Kultur

Hanne Richardt Becks "For enden af perronen" er en klog fortælling

Hanne Richardt Beck. Foto: Robin Skjoldborg/Gyldendal

Boganmeldelse: Hanne Richardt Beck: "For enden af perronen"

Bøger: "Man siger, at måden folk tager livet af sig selv på afslører, hvilke følelser de er blevet overmandet af. Piller er tegn på depression. Hvis man drukner sig, er man desperat. Hængning er en dramatisk løsning. Springer man ud foran et tog, er man fuld af vrede.

Peter står på perronen og venter på det næste tog, og han er meget vred."

Det er en effektiv måde, Hanne Richardt Beck indleder sin nye roman "For enden af perronen" på. Hun får læseren på krogen med det samme: Springer han virkelig ud foran det næste tog? Man er spændt, men man får lov til at vente længe på svaret, Peter begynder nemlig en "samtale" med tiden for at finde ud af, hvilke begivenheder i hans liv, der her i 2017 har kulmineret med denne fatale situation. Tilbageblikkene fungerer som handlingsretarderende afsnit, der øger læserens spænding, men samtidigt bliver de til både tidsbilleder og en skildring af fire mennesker, Agnes, Ellen, Gunilla og Peter, hvis skæbner, fra de i 1982 mødes i 9. klasse, senere bindes sammen.

Peter længes tilbage til 1982: "Det er uskylden, han ser. Så overbeviste de alle fire havde været om, at de kunne blive, hvad de ville. Så lidt den kolde krig og atomoprustning egentlig bekymrede dem. Så lidt tro betød".

Her i 2017 har han svigtet kunsten, sine evner som tegner, og er ansat i farens emballagefirma, men han kan ikke leve med at dyrke det, der så at sige blot er overflade, indpakning. Han er gift med Ellen, der vel som den eneste af de fire er blevet, hvad hun ønskede, nemlig sygeplejerske. Ellen med den hvide hud, og hvis navn betyder "den lysende". Ellen, der kommenterer menneskers ideologisk og religiøst begrundede vrede i verden med hvor dumt, det er: "For det er jo sådan, at på båren er vi alle lige".

Alle fire venner får stemmer i bogen, men Ellen er den stemme i bogen, der mest overbevisende karakteriserer de andre: Agnes, som opfatter livet som en leg, Gunilla som en, der leder efter noget, hun ikke ved hvad er, og Peter, hendes svage, svigtende ægtemand, der leder efter en mening med livet.

Peters "samtale" med tiden og romanens fire andre stemmer bliver som nævnt til tidsbilleder, levende tidsbilleder, som på glimrende vis indfanger tidsåndens morsomme, dystre, latterlige, farlige og smukke tendenser. Eksempelvis er der en rammende parodi på børnenes skolelærer, Karen, hvis politiske floskelmageri er let genkendeligt for mange. Bogen er dog aldrig hildet; det sørger de mange synsvinkelskift for.

Uden morale er den imidlertid ikke, og hvem andre end Ellen skulle udtrykke denne: Hun mener, at det ikke gør nogen forskel, om mennesker leder eller ej: "Bare de ikke tror, at de har fundet sandheden, retfærdigheden, sig selv eller Gud. Absolutter er farlige".

Hanne Richardts roman er en klog fortælling om det at tackle det svære liv og sig selv.Roman: Hanne Richardt Beck "For enden af perronen". 460 sider, Gyldendal

Hanne Richardt Beck: ?For enden af perronen?. Foto: Gyldendal
0/0
Annonce
Kultur

Lokal sanger med på Grand Prix-holdet: En kæmpestor oplevelse

Tophistorier

Kultur For abonnenter

Cirkusrevyen: Alt for pæn

Revy: Førhen risikerede man at få en splint i ballen, når man slog sig ned på en af de gamle stole i Cirkusrevyens telt på Dyrehavsbakken. I de senere år er der kommet behagelige, bløde sæder, og i år har denne pæne blødhed desværre bredt sig til scenen. Det begynder ellers godt med et fælles åbningsnummer om krænkelser og politisk korrekthed, som elegant afbrydes af Ulf Pilgaard, der slår fast, at det her er stedet, hvor man netop krænker folk - at det er hele formålet med teltet. Sådan! Desværre viser det sig at være tomme løfter, for krænkelserne udebliver. Hverken publikum eller magthavere sendes for alvor hverken i svedekassen eller skammekrogen. Der er bid i en elegant vise skrevet af Carl-Erik Sørensen, hvori Ulf Pilgaard er bandit i habit, som tilhører ”et misforstået folkefærd, lige fyret, derfor mangemillionær” og i et nummer om de mange penge, som er fosset ud af Skat - også skrevet af Carl-Erik Sørensen - men så stopper pisken. Resten af revyen er ufarlig underholdning, og det går ikke - særligt ikke, når man er Cirkusrevyen, der qua sin størrelse og dermed muligheder er toppen af poppen, klassens anfører. Her må man med rette forvente det bedste inden for dansk revy. Ja, det er valgtid, og virkeligheden kan overhale politiske tekster i en revysæson, som er længere end valgkampen, men det er ikke undskyldning nok til stort set at frede regering og opposition i revysammenhæng. Der er masser af politiske sager fra det forgangne år, som kunne ristes og vrides, men det sker ikke.

Annonce