Annonce
Danmark

Hjælpelinjer får flere opkald om skader ved lattergas

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Giftlinjen modtog godt 20 opkald om lattergas i 2016. Sidste år var antallet af henvendelser steget til 62.

Balanceproblemer og hukommelsesbesvær er nogle af de følgevirkninger, som flere unge oplever efter at have indtaget lattergas.

Sådan lyder det fra Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, der har oplevet en stigning i antallet af henvendelser om lattergas.

I 2019 modtog Giftlinjen 62 henvendelser om lattergas mod en fordobling fra 20 til 40 henvendelser i perioden 2016 til 2018. Det fortæller overlæge Dorte Fris Palmqvist.

- Mange flere tager lattergas, især i Region Hovedstaden, men de ringer ikke til en giftlinje, før det går galt, så vi ser kun toppen af isbjerget.

- Der kan også sagtens sidde praktiserende læger og hospitalslæger rundt i landet, som godt ved, hvad det handler om, og som derfor ikke behøver ringe til os, siger hun.

Ifølge Dorte Fris Palmqvist har flere unge typisk taget mellem 50 og 200 patroner på en aften - nogle op mod 1000 på en uge.

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viser, at 17 procent af drengene på både gymnasier og erhvervsskoler i alderen 15-25 år har prøvet at inhalere lattergas.

Blandt pigerne er tallet henholdsvis otte og ti procent. Det er især et fænomen blandt unge i Region Hovedstaden.

Hos Hovedstadens Akuttelefon 1813 modtog man 11 henvendelser om problemer med lattergas i 2017 og 29 henvendelser i 2018.

Ifølge overlæge Asmus Bisgaard var antallet af henvendelser om lattergas til både 112 og 1813 oppe på i alt 56 i 2019.

- Specielt i sidste kvartal af 2019 har der været lige så mange henvendelser som i resten af 2019. De 56 opkald fordeler sig nogenlunde ligeligt på 112 og 1813, forklarer han.

Asmus Bisgaard kalder lattergas et stort problem.

- Vi ser nogle, der tager flere hundrede patroner dagligt. Det mest skadelige er, at de får føleforstyrrelser i hænder og fødder, som ikke forsvinder, selv om de stopper med at tage lattergas.

- Det er på lang sigt en nervegift, man indtager som rusmiddel, forklarer han.

Lattergas har de senere år været involveret i flere dødsfald.

Ifølge Sundhedsstyrelsens hjemmeside blev der rapporteret et dødsfald i henholdsvis 2007, 2016, 2018 og 2019, hvor lattergas var involveret.

Det kan være svært at påvise stoffet i kroppen, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er sket flere dødsfald som følge af misbrug af lattergas, vurderer styrelsen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har indkaldt til et afsluttende forhandlingsmøde om en lattergasaftale tirsdag.

/ritzau/

Annonce
Fakta om lattergas fra Sundhedsstyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce