Annonce
Læserbrev

Højt til himlen - og luft under vingerne. Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse?

Ville Kaj Munk mon være beskrevet som en "klimatosse", filosoferer Suzi Elena Apelgren. Foto: NF/SCANPIX NORDFOTO 2004

Den 4. januar for 75 år siden kørte en bil ind på gårdspladsen i Vedersø præstegård. Dermed var et historisk slutspil i gang. En SS terrorcelle satte et punktum for digterpræsten Kaj Munks virke i Vedersø og for hans virke for hele Danmark.

20 år tidligere havde den unge rebelske og nyudlærte præst holdt sin prøveprædiken i Vedersø Kirke. Han var faldet op ad kirkebakken, og med mudder på kjole og sko trådte han ind i kirken. Han så anderledes ud end de garvede klitbønder; ung, høj, mager, skrutrygget og bleg. Men så begyndte han at tale. Og hans prædiken var kort, fyndig, direkte og til at forstå for enhver. Han sammenlignede livets dage med perlerne på en kulørt perlekæde, og imens kiggede han hver og en dybt i øjnene. Bagefter stillede han sig i kirkedøren og gav hånd til hver af sognebørnene. Dén dag blev man set i Vedersø kirke.

Men så havde han travlt med at komme tilbage til nytårsfejringen på Sjælland, og glemte, at han havde en jobsamtale med menighedsrådet. Og dét var de ikke tilfredse med. Han så jo også både ung og underlig ud, og han talte anderledes end man var vant til. Havde det ikke været fordi, at det var 4. gang, at stillingen som sognepræst i Vedersø var opslået, var Kaj Munk nok aldrig kommet i betragtning. Men menighedsrådsformanden skar igennem: ”Så I ikke hvor mager og bleg han så ud. Vi løber ingen risiko ved at antage ham. Han holder nok ikke længe”!

Kaj Munk for sin del, havde heller ikke været udelt begejstret for at søge stillingen. Vedersø var langt fra dét, han drømte om: Det pulserende liv i byen med masser af kultur og teater. Men som ung og nyuddannet, kunne han ikke tillade sig at være kræsen. Vedersø, råbte han. Er det ikke i Vestjylland hvor havgusen er så tyk som ærter, og hvor man sælger tre-pattede køer i Jesu navn? Men én af hans ældre bekendte fortalte, at det også var dér, hvor der var højt til himlen og luft under vingerne.

Og således blev det: De to parter affandt sig med skæbnen og med hinanden. De første år var ensomme for den unge præst. Men så inviterede skolelæreren præsten med på jagt. Og da lærte han naturen og sognebørnene at kende. Her mødtes høj og lav og blev lige – og lige små under Guds høje himmel. Og havde det ikke været for naturens storhed, de høje klitter, det rå Vesterhav, de lange hvide sandstrande og de mange fjorde og søer og det rige dyreliv, så var Kaj Munk måske ikke blevet længe nok i Vedersø til at skrive danmarkshistorie herude.

Som han selv sagde; ”Det var her jeg blev flyttet ud af studerekammeret. Jeg blev et friluftsmenneske. Den storslagne jyske natur tog mig, ligesom onkel Jacob, da jeg var en lille dreng, om hovedet med begge hænder og løftede mig op og satte mig svimmel og lykkelig ned. Ud med dig, sagde den, ud at stange ål på søen, ud at trave dig lungerne op i halsen i klitter og heder, ud og lade storm og hav fylde dine sanser med uforgængelighed, ud og lad stjernerne i de høje nætter skænke dig af deres fred.” I de høje indlandsklitter, som han gav navnet Æ Hawbjerre, havbjergene, gik han på jagt med Johan, den fattige klitbonde, der med sit lune sind og varme hjerte blev digterpræstens bedste ven. Kaj Munk elskede søerne, fjordene og skovene, men fremfor alt ”Havet, det evige, altid ens og bestandigt foranderligt, det, der bag en bræmme af vigende og ubesejerligt sand skænker Danmark dets storhed.”

Hans færden i den barske natur styrkede hans svage legeme og lutrede hans sind, når han var trængt eller træt. Og det er vel det, vi i dag kalder for stress! Kaj Munk er langt fra den eneste, der i tidens løb er blevet tiltrukket af dette områdes vilde karakter. Her hvor man ultimativt føler sig lille. Her hvor man opgiver, at kæmpe imod den storhed naturen byder på. Her hvor man lader sig overmande af urkræfternes frie spil – og føler sig styrket ved det.

Tidligere var Vestkysten mest et yndet motiv for romantiske kunstnere, der havde øje for de garvede fiskeres barkede næver og dybe furer. Efter krigen blev det gradvist et mål for midaldrende tyske herrer, der med deres familie søgte tilbage til deres yndlingsfront, flødeskumsfronten. Og i min barndom var det en billigferie for mindrebemidlede, hvortil jeg var så heldig at høre, og derfor hvert år tilbragte ferien i klitternes varme sand og i havets berusende favntag …

I vore fortravlede dage, er behovet for denne renselse blevet så stort hos så mange mennesker, at turismen er blevet en guldgrube langs vestkysten. Flere og flere vælger den danske model: En uge i sommerhus med familien. Helst skal al moderne bekvemmelighed følge med, og helst skal feriehybelen ligge direkte i klitterne med udsigt til havet. Der er stor efterspørgsel og mange penge i dét behov. MEN her bør vi lige standse op og snuppe en god mundfuld havluft! Vi mennesker har det desværre med, at ødelægge dét vi sætter mest pris på i vores iver efter at komme så tæt på som muligt, i at ”forbedre” det og udnytte de oplagte muligheder det byder, for at skabe vækst og tjene penge. Og det bærer vores verden præg af i dag…. i uhyggelig grad. OG her citerer jeg en anden stor mand med ordet i sin magt: Tidl. Præsident Obama: ”Vi er den første generation, der oplever klimakrisen og den sidste der kan gøre noget ved den.” Arter uddør om ørerne på os med uhyggelig hastighed. Kaj Munk kunne stange ål i søerne og gå på jagt i klitheden efter urhøns. Han havde endda helt sin egen opskrift på Urhane. Siden 1988 har ingen set denne fantastiske fugl, og ål skal man lede længe efter. I min barndom i 60´erne sang jeg med på en ufatteligt populær schlager ”Lille Sommerfugl”! I dag kan denne lille flagrende skabning, der har været en selvfølge igennem mit liv, risikere at lide samme skæbne som urhøns og ål. Alt sammen fordi vi mennesker breder os overalt, inddrager naturen og ”forbedrer” den. Vi gør, som vi vil, vi rager dét, vi har behov for, uhæmmet til os. Vi filer og saver i den gren, vi sidder på, og det gør vi stadig, selvom den hænger nedad i en 90 graders vinkel i de sidste hele fibre.

Hvilke ord havde Kaj Munks snørklede hjerne, mon formet om dén situation? Hvordan havde han mon stillet sig i dén kamp? Havde han atter sat sig op imod politikere, der forholder sig passive? Havde han atter tordnet mod dem, der kortsynet beriger sig på situationen? Havde Kaj Munk mon været en Klimatosse?

...

(Holdt som båltale ved sankthansaften ved Vedersø Klit)

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Medmenneskelighed. Hærværk mod jødiske grave kræver reaktion fra både kirke og folk

Debat: Det var med chok og sorg, at jeg søndag læste om gravskændinger og hærværk mod jøder i alle nordiske lande inklusive Danmark. Det er uhyggeligt at nogen kan få sig til at skænde jødiske grave på den nat, hvor man med gru mindes krystalnatten, der blev afsættet for den nazistiske systematiske jødeforfølgelse. Det må af både folk og kirke mødes med den klareste afvisning. Jeg er overrasket over, at vi er nået hertil. Men det ekstremistiske had imod jøder og andre minoriteter ligger åbenbart ikke langt under overfladen hos visse grupper. Det bør få os alle til at tænke over den måde, hvorpå vi taler om og behandler hinanden. Ikke mindst sårbare grupper. På det politiske plan må man stoppe grænsesøgningen imod de internationale konventioner i vores behandling af sårbare grupper. Og på det mellemmenneskelige plan, må vi sige fra, når vi hører diskriminerende udsagn om minoriteter, når racistiske udsagn lyder på fodboldstadions, og når ”popsmarte” jokes cementerer ondskabsfulde karikaturer af folk af andet tro, etnicitet eller seksuel orientering. Hændelserne mod vore jødiske brødre og søstre lørdag nat gør, at vi har brug for en kraftig samlet modreaktion. For ligegyldigheden er farlig og samfundsnedbrydende. Den jødiske journalist, forfatter, professor og nobelfredsprismodtager Elie Wiesel holdt en tale i Det Hvide Hus i 1999 – på overgangen til det nye årtusinde, hvor han advarede imod ligegyldigheden, som en læring af det tyvende århundrede. I talen siger han blandt andet: ”Ligegyldigheden er ikke en begyndelse - det er en afslutning. Og derfor er ligegyldighed altid ven af fjenden, for den er til fordel for aggressoren - aldrig for hans offer, hvis smerte forstærkes, når han eller hun føler sig glemt. Den politiske fange i sin celle, de sultne børn, de hjemløse flygtninge - ikke at reagere på deres vilkår, ikke at afhjælpe deres ensomhed ved at give dem et glimt af håb er at forvise dem fra menneskets hukommelse. Og ved at nægte dem deres menneskelighed, forråder vi vores egen. Ligegyldighed er derfor ikke kun en synd, det er en straf. Og det er noget af den vigtigste lære i dette udrindende århundredes vidtrækkende eksperimenter med godt og ondt.” Der er brug for at vi siger fra, både som enkeltmennesker og som samfundsbærende institutioner. Og her spiller folkekirken en basal rolle. Evangeliet skal lyde rent og klart, ikke blot om Guds barmhjertighed og nåde, som fundamentet under hvert eneste menneskeliv, men også i sin tale mod synden. Syndens frugter er menneskets indkrogethed i sig selv og sin egen egoisme. Det er vores utæmmelige grådighed og frygten for det/den fremmede, misundelsen og hadet, der afstumper os som mennesker, og som siden Kains brodermord har ført til had, undertrykkelse og krige. Kirken må afsløre synden og gå til kamp imod den. Ingen har vel sagt det mere utvetydigt, end digterpræsten Kaj Munk: ”Verdensmagthaverne mødes med de såkaldte fromme kristne deri, at der ikke må tales politik i kirken. Deri tjener kirken dem gerne, så længe de fører en politik, der ikke er Kristus fremmedartet. Men slår de ind på veje, som Kristus har betegnet som dem, der fører stik mod Guds vilje og derfor til afgrund for folkene, da var kirken ikke Jesu kirke, om den tav. Thi at tie overfor synden er at tale Djævelens sprog!…. Det er kristeligt ret af kirken at råbe: Dette er stridende mod Grundloven i Kristi Rige, den, der hedder barmhjertighed, og det er afskyeligt for frie nordiske sind. Og Kirken må gå videre uden at lade sig trætte, sker det en gang til, da vil vi med Guds Hjælp prøve at rejse folket til oprør. Thi det kristne folk, der sidder dårløst hen, når dets idealer trampes under fode, slipper forrådnelsens kræft ind i sit sind, og Guds vrede sænker sig over det.” (citater fra Kaj Munks sidste prædiken i København i Vor Frue Kirke) Med til kirkernes kamp imod synden hører også kampen for religiøs frihed, og frihed og lighed for alle uanset politisk overbevisning, etnisk tilhørsforhold, tro eller seksuel overbevisning m.m. I tilgift lyder kirkens forkyndelse til tro og til håb midt i alt det, som kan synes håbløst. For vi tror en Herre, der viste at kærligheden er stærkere end ondskaben og livet stærkere end døden!

Annonce