Annonce
Læserbrev

Høfde 42. Toget skal sættes i gang

Debat: Hvad arbejder imod oprydning af Høfde 42 ?

Svaret er et ord på fem bogstaver: penge. Eller sagt lidt længere: manglen på politisk vilje. Den ny regering har op til fire år og et tilsvarende antal finanslove til at komme i gang én gang for alle at få bugt med Generationsforureningerne. Forhåbentligt har vi et grønt flertal i endnu længere tid, men toget skal sættes i gang nu med finansloven for 2020.

Når det drejer sig om Høfde 42 og Cheminovas kemikaos på Rønland, den gamle fabriksgrund og alt det u-undersøgte, er manglen på teknologi ikke længere end undskyldning. Krüger har dokumenteret at deres teknologi kan rense for pesticider og kviksølv.

EU-lovgivningen hjælper os også. En lovændring i 2014 under den seneste socialdemokratiskledede regering gennemfører Danmarks forpligtelser i Vandrammedirektivet fra 2000 om at eliminere jordforureninger der lækker til åer, søer, fjorde og hav inden 2027. Høfde 42 falder ind under denne forpligtelse, det samme gør den gamle og den nye fabriksgrund. Det betyder helt konkret at regeringen senest med finansloven for 2021 skal have fastlagt økonomien for at oprense Høfde 42 og de øvrige Cheminovaforureninger der siver til havet og fjorden 2021-27.

Der er altså både EU og dansk jura der siger at regeringen skal i gang.

Det lykkedes ikke for regionerne at få afsat flere penge til de store forureninger, men der fokus på overfladeforureningerne i økonomiaftalen – og Cheminovaforureningerne opfylder begge kriterier. SF vil selvsagt knokle for at få afsat de fornødne midler til Generationsforureningerne.

Selv under Løkke og den sidste miljøminister Jacob Ellemann-Jensen blev der taget hul på at finde pengene til Generationsforureningerne. Det var ikke nye penge, men penge der magisk skulle opstå hvis Venstre havde nået at lukke regionerne. Men det viser jo at toget allerede var sat i gang før regeringsskiftet. Så fortsæt kampen!

Og hvilken lykke det ville være for den hårdt prøvede lokalbefolkning på Harboøre Tange at slippe for de største klumper af fortidens kemi på stranden, i klitterne og i baglandet.

Annonce
Når det drejer sig om Høfde 42 og Cheminovas kemikaos på Rønland, den gamle fabriksgrund og alt det u-undersøgte, er manglen på teknologi ikke længere end undskyldning fremhæver Signe Munk. Arkivoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Min mors sygehistorie. Hvorfor skal en ældre dames sidste tid være fyldt med frustrationer og afmagt?

Debat: Jeg er en 41-årig kvinde, der nu igennem snart tre år har set min mor på 78 kæmpe og tabe kampen til kræft. I dag er hun konstateret terminal, og det er kun et spørgsmål om ganske kort tid, inden hun skal flyttes for sidste gang: Til en etværelses med låg, som hun kalder det! Grunden til at jeg skriver er, at jeg nu som pårørende har oplevet på egen krop, hvordan systemet i vores ellers velgennemtænkte samfund er, og jeg føler, at det er nødvendigt at få ”hullerne” konkretiseret overfor politikerne og resten af Danmark. Fra starten af er hjælp, støtte og behandling rigtig god og effektiv, men der opstår et ”hul” fra det tidspunkt, hvor den syge reelt er for dårlig til at være hjemme og til det tidspunkt, hvor de er ”dårlige nok” til at komme på plejehjem! Der MÅ kunne gøres noget, så indsatsen kommer hurtigere, for ellers går det som min mor, der indenfor det sidste år er blevet 15 år ældre og kan stille træskoene, når det skal være! Derudover kan jeg heller ikke forstå, at det ressourcemæssigt og økonomisk kan hænge sammen, at der skal hjemmehjælp og sygeplejersker ud til en beboer mindst syv gange om dagen i stedet for at placere hende på et plejehjem, hvor plejen er lige ved hånden. Jeg ønsker på ingen måde at hænge kommunerne ud, for de gør det bedste, de kan, med de midler de får til rådighed, men der er noget, der halter. Og jeg tror, at der skal kigges på det helt oppe i toppen. Se på lovgivningen … Kan den udbedres eller omfortolkes, så hjælpen kan følge de syge igennem hele forløbet, og ikke kommer til at halte bagefter i slutningen af livet, hvor hver dag tæller? I begyndelsen af min mors kræftforløb fik hun masser af hjælp og støtte, og min far, der har fået konstateret Alzheimers, blev placeret på plejehjem, da de godt kunne se, at mor ikke kunne tage sig af ham også. Både min mor og jeg, som pårørende, følte os hørt og set, og var utrolig taknemmelige for den hjælp og støtte, der flød vores vej. Mange gange fik jeg at vide, at jeg skulle huske at passe på mig selv (også på grund af at jeg er konstateret kronisk stressramt og har to børn, hvoraf den ene har Atypisk Autisme og den anden er under udredning for Aspergers syndrom). Indenfor det sidste år er mors sygdom taget til. Selve kræften er i stilstand, men mange rejser til og fra hospitaler, lægen, indlæggelser på grund af forskellige tilstødende sygdomme har tappet hende for kræfter. I juli måned blev mor indlagt på akutcenter, Vestcenter Kilen i Struer, og her var hun så svækket, at lyset i øjnene til tider forsvandt på hende. Hun var gået fra at være en frisk, optimistisk og livsglad person, der altid havde kunnet klare sig selv og hjælpe alle andre i en håndevending, til at være en lille, sammenkrøllet skygge af sig selv, der sad og græd hver dag, fordi hun ikke ville være til besvær ved at fortælle, at hun havde ondt og ikke magtede at klare hverdagen alene. På akutcentret udfyldte vi sammen med en hospice-sygeplejerske, der var tilknyttet stedet, en ansøgning om at få mor på plejehjem, da hun inden ganske kort tid ikke ville være i stand til at klare sig selv. Dette var både min mors, min og især også hospice-sygeplejerskens vurdering. Efter godt tre uger på akutcentret blev mor sendt hjem til sig selv. Hun skulle have piller syv gange i døgnet, hvor der skulle komme nogen ud og låse medicinen ud til hende og se hende tage det. Derudover havde hun brug for hjælp til at få mad tre gange om dagen, komme i bad, få gjort rent, vaske tøj, vaske op og så videre. Den økonomiske del af hendes husholdning overtog jeg, da hun ikke kan overskue noget og har svært ved at huske. Visitatoren kom ud til mor og gennemgik ansøgningen sammen med os og gav derefter i samme åndedrag afslag på ansøgningen om plejehjemsplads. Grunden hertil var at mor jo stadig selv kunne tage tøj på og komme på toilettet! Men hun var blevet visiteret til en ældrebolig! Altså en bolig ligesom hendes eget hjem, blot på færre kvadratmeter. Fra midt juli til først i oktober havde vi flere gange fat i lægen, lægevagten, akutsygeplejersken på grund af mors svækkede tilstand. I denne periode blev mor også konstateret terminal, hvilket vil sige, at alt helbredende behandling stoppes, og det herefter kun er smertedæmpende behandling der bliver tilbudt hende. Vi fik en ældrebolig til mor i nærheden af dét plejehjem hvor far bor, og den 5. oktober flyttede vi hende ind i hendes nye hjem. Hun havde glædet sig helt vildt, men var samtidig i løbet af de godt to og en halv måned blevet så svækket, at hun ikke kunne være med til at gøre noget som helst selv. Hun sad blot i sin stol eller lå på sofaen og kiggede, mens vi andre flyttede for hende. Efterfølgende blev mor blot svagere og svagere og torsdag den 17. oktober klokken 15.30 blev jeg ringet op af hjemmehjælpen, da mor var meget konfus, og hjemmehjælpen ikke turde lade hende, alene indtil akutsygeplejersken kom. Jeg tog op til hende, og mor var rundt på gulvet, ked af det og havde smerter. Akutsygeplejersken kom cirka en time efter og fandt ud af, at mor ikke kunne komme ordentligt af med vandet. Hun fik sat et kateder på og sygeplejersken tappede knap 1200 ml. urin af hende med det samme. Jeg blev bedt om at blive ved hende for at holde øje med, at mor fik drukket nok væske, indtil hjemmeplejen havde været der klokken 22.30. Hele aftenen sad jeg så med en meget konfus mor, som jeg hele tiden skulle have til at drikke og samtidig forsøge at overbevise hende om, at hun ikke skulle på toilet, men bare skulle ”lade det løbe”, hvilket hun kæmpede imod, for man kunne jo ikke bare sidde i lænestolen og tisse! Klokken 21.30 kontaktede jeg akutsygeplejersken, da mor og jeg var ved at blive uvenner over ”kateder-snakken” Jeg var utryg over, hvad hun kunne finde på i løbet af natten, hvor der jo ingen opsyn ville være med hende. Vi aftalte, at der ville komme en sygeplejerske ud til hende i løbet af natten for at tjekke op på hende, og så ville der komme en sygeplejerske ud til hende om morgenen, hvor hun så ville vurdere, om mor skulle på akutcentret. Der kom hun ind fredag den 18. oktober og allerede dagen efter ringede den samme hospice-sygeplejerske til mig og sagde, at nu skulle vi have lavet en ny ansøgning om plejehjemsplads. Nu kan mor nemlig ikke komme i tøjet uden hjælp og kan ikke selv komme af med urinen. Så nu kan vi se frem til at flytte min mor endnu en gang, hvilket vil tappe hende for endnu flere kræfter … Og hvor længe har hun så reelt tilbage på denne jord? Hvorfor kan en gammel dame ikke få lov til at være et sted, hvor hun føler sig tryg og får den hjælp, hun har behov for – NÅR hun har behov for den, så hun kan få lov til at nyde den sidste tid med sit barn og sine børnebørn? Hvorfor skal hendes sidste tid være fyldt med frustrationer og afmagt?

Annonce