Annonce
Holstebro

HISTORISK SLAG: Meteor og den humane kaptajn

Meteor sænker Ramsey.

Om miner, mænd og makreller og den ridderlige Korvettenkapitän Wolfram von Knorr.

50 sømil vest for Hvide Sande ligger vraget af Meteor. Det var en tysk hjælpekrydser fra første verdenskrig, som især blev kendt på grund af kaptajnens humane indstilling. Den 9. august 1915 blev den sænket af sin egen besætning efter et eventyrligt togt.

Fritz Adolf Wolfram von Knorr.

Skibet hed oprindeligt Vienna, var bygget i 1903 af Ramage & Ferguson i Leith og tilhørte et rederi samme sted. Det havde sejlet mellem Hamborg og Edinburgh, og da krigen brød ud, befandt det sig i tysk farvand. Skibet blev beslaglagt, og på grund af sit britiske udseende blev det rekvireret som hjælpekrydser.

Meteors besætning.

I begyndelsen af 1915 blev det ombygget på værftet i Kiel, og Korvettenkapitän Wolfram von Knorr blev udnævnt til chef. Han var søn af admiral Eduard von Knorr og var fulgt i sin fars fodspor. Efter studentereksamen blev han i 1897 kadet i den kejserlige marine, og velbegavet, som han var, blev han efter få år udset til tjeneste i Japan.

Meteors besætning er gået om bord på en svensk fiskekutter og bliver taget på slæb af U 28.

Han forberedte sig grundigt. Først tilbragte han to år på Seminariet for orientalske Sprog i Berlin for at lære japansk, og derpå brugte han ni måneder i Japan, hvor han finpudsede sine kundskaber og lærte landet at kende. Først derefter var han parat, og i 1908 tiltrådte han med rang af kaptajnløjtnant en stilling ved en japansk militærenhed. Han havde klare blå øjne og lysblondt hår og vakte opmærksomhed over alt.

Senere oversatte han den japanske admiralstabs beretning om den russisk-japanske krig 1904/1905, og fra den 25. marts 1913 var han militærattache ved den tyske ambassade i Tokyo. Da krigen brød ud, måtte han ud på en lang og besværlig rejse, og først i begyndelsen af 1915 nåede tilbage til Tyskland. Her var alle de gode stillinger i den kejserlige marine for længst blevet besat, og da von Knorr ikke kunne vente, måtte han acceptere posten som kommandant på hjælpekrydseren Meteor.

Sænkningen af Meteor.
Annonce

Det første togt

Det var en damper på 1912 bruttoregistertons, som i fredstid havde en besætning på 20 mand. Nu samlede von Knorr en besætning på 110 frivillige og forberedte sit første togt. Skibet blev udrustet med to 88 mm kanoner, to 37 mm maskinkanoner og to drejelige torpedorør på dækket. Desuden fik det plads til et større antal miner.

Meteor blevet afleveret fra værftet den 6. maj, og efter afprøvning og øvelser i Østersøen sejlede von Knorr til Wilhelmshaven med sit nye skib. Han havde travlt. I de første krigsmåneder havde russerne haft et langt større ammunitionsforbrug, end nogen havde ventet, og nu manglede zarens styrker granater og patroner.

Det var både tidskrævende og besværligt at få dem frem via Stillehavet og Sibirien, og russerne ventede derfor utålmodigt på forår i Hvidehavet. Når isen smeltede, kunne amerikanske og britiske ammunitionsskibe komme ind til Arkhangelsk, og disse skibe var Meteors mål.

Forklædt som russisk postdamper sejlede Meteor den 7. juni ind i Hvidehavet og udlagde 285 miner uden at blive opdaget og afsløret. Minerne blev lagt over en strækning på 80 sømil og kom ifølge den tyske militærhistoriker Fritz-Otto Busch til at koste de allierede 38 skibe. Tallet kan dog ikke verificeres, men der er ingen tvivl om, at mineudlægningen var dyr for de allierede. Et af ofrene var den britiske handelskrydser Arlanza på 14.622 bruttoregistertons, men også tre norske handelsskibe vides med sikkerhed at være blevet sænket.

Meteor sejlede hjem via Skagerrak og Kattegat, hvor von Knorr benyttede lejligheden til at føre handelskrig. Han standsede og undersøgte flere skandinaviske handelsskibe og sænkede to, fordi de medførte krigskontrabande. Et tredje blev beslaglagt og bragt til Kiel til nærmere undersøgelse. Ingen af sænkningerne kom til at koste menneskeliv. De neutrale søfolk blev taget om bord i Meteor og blev senere overført til et svensk fiskefartøj i Øresund.

Som belønning for det vellykkede togt ansøgte von Knorr om jernkorset af 2. klasse til hele sit mandskab, men fik det kun til halvdelen. Selv fik han jernkorset af første klasse og kunne desuden fortælle sine folk, at de nu måtte bære et huebånd med navnet Meteor.

Annonce

Det andet togt

Efter det første vellykkede togt blev von Knorr tildelt en ny opgave, og den gjorde ham betænkelig. Han skulle trænge ind i Moray Firth, den brede skotske fjord, som var hjemsted for en god del af Grand Fleet, og her skulle han lægge miner. Det var som at trænge ind i løvens hule, mens løven var hjemme, og hans Meteor var slet ikke egnet til den opgave. Den kunne kun sejle 13 knob, og stort set alle andre skibe i den kejserlige marine var hurtigere. Var det ikke bedre at sende en hurtig krydser?

Hans overordnede insisterede, og så stillede von Knorr betingelser. Han ville have støtte fra ubåde og luftskibe, og Meteor skulle forbedres. Han ville have en større kanon og fik en 10,5 centimeter anbragt på hækken, og så fik han en ny, kraftig radiostation med stor rækkevidde.

Von Knorr valgte at gennemføre togtet til Moray Firth den 7. august. Det var tre dage før nymåne, og så var det en lørdag. Da han forberedte sin egen besætning på togtet, forklarede han hvorfor.

»En stor del af bevogtningsskibene består af fiskedampere og ældre torpedobåde med reservister, og her går det ikke så nøje til med alkohol. Lørdag aften drikker de alt det, de har smuglet om bord, nøjagtigt ligesom I lømler,« sagde han til sine folks store morskab.

Von Knorr byggede ikke kun på egen erfaring. Af en hemmelig rapport til Højsøflåden fremgik det, at den britiske flåde led under en »saturday night-effekt«, og den ville han udnytte.

Den 6. august om morgenen forlod Meteor Wilhelmshaven og nåede frem til Moray Firth uden at blive opdaget. Denne gang havde skibet 374 miner om bord, og de skulle alle udlægges i de mørke timer mellem klokken 22 og 03.

Det gik forbavsende godt. Von Knorr sejlede gennem tre forpostlinjer og passerede flere fartøjer på 600 meters afstand uden at blive opdaget. Først ved den tredje spærring fik udkiggen på en bevæbnet dampyacht øje på Meteor. Hjælpekrydseren forsøgte at slippe væk, men yachten signalerede med en morselampe og krævede kendingssignal. Von Knorr troede, at spillet var ude. Det ville tage ham en time at komme ud af fjorden igen, og nu blev han forfulgt af yachten, mens den med en projektør signalerede ud til skibene i den yderste forpostlinje.

Von Knorr ville udrette så meget som muligt, før det var slut, og derfor opgav han at udlægge miner efter et bestemt mønster. I stedet satte han kurs ud af fjorden, mens minerne blev udlagt undervejs. Yachten fulgte efter, men da Meteor så udlagde kunstig tåge, forsvandt den snart af syne. Von Knorr ventede et angreb, men intet skete, og efterhånden gik det op for ham, at det britiske skib ikke havde slået alarm.

»Enten var de fulde, eller også fattede de bare ikke, at et skib, som kom indefra, kunne være fjendtligt, selvom det ikke svarede på signaler,« skrev han i sin rapport.

Annonce

Sænkningen af Ramsey

Klokken 3,15 var den sidste mine udlagt, hvorefter han med fuld fart fortsatte ud af fjorden. Resten af natten var rolig, men klokken 7,15 fik udkiggen øje på røg mod nordvest. Da skibet kom tættere på, kunne von Knorr se, at det var et stort passagerskib, og at det efter alt at dømme optrådte som hjælpekrydser. Det førte britiske handelsflag og hejste signalet »Hvilket skib er De?«

Von Knorr gav ordre til at hejse det russiske handelsflag og kendingsbogstaverne for Imperator Nikolaj II. Den anden svarede igen ved at hejse signalet »Stop« og derefter »Stop omgående«, samtidig med at det samme signal blev afgivet med dampfløjten. Von Knorr ignorerede det hele, indtil det fremmede skib var kommet ind på 1000 meters afstand og affyrede varselsskud.

Så kunne von Knorr ikke trække den længere. Han sagtnede farten, og da den anden kom nærmere, drejede han rundt for at komme i en gunstig position. Skjult for de engelske søfolk lå hans mandskab klar ved kanoner og torpedorør, og alle synlige folk om bord på Meteor var i civil. Kanoner og torpedorør var skjult af falske dækshuse og lignende, og folk lå klar til at trække attrapperne væk. En mand stod klar til at hejse det tyske krigsflag i fortoppen.

Da de to skibe lå 600 meter fra hinanden, søsatte briterne en båd med en prisekommando, og da den var kommet i vandet, gav von Knorr gav ordre til angreb. Flaget røg op, attrapperne faldt, og kanoner og torpedorør søgte deres mål.

Den første 10,5 centimeter granat ramte broen, dræbte kaptajnen og ødelagde radiostationen. Så ramte Meteors torpedo modstanderens maskinrum og rev det store skib i to dele.

Det fremmede skib var hjælpekrydseren Ramsey. Den var et tidligere passagerskib på 1546 bruttoregistertons, der i sine velmagtsdage kunne transportere 1162 passagerer med en fart på 19 knob. Nu forsvandt det fra havets overflade på kun fire minutter.

Von Knorr beordrede straks alle både sat ud, og af Ramseys besætning på 90 mand og otte officerer lykkedes det at redde tre officerer og 42 mand. Efter mønstring på dækket blev de sendt ned på mellemdækket, hvor minerne havde været. Her fik de tørt tøj og en dobbelt cognac, hvorefter de fik udleveret hængekøjer og uldtæpper. Fem hårdt sårede blev tilset af Meteors læge i skibets hospital, mens de tre officerer blev indkvarteret i kahytter på dækket.

Den ældste overlevende officer var en forfrossen reserveløjtnant ved navn Percy S. Atkins. Han havde ligget i sin køje, da Ramsey blev torpederet og var kun iført pyjamas. Von Knorr lånte ham en uniformsjakke, men den leverede Atkins straks tilbage.

»Jeg kan da ikke gå i en jakke med tre striber på ærmet,« sagde løjtnanten, hvorefter von Knorr smilende rådede ham til at rive to striber af.

Da fangerne var blevet installeret og havde fået noget at ryge på, holdt von Knorr en tale. Han beklagede, at så mange modige mænd havde mistet livet, men sådan var nu krigens vilkår. Han lovede at gøre for dem, hvad han kunne, og spurgte i samme forbindelse, om de ville holde en mindehøjtidelighed for deres døde kammerater. Tilbuddet blev modtaget med taknemmelighed, en talerstol blev udsmykket med Union Jack, og da gudstjenesten kort efter blev afholdt, var det med deltagelse af von Knorr og flere af de øvrige tyske officerer. Af briterne blev han opfattet som en rigtig gentleman.

Annonce

Den farlige radio

Omkring klokken 18 dukkede nogle sejl op i horisonten, og da de kom nærmere, viste de sig at tilhøre den tremastede skonnert Jason af Svendborg. Den blev standset og undersøgt, og da den var lastet med props og sveller, som begge var krigskontrabande, blev skibet stukket i brand og den seks mand store besætning taget om bord på Meteor.

Mens danske skonnert fik sin bekomst, begik von Knorr en skæbnesvanger handling. Klokken 18,45 sendte et længere telegram hjem, hvor han fortalte om den vel gennemførte minelægning.

Under hele krigen kunne den britiske efterretningstjeneste aflytte og dechifrere de tyske radiosignaler, og hvis noget blev overhørt i første omgang, betød det ikke så meget. Meteors nye, store radiostation brugte nemlig en forkert chiffernøgle og måtte gentage meldingen flere gange.

Klokken 23 sendte von Knorr et nyt, langt signal, og før midnat vidste chefen for Grand Fleet, admiral Jellicoe, at Meteor havde udlagt miner i Moray Firth, og at skibet havde sænket Ramsey og taget de overlevende om bord. Han udsendte omgående advarsler mod de nye miner og beordrede rydning, mens tre krydsereskadrer blev sendt på jagt efter den tyske hjælpekrydser. En eskadre skulle dække Skagerrak, mens de to andre skulle dække de to mulige veje gennem minefelterne til Wilhelmshaven.

Hvis von Knorr havde opretholdt radiotavshed, havde han sandsynligvis fået sit skib hjem i god behold, men det var som om, han ikke forstod faren ved de mange radiomeldinger. Klokken 6,30 mandag morgen sendte han en ny, lang melding, hvor han fortalte om ødelæggelsen af Jason og meddelte, at han regnede med at være i Wilhelmshaven klokken 9 næste morgen. Samtidigt bestilte han et lazaretskib til de sårede briter.

I denne melding opgav von Knorr også sin egen position. Klokken 6 var han 80 sømil vestnordvest af Horns Rev Fyrskib og styrede kurs syd til øst, halv øst, fart 13 knob. Det var en foræring til briterne, og i dag er det svært at fatte, at en begavet mand som von Knorr kunne begå så store fejl. Måske mistede han føling med den tekniske udvikling i de år, han tilbragte i Japan, og måske forstod han ikke, at radiomeldinger kunne være et tveægget sværd?

Alt det vidste von Knorr ikke noget om, og mandag den 9. august om morgenen begyndte han at slappe af. Alt åndede fred og ingen fare, og mellem klokken syv og otte gav han sig tid til at standse to skibe. Det var en hollandsk fiskedamper og et norsk handelsskib ved navn Ragni, som efter at være undersøgt begge fik lov at sejle igen.

Det skulle dog snart blive mere hektisk. På baggrund af von Knorrs mange meldinger sendte Højsøflåden luftskibe og et fly op for at holde øje med eventuelle fjendtlige styrker, og klokken 8.30 fik von Knorr den første melding. Luftskibene havde set britiske styrker, som var på vej mod den minestrøgne rute ud for Norderney. Det var den rute, han var på vej imod.

Herefter havde von Knorr kun en mulighed tilbage, nemlig den minestrøgne rute langs den danske kyst, og derfor satte han kurs mod Horns Rev Fyrskib. Fra nu af var det et kapløb med tiden. Fra sydvest kom den lette krydsereskadre fra Harwich under flotilleadmiral Reginald Tyrwhitt, og fra nordvest kom Meteor. Krydserne sejlede 28,5 knob, mens Meteor kunne presses op på 13 knob. Hvem kom først?

Annonce

Sænkningen af Meteor

Fra Meteor blev der holdt skarpt udkig, og klokken 13 dukkede nogle gul-lysebrune røgfaner op i sydvest af den slags, som var karakteristik for de oliefyrede britiske krigsskibe. Snart dukkede master og rigning også op over horisonten, og kort efter kunne man tydeligt se fem lette krydsere.

At tage kampen op mod så overlegen en styrke var helt udelukket, men von Knorr gav ikke op. Rundt om lå der danske, norske og svenske fiskekuttere, som med fuld sejlføring dørgede makrel i den svage brise, og så fik han en ide. Han besluttede at overføre hele sin besætning og alle fangerne til en fiskekutter og valgte SD 450 Clara af Strömstad til formålet.

Selv blev han tilbage med et par mand for at sænke sit skib. Da krydserne kom nærmere, blev sprængladningerne i bunden af Meteor antændt, hvorefter von Knorr og hans hjælpere roede over til Clara. Klokken 14,07 så man herfra Meteor gå ned.

Fra de britiske krydsere havde man med undren set den stærkt overlastede fiskekutter med de mange mænd, hvoraf nogle var i britisk flådeuniform. »Hvilket skib?« signalerede krydseren Cleopatra, hvorefter løjtnant Atkins sendte en signalgast op i vantet for at afgive en semafor-melding. »Ramsey«, signalerede gasten med armene, hvorefter Cleopatra beordrede kutteren til at styre sydvest. Briterne troede, at der var ubåde i området og sejlede først væk for senere at vende om for at hente Ramseys besætning.

Om bord på Clara var der nu kutterens egen besætning, 110 mand fra Meteor, 44 briter og seks danskere. En af de sårede englændere var død allerede om søndagen, selvom Meteors læge havde gjort, hvad han kunne. Efter ønske fra Atkins var den afdøde blevet dækket med det britiske krigsflag, og efter en gudstjeneste med alle militære æresbevisninger var han blevet overgivet til havet.

Von Knorr havde ikke lyst til at blive krigsfange, og da krydserne var forsvundet, diskuterede han situationen med Atkins. Von Knorr foreslog, at briterne skulle gå ombord på en anden kutter, hvorefter de to parter skulle skilles og uden yderligere blodsudgydelse sejle hver sin vej.

Atkins accepterede, og da de mødte en norsk fiskekutter, blev den prajet og bedt om at medvirke. På grund af risikoen for opbringning og internering havde Meteor haft en beholdning af britisk og skandinavisk valuta, og for 600 norske kroner indvilgede den norske fiskeskipper i at tage alle briter om bord.

Da Atkins som den sidste ville gå over i det norske skib, slog en tanke von Knorr.

»Har De penge?« spurgte han.

»Hvordan skulle jeg kunne have det? De så selv, at jeg blev samlet op i pyjamas,« svarede Atkins, hvorefter von Knorr gav ham syv pund. Atkins ville ikke tage imod dem, men von Knorr insisterede. Senere fik Percy Atkins ordre til at møde hos admiral Jellicoe og give ham en førstehåndsberetning, og ved den lejlighed medbragte han også et beløb på syv pund. Jellicoe tog imod det og sørgede for, at det blev betalt tilbage til von Knorr via den amerikanske ambassade.

De overlevende fra Ramseys besætning bar ikke nag. Da de var kommet over på den norske kutter, råbte de et trefoldigt hurra for Meteors ridderlige kaptajn og hans besætning, før de vinkede farvel, og tyskerne svarede igen på samme måde. En halv time senere kunne man fra Clara se briterne blive taget om bord på en af krydserne, som derefter sejlede bort. Deres britiske fanger havde haft en oplevelse ud over det sædvanlige. I løbet af et par timer havde de sejlet under fire forskellige flag: tysk, dansk, svensk og britisk.

Annonce

Makrel og knækbrød

Frygten for ubåde fik briterne til hurtigst muligt at sætte kursen mod vest igen, og da de var væk, overtalte von Knorr den svenske skipper til at sætte kurs mod List på Sylt. Han ville få det godt betalt, 1000 svenske kroner til ham selv og 1500 kroner til mandskabet. Det varede dog ikke længe, før den gode mand fik betænkeligheder på grund af de tyske minefelter. Han mente, det var for farligt, og det hjalp ikke, at von Knorr garanterede, at han kendte dem alle. I stedet blev der sat kurs mod Esbjerg, og skipper Hans Peter Hansen fra Jason påtog sig at være lods.

Den svenske kutter var ikke særlig stor, og i løbet af aftenen friskede det op. Søen blev urolig, og da Clara nåede Horns Rev Fyrskib, bad von Knorr om at få tilkaldt en redningsdamper fra Esbjerg. Den ankom klokken 2 om morgenen og tilbød at tage alle om bord. Von Knorr ville dog først vide, om han og hans folk kunne få lov at rejse hjem fra Esbjerg, og da det gik op for ham, at redning var ensbetydende med internering, sagde han nej tak. Redningsdamperens kaptajn forærede ham derfor et søkort over vadehavet og tog de seks mand fra Jason med, mens den overlastede fiskekutter fortsatte sin færd mod Sylt og Lister Dyb. En ny udbetaling og et løfte om ny proviant fik skipperen overtalt.

Clara havde nogle få mands besætning og kabys og proviant svarende hertil, og de 110 mand fra Meteor var ikke bare dødtrætte efter de mange oplevelser. De var også sultne. Det eneste, som svenskerne kunne tilbyde, var knækbrød, et par kartofler og masser af makrel, som var blevet saltet i tønder tre dage forinden. De var næsten rå, men i mangel af bedre kastede tyskerne sig begærligt over dem.

Da alle havde fået stillet sulten, foreslog næstkommanderende en sang, og snart sang alle af fuld hals. Sømandssange, folkesange, tyske og engelske soldatersange. Siddende på dækket af Clara skrev von Knorr i krigsdagbogen fra Meteor: »Jeg har ladet sætte kurs mod Sylt, og nu lever vi af rå makrel, knækbrød, kartofler og fædrelandssange.«

De fleste fik et par timers søvn under sejldug og presenning, og da det blev lyst, dukkede en ubåd op agterude. Det var U 28, der var på vej hjem fra et togt ved England. Clara blev taget på slæb og kunne ved middagstid kaste anker ud for List. Den svenske skipper fik sin rigelige betaling og en ny forsyning af proviant, og Meteors besætning fik et solidt måltid på vandfly-stationen i List. Snart ankom en hurtig krydser, og før midnat var alle mand tilbage i Wilhelmshaven.

Annonce

Jernkorset af første klasse

Efter Meteors andet togt blev Wolfram von Knorr belønnet med Hohenzollernes kongelige orden, og hele Meteors besætning fik tildelt Jernkorset af første klasse. Det var første gang, at en besætning på et overfladeskib fik tildelt denne udmærkelse.

Meteor kom til at danne forbillede for senere hjælpekrydsere. På grund af de gode erfaringer udså man sig fremover skibe af samme type, enkle, almindelige arbejdsheste af den slags, som kunne sejle over alt uden at vække opmærksomhed.

Korvettenkapitän Wolfram von Knorr fik en ny post, hvor der både var brug for hans militære og diplomatiske evner. Fra september 1915 til juli 1917 var han chef på den lette krydser Breslau, der officielt var blevet solgt til Tyrkiet og gjorde tjeneste i Sortehavet under navnet Midilli.

Efter krigen vendte han tilbage til Tokyo som korrespondent for en avis og repræsentant for en tysk industrikoncern. Senere grundlagde han sit eget firma i Berlin. Han var gift med Jula von Wedekind, med hvem han i 1907 fik sønnen Wolf. I 1928 blev sønnen dræbt ved et trafikuheld.

Artur Friedrich Wolfram von Knorr blev kun 60 år. Han døde i 1940, netop da en ny krig var begyndt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Brexit blev en lorteaftale

Annonce