Annonce
Læserbrev

Græm Kær. Brug for kreative visioner

Debat: For at skrive en lille pamflet om det, havde jeg den glæde at samtale med den tidligere sognerådsformand for Husby Sogn Jens Andersen om, hvorledes lokalplanen for Vester Husby blev til. Det krævede dengang mod og visioner! Dengang i 1960’eren var der lodsejere, som ønskede udstykning, der kunne maksimere det økonomiske udbytte. En visionær lokalplan blev som den første i Danmark vedtaget i 1964, men allerede efterlevet fra 61. Resultatet er en ferieoase, som er enestående i Europa. Plads, ro og mørke. ”Pas nu godt på det!” var det sidste Jens Andersen sagde til mig før han døde.

Da Husby Strandenge skulle etableres, så planen god ud. Men hvad skete? - Konsortier købte mange grunde og byggede meget store udlejningshuse. Vedtægterne overholdes ikke og flest huse benyttes stort set som hotel: forlængede weekends med kortklubben o.l.. Hvor meget omsætning generer de? - Ingenting. De har mad og øl med hjemmefra. Kun få af husene er bygget af lokale håndværkere, og ejerne er da slet ikke skattehjemmehørende her. Så de reelle turistindtægter her er små.

Men tallene for overnattende tæller for en politiker og en sælger, der ikke går ind bag tallene. Det er få penge, der genereres lokalt derfra. Og sådan kan det nemt gå med det skitserede Græm Kær?

Selvfølgelig er der grundskatter. For de 67 foreslåede feriehuse beløber det sig til vel sølle 800 tusinde kroner årligt. Der skal kloakeres og det vil koste Vestforsyning, som er kommunen, små 5 millioner kroner ud over ejerbidrag. Området er vådt og afledningsrøret ned til Halkjærs Hjørne er i en elendig forfatning og har ofte været groet godt til. – Der var planer om en stor afvandingsgrøft skråt ned igennem Vester Husby for at løse problemet! Også Husby Strandenge stod under vand, anbragt som det er i tidligere ”Dommersø”, trods meget dybe grøfter. Men selv med grøfter kan vandet måske dårligt nok komme væk fra Græm Kær? Og grundejerforeningens grøfter er ikke led i afvanding.

Hvis Holstebro Kommune nu i stedet købte jorden af lodsejerne for gængs pris for sølle landbrugsjord – eventuelt bytte – så koster det 8 millioner kroner. Placer de ti ejendomme, der kan accepteres, strategisk rigtigt og sælg dem for 800 tusinde kroner stykket. Så er de 8 millioner kroner hjemme og det øvrige areal kan naturgenoprettes i henhold til både nationale planer og lokal strategiplan. Og politikerne og lodsejerne kan glæde sig i mange år over deres vision.

Desværre viser min erfaring at jeg har svært ved at stole på at Holstebro Kommune er i stand til at sikre restriktive vedtægter om beplantning, hegn, terrænændringer m.v.. Derfor bør Græm Kær gentænkes af personer med mod, kreativitet og visioner til at gå imod det sædvanlige, så man ikke blot siger ja til en automatisk masseudstykning.

Annonce
Niels Sandgaard, gammel formand, foreslår en alternativ løsning for udstykningen i Vester Husby. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Parløb til ny forstander er fundet

112

Gnist antændte storbrand

Søndag ifølge For abonnenter

Døde ting har også en sjæl, der kan druknes

Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Jeg har ikke selv været derude i frontlinjen, hvor håbløsheden og afmagten truer. Men jeg har haft mine egne kampe. Ikke noget, som giver mig ret til at sidde med ved bordet, når I, der for alvor har været ramt, mødes og til indforstået nikken fortæller om ødelæggelser og ærgrelser. Men nok til, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår jer. Og helt sikkert nok til, at jeg ved, at andre med en passion forstår mig. Jeg taler om vandet. Og lidt om gamle lp-plader. Men mest om vandet. Det forbandede vand, som igen i denne uge bare steg og steg og ubønhørligt trængte ind, hvor vand ikke har noget som helst at gøre. I kolonihavehuse og i kældre. Og - nå ja - i pladeomslag. For mig begyndte det søndag formiddag lidt syd for Ringkøbing. "Det er da ikke så slemt. De kan stadig bruges. Det er jeg sikker på." De opmuntrende ord kom fra den unge mand, der skulle tale værdien af arvestykkerne op. Jeg var ikke engang ude på at tale værdien ned. Jeg var slet og ret nedslået over ødelæggelsen. For de var fine. Rigtig fine, endda. Man kunne se, at nogen havde holdt af dem og passet på dem. I hvert fald lige indtil, der ikke længere var nogen til at gøre det. Og en enkelt forkert beslutning var nok til, at årtiers nænsom behandling var skyllet ud med badevandet. Pladerne med Pink Floyd, Rolling Stones, Black Sabbath og alle de andre havde ikke haft godt af at stå i en kold og fugtig stald. Nok var de ikke helt druknet, men dog så fugtige, at der i den varme stue dannede sig små perler på indersiden af plastikomslagene. Fra en bestemt vinkel kunne jeg se en tåre løbe fra Bob Marleys øje. Det er så ærgerligt, når ting, man holder af, bliver ødelagt. Nogen vil sikkert sige, at det bare er døde ting og ikke noget, der for alvor betyder noget. Måske lige bortset fra det rent økonomiske. Men fortæl det til familien, som har brugt år på at renovere kolonihavehuset og indrettet det på en helt personlig måde. Fortæl det til dem, der havde vigtige ting i kælderen. Fortæl det til dem, der havde anlagt en flot baghave ned til åen og nu har en pløret sump tilbage. Fortæl det til diskoteksejeren, der fik hele virksomheden skyllet ud i åen. Og fortæl det til samleren, der netop har fundet en yderst velholdt udgave af Doors-pladen L.A. Woman fra 1971, som kun har den ene skavank, at den er drivvåd. Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Vi var mange, der mandag og tirsdag gik en tur langs Storå i Holstebro med kameraet i hånden. Nogle kom ovenikøbet langvejs fra for at se på begivenhederne. For selvfølgelig er det også en begivenhed. Det er interessant. Vi dokumenterede og delte oplevelsen. Jeg gjorde det med tankerne sporet ind på, hvor håbløs en opgave, der venter de værst ramte boligejere. Jeg havde nok opgivet på forhånd, når jeg tænker på, hvor mange kvaler en smule fugt gav mig i weekenden. For jeg købte pladerne søndag formiddag, og jeg brugte resten af dagen på at pylre om dem. Siden har de ligget til tørre på stuegulvet. Der er få ting, der er lige så destruktive som vand. Nok tørrer det hele igen, men ikke uden at efterlade sig spor. Tingene bliver bare aldrig helt de samme. Men til min store glæde ser det ud til, at der rent faktisk er gode eksemplarer til pladesamlingen, som har overlevet den hårde behandling. Jeg håber, at jer, der er ramt af oversvømmelserne, også finder ud af, at noget klarede det og bliver ok igen. Mens I rydder op og håber, at denne gang blev sidste gang, kan alle vi andre diskutere, om nogen skulle have gjort noget for længe siden. Om det så er kommunen, vejrguderne eller os alle sammen.

112

Fællesskur i flammer lørdag morgen

Annonce