Annonce
Læserbrev

Høfde 42. Hvis ikke der kommer handling bag de politiske ord nu, så kommer det aldrig

Debat: 300 kilometer vest for de bonede gulve på Christiansborg, ligger giftdepotet Høfde 42 depotet, i strandkanten ud til Vesterhavet - kun een kilometer fra leverandøren (Cheminova) af giften i depotet.

Ingen har tidligere ville kendes ved Høfde 42 depotet.

Men nu, efter 60 år uden ejer, er Høfde 42 depotet overtaget af den danske stat, via Miljøminister Lea Wermelin.

Vi havde symbolsk bogen ”Fisk kan ikke tale” med til Slotsholmen, hvor vi den 17. september besøgte den nye miljøminister, Lea Wermelin, for at aflevere bogen (depotet) og forklare om vore bekymringer ved depotets placering i strandkanten ud til Vesterhavet.

Vi fik en fantastisk modtagelse og der blev lyttet, både fra miljøministeren og hendes tre rådgiver. Vi blev enige om et ministerbesøg på åstedet, når kalenderen tillod det.

Vi kan kalde det en symbolsk handling, men dog en tilkendegivelse af at den nuværende regering kan se, at situationen er uholdbar.

Regeringen (S) og dens støttepartier (SF+RV+EL) indgik efter valget et forståelsespapir, hvor de vil efterleve Vandramme-direktiverne (2027), hvor generationsforureningerne på Harboøre Tange hører ind under – lange udsigter.

Der skrives også: ”Endvidere er det en prioritet at håndtere og rense de store generationsforureninger”.

Skal regeringen nå de store generationsforureninger inden 2027, skal de i gang i denne finanslovforhandling (2020).

Når vi i det vestjyske prioriterer, så sætter vi ting højt på - to-do-listen. Når vi håndterer dem, gør vi klar til at gå i gang - og når vi renser, er processen i gang.

Det burde ikke være til at misforstå, men det er jo politik.

Nu ordner man ikke det, man har haft 60 år til at forberede i et snuptag, blot fordi det bliver noteret i en hensigtserklæring (forståelsespapir). Der er også mange andre ting i gang – Krüger og Fortum er i gang. Krüger er endda færdig og kan præsentere nogle fine resultater, Fortum følger om kort tid efter, forhåbentlig med lige så gode resultater.

Det var vigtigt for os at vide, hvor ansvaret for Høfde 42 depotet var - og det har vi fået svar på nu.

Den ligger nu hos regeringen, det fik vi slået fast ved vores besøg hos miljøministeren.

Med forståelsespapiret i tankerne og de kommende finanslovforhandlinger i sigte, vil jeg vove den påstand, at hvis ikke der kommer handling bag de politiske ord nu, kommer det aldrig.

Ansvaret ligger hos regeringen og de tre støttepartier.

Vil de vise handling, nu hvor både Krüger og Fortum kan løfte opgaven, så er det nu.

Benytter de ikke den mulighed og udskyder en oprensning - endnu en gang - er vi lige vidt.

Så kan regeringen lige så godt fortælle befolkningen på Harboøre Tange, at de skal passe på, når der kommer storm, for regeringen vil ikke investere i en fjernelse af vores giftige affald.

Ansvaret er placeret, og det er nu op til regeringen (S), hvorvidt depotet skal fjernes, eller det skal forsvinde i havet i form af en udsivning eller på en gang i en storm.

Vi kan i Høfde 42-gruppen ikke komme videre med Høfde 42 depotet.

Enhver udskydelse af en oprensning af Høfde 42 depotet, må betragtes som et NEJ til en oprensning.

Annonce
Cheminovas giftdepot ved Høfde 42. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Parløb til ny forstander er fundet

112

Gnist antændte storbrand

Søndag ifølge For abonnenter

Døde ting har også en sjæl, der kan druknes

Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Jeg har ikke selv været derude i frontlinjen, hvor håbløsheden og afmagten truer. Men jeg har haft mine egne kampe. Ikke noget, som giver mig ret til at sidde med ved bordet, når I, der for alvor har været ramt, mødes og til indforstået nikken fortæller om ødelæggelser og ærgrelser. Men nok til, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår jer. Og helt sikkert nok til, at jeg ved, at andre med en passion forstår mig. Jeg taler om vandet. Og lidt om gamle lp-plader. Men mest om vandet. Det forbandede vand, som igen i denne uge bare steg og steg og ubønhørligt trængte ind, hvor vand ikke har noget som helst at gøre. I kolonihavehuse og i kældre. Og - nå ja - i pladeomslag. For mig begyndte det søndag formiddag lidt syd for Ringkøbing. "Det er da ikke så slemt. De kan stadig bruges. Det er jeg sikker på." De opmuntrende ord kom fra den unge mand, der skulle tale værdien af arvestykkerne op. Jeg var ikke engang ude på at tale værdien ned. Jeg var slet og ret nedslået over ødelæggelsen. For de var fine. Rigtig fine, endda. Man kunne se, at nogen havde holdt af dem og passet på dem. I hvert fald lige indtil, der ikke længere var nogen til at gøre det. Og en enkelt forkert beslutning var nok til, at årtiers nænsom behandling var skyllet ud med badevandet. Pladerne med Pink Floyd, Rolling Stones, Black Sabbath og alle de andre havde ikke haft godt af at stå i en kold og fugtig stald. Nok var de ikke helt druknet, men dog så fugtige, at der i den varme stue dannede sig små perler på indersiden af plastikomslagene. Fra en bestemt vinkel kunne jeg se en tåre løbe fra Bob Marleys øje. Det er så ærgerligt, når ting, man holder af, bliver ødelagt. Nogen vil sikkert sige, at det bare er døde ting og ikke noget, der for alvor betyder noget. Måske lige bortset fra det rent økonomiske. Men fortæl det til familien, som har brugt år på at renovere kolonihavehuset og indrettet det på en helt personlig måde. Fortæl det til dem, der havde vigtige ting i kælderen. Fortæl det til dem, der havde anlagt en flot baghave ned til åen og nu har en pløret sump tilbage. Fortæl det til diskoteksejeren, der fik hele virksomheden skyllet ud i åen. Og fortæl det til samleren, der netop har fundet en yderst velholdt udgave af Doors-pladen L.A. Woman fra 1971, som kun har den ene skavank, at den er drivvåd. Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Vi var mange, der mandag og tirsdag gik en tur langs Storå i Holstebro med kameraet i hånden. Nogle kom ovenikøbet langvejs fra for at se på begivenhederne. For selvfølgelig er det også en begivenhed. Det er interessant. Vi dokumenterede og delte oplevelsen. Jeg gjorde det med tankerne sporet ind på, hvor håbløs en opgave, der venter de værst ramte boligejere. Jeg havde nok opgivet på forhånd, når jeg tænker på, hvor mange kvaler en smule fugt gav mig i weekenden. For jeg købte pladerne søndag formiddag, og jeg brugte resten af dagen på at pylre om dem. Siden har de ligget til tørre på stuegulvet. Der er få ting, der er lige så destruktive som vand. Nok tørrer det hele igen, men ikke uden at efterlade sig spor. Tingene bliver bare aldrig helt de samme. Men til min store glæde ser det ud til, at der rent faktisk er gode eksemplarer til pladesamlingen, som har overlevet den hårde behandling. Jeg håber, at jer, der er ramt af oversvømmelserne, også finder ud af, at noget klarede det og bliver ok igen. Mens I rydder op og håber, at denne gang blev sidste gang, kan alle vi andre diskutere, om nogen skulle have gjort noget for længe siden. Om det så er kommunen, vejrguderne eller os alle sammen.

112

Fællesskur i flammer lørdag morgen

Annonce