuld måde, hvor man bliver ved med at have et fællesskab på tværs af uenighederne.

Befriende bare at synes noget

Gertrud Højlund har gennem årene set sin fars tv-programmer mange gange. Senest er en del af dem blevet fundet frem til forberedelsen af det nye forsamlingshus. Og flere ting har slået hende under gensynet. For det første at mange af de temaer, der optager os i dag, også blev debatteret ivrigt dengang. Som for eksempel EU, aktiv dødshjælp, integration og fri hash.

- Det er meget de samme ting, vi taler om, og sådan må enhver generation have lov til at tage fat i de samme problemer. Måske fordi det at have et mellemværende og skabe et samfund har nogle tilbagevendende knuder, som vi hele tiden må tage op og finde ud af, hvad vi nu mener om. Så i den forstand er der ting, der ikke har ændret sig, og det er også fint, konstaterer tv-værten.

Til gengæld er hun faldet over noget andet, der på sin vis har ændret hendes egne tanker om, hvordan vi griber debatten an. Vi lever i en tid, hvor vi diskuterer ”det postfaktuelle samfund” og argumenterer for, at debatten skal funderes på tal og fakta, men Gertrud Højland har under gensynet med sin fars programmer opdaget, at det sådan set også kan have værdi, når vi giver hinanden plads til ”bare” at mene noget.

- Min fars programmer blevet til i en prefaktuel virkelighed, så folk sidder ikke og henviser til 20 rapporter, de har læst. De klæder ikke deres holdninger ud som fakta. Holdninger får lov til at være holdninger. Dét synes jeg er behageligt, for det skaber faktisk en anden lydhørhed. Samtidig er det jo sådan, at det at skabe et samfund sammen ikke er en eksakt videnskab. Man kan ikke bare putte en masse informationer ind i et excelark, og så kommer der én konkret sandhed ud i den anden ende. For samfundet og mennesket er komplekst.

- Vi er andet end rationelle væsener. Vi har følelser, der driver os, og det skal vi ikke skamme os over. Det er tværtimod fantastisk og kilde til en stor rigdom.

I fodsporet på far

Nyheden om, at ”Højlunds Forsamlingshus” ville vende tilbage som en del af TV2’s dækning op til folketingsvalget, kom i marts. Da fortalte Gertrud Højlund selv på Instagram, at hun havde ”100 forskellige følelser i den anledning”. Ét er som journalist at genoplive et historisk program, som så mange danskere husker som noget helt særligt. Noget andet er som datter at forsøge at løfte arven efter sin far. Og det føles på én gang som et ansvar og en gave at være bevidst om den sti, han allerede har trådt.

- Noget, der for eksempel fungerer fantastisk, er hans nærvær. Han er til stede og nærværende med hele sin person. Han diskuterer med og er oprigtig i sine spørgsmål til folk, og samtidige er han der også med sin humor og varme. Det håber jeg, at jeg på en god dag også kan være, siger Gertrud Højlund, der nok kan lade sig inspirere af sin far, men også godt er klar over, at alt ikke kan planlægges på forhånd.

- Det, jeg håber virkelig meget på, er, at mine intentioner er nok til at bære det igennem. At de kan smelte sammen med politikernes og borgernes. Men en ting er de gode intentioner. Noget andet er at føre dem ud i livet. Det ville jo ikke være første gang nogensinde, at der var diskrepans mellem de to størrelser. Så måske kan jeg ikke.

- Måske falder jeg i nogle fælder som vært, fordi jeg også er præget af Facebook og måder at tale om tingene på. Så jeg er da også super nervøs, og hvad nu hvis jeg kommer til at tilsøle min fars arv? Det vil jeg da være helt vildt ked af og skuffet over. Men håbet er lysegrønt, og hvis det lykkes, vil jeg ikke bare være stolt, men også glad, fordi jeg tror, at den måde at tale om tingene på vil være et gode for os.

Foto: Søren Branick Juhl/TV 2
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Aske fra Vandborg fik guldknappen

Holstebro For abonnenter

Advokaten vælger kærligheden, så: Farvel lille, skønne hus

Tophistorier

Lemvig For abonnenter

Haltilskud drejer ind på opløbsstrækning

Kultur For abonnenter

I en verden med 15 børn, 40 skolemøder på et halvt år og 100 julegaver havde Niels Erik en drøm: Den er nu gået i opfyldelse

Kultur

Ny bog: Karen Blixen ejede ikke en farm i Afrika

”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong,” er en af litteraturens mest berømte indledninger - den første sætning i Karen Blixens erindringsroman ”Den afrikanske farm”, som udkom i 1937. Men Karen Blixen havde ikke en farm i Afrika. Hun boede der, og hun sled sig i en pinefuld kamp for dens overlevelse, men hun ejede den ikke. Det gjorde derimod hendes familie med onkel Aage i spidsen, og det kom til at koste dem rundt regnet 100 millioner danske nutidskroner. Onkel Aage, der var Karen Blixens rige morbror, har ikke haft nogen rolle i de biografier og bøger, der tidligere er udkommet om Karen Blixen. Men det har han i forfatter Tom Buk-Swientys nye biografi ”Løvinden - Karen Blixen i Afrika”. Det skyldes, at han har fået adgang til den omfattende brevveksling mellem onklen og både Karen Blixen og hendes mand, Bror Blixen. En korrespondance, som ikke tidligere har været offentliggjort, og som fortæller nye historier og detaljer om årene i Afrika. Det er efterkommere af Onkel Aage, hvis fulde navn var Aage Westenholz, der har ladet Tom Buk-Swienty læse med. Han kalder materialet, som er på mange tusinde sider, for ”the missing link” i historien om Karen Blixen. Det er helt nyt kildemateriale. Familien har holdt det for sig selv i alle disse år. Fordi den afrikanske kaffefarm blev en ikke kun rævedyr, men også pinefuld historie for dem, men sikkert også for at beskytte Karen Blixen, så hun kunne skrive sin historie frit. Men nu har efterkommerne besluttet, at hele sandheden skal være offentligt kendt, siger Tom Buk-Swienty og fremhæver, at litteraturforskeren Benedikte Rostbøll også fik adgang til brevene, renskrev dem og sidste år udgav dem i en stor brevsamling på Gyldendal. Han har også fået nye oplysninger af et barnebarn til norske Gustav Mohr, en af Karen Blixens venner i Afrika, fået fat i aldrig offentliggjorte billeder og rejst i Afrika, hvor han også skrev en del af bogen, og fundet kenyanske familier, hvis forfædre kendte hende. Hans biografi er på 754 sider, og han tøver ikke med at sige, at hans bog giver det første fulde billede af Karen Blixens afrikanske eventyr. - Der er tonsvis af nye informationer, men de vigtigste er, at Karen Blixen aldrig ejede farmen, og at hun i min fortælling træder frem som farmens direktør, der mod mange odds udviklede sig til at være en både forbavsende dygtig og myndig forretningskvinde - ovenikøbet som fraskilt i en victoriansk tid. Hun var en foregangskvinde.

112

Anhænger fyldt med græs væltede: Skabte trafikale problemer

Lemvig

Trods faldende deltagerantal: Leder af Byløbet er tilfreds

Annonce