Annonce
Udland

Håndplukket efterfølger sejrer ved valg i Kasakhstan

Handout/Reuters
Trods demonstrationer ser loyal efterfølger til Kasakhstans landsfader ud til at sætte sig solidt på magten.

I mere end 30 år sad Nursultan Nazarbajev som enevældig præsident i den tidligere Sovjet-republik Kasakhstan. I marts gik han af og pegede på den tidligere diplomat, udenrigsminister og premierminister Kasym-Jomart Tokajev som sin afløser.

Ifølge landets valgkommission har Tokajev ved søndagens præsidentvalg fået vælgernes opbakning. Kommissionen oplyser, at Tokajev har fået omkring 70 procent af stemmerne.

Tokajev er på mange måder forbundet til Nazarbajev, der var landets første præsident. I marts gik Nazarbajev af og overlod posten til Tokajev. På det tidspunkt var Tokajev formand for landets sentat.

Nazarbajev har siden opfordret til at stemme på Tokajev.

Tokajev har fået gennemført, at landets hovedstad skulle have nyt navn. I stedet for som tidligere at hedde Astana hedder den nu Nur-Sultan efter landsfaderen.

Tokajev var en af syv kandidater. Han er den eneste af dem, der er kendt blandt befolkningen.

Demonstranter i Nur-Sultan og byen Almaty, der er landets økonomiske centrum, har klaget over, at valget er en falsk opvisning i demokrati.

Søndag blev mindst 500 af demonstranterne i de to byer anholdt for deres protester.

Fra demonstranternes side er vælgerne blevet opfordret til at undlade at stemme. Ifølge valgkommissionen har den appel ikke haft nogen synderlig succes. Den oplyser, at 77,4 procent af vælgerne har stemt.

I Kasakhstan kontrollerer regeringen i vid udstrækning netværk og sociale medier. Ifølge nyhedsbureauet Reuters var der på valgdagen blokeret for en række sociale medier i landet.

/ritzau/AFP

Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

De første nordvestjyske reaktioner på V-formandsskifte: Inger er det rette valg

Lemvig

Klagenævn gav kommunen medhold

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce