Danmark

Hvad drømme er gjort af: Museum om Riis' fantastiske liv klar til åbning

Jacob A. Riis' stormende forelskelse i rigmandsdatteren Elisabeth er en central del af det nye Jacob A. Riis Museum, der i denne uge slår dørene op i Sortebrødregade i Ribe. Foto: André Thorup
Fotografen og journalisten Jacob A. Riis' liv er som taget ud af en spillefilm, og når Ribes måske mest berømte borger i denne uge får sit mindesmærke i hjembyen i form af Jacob A. Riis Museum, er det en effektfuld hyldest til en historiens største, danske personligheder.

Kunst: Sjældent har en dansk personlighed fortjent sit eget museum så meget, som tilfældet er med fotografen, journalisten, ripenseren og den sociale reformator Jacob A. Riis.

Det får manden - der kaldes Danmarks mest betydningsfulde udvandrer, og som var tætte venner med præsident Roosevelt - nu i Ribe, hvor Jacob A. Riis Museum lørdag 29. juni åbner for offentligheden i Riis' barndomshjem i Sortebrødregade.

Riis selv har kaldt huset for forgiftet, hvilket er forståeligt, når 12 af forældrenes 14 børn døde her som små. Nu er det afgiftet, og har man igennem de seneste år har fulgt processen fra slidt interiør, lave døre og forskelle i gulvhøjder på op til 30 cm i samme rum, er det imponerende at opleve, hvordan huset med stram tidsplan og 18 millioner kroner i fondsmidler er blevet omdannet til museum med trylletrapper for handicappede og ovenikøbet deler indgang, billettering og butik med et lignende, storstilet projekt, når et nyt heksemuseum åbner i samme karré i sommeren 2020.

Om museet

Den officielle indvielse af Jacob A. Riis Museum med deltagelse af både Riis-slægtninge og prinsesse Benedikte finder sted torsdag 27. juni.

Fredag 28. juni inviteres museets samarbejdspartnere med flere til et åbningsarrangement, og museet åbner for offentligheden fra lørdag 29. juni.

Jacob A. Riis Museum

Sortebrødregade 3, 6760 Ribe.

Åbningstider

Kl. 10-16 fra 1. sept. til 31. maj.

Kl. 10-17 fra 1. juni til 31. aug. samt efterårsferien, vinterferien og i påskeugen.

Mandag er museet lukket, og det samme er det 24. dec., 25. dec. og 1. jan.

Banebrydende

Gæster bliver langsomt guidet ind i Riis' univers i museets første rum, hvor effekter med usynligt blæk, fotografier og skiftende lyssætning giver en kort introduktion til Jacob A. Riis.

Det er direktør hos Sydvestjyske Museer Flemming Just og projektleder og museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer Mette Slyngborg, der har styringen med projektet, hvor håndværkere i disse dage stadig stopper de sidste ledninger i væggen og gemmer museets store mængde elektronik væk bag bindingsværk, skabe og døre.

Der er tænkt over indretningen. Det skulle ikke være et interiørmuseum eller en mindestue. I stedet har man taget udgangspunkt i Riis' to mest kendte bøger, hvoraf den ene - "How The Other Half Lives" - var banebrydende i USA og stadig i dag ligger i topfem over de mest samfundsforandrende bøger i USA gennem tiden.

Igennem et verdensomspændende detektivarbejde er det lykkedes af skaffe denne samt andre titler til museet i originaludgaver, og museets stueetage er dedikeret til Jacob A. Riis' virke som journalist og fotograf, hvor man også kan dykke ned i de 105 fotografier, som Sydvestjyske Museer har købt rettighederne til, og som ved hjælp af digitale effekter giver besøgende mulighed for at zoome helt ind i de detaljerige billeder.

Et stort vægfotografi viser den indvirkning, Jacob A. Riis' fotografier fra New Yorks slum havde på amerikanerne, idet man ser Riis tryllebinde en forsamling på 2000 gæster med sine talegaver under et af de foredrag, der ramte store dele af USA med lige dele overraskelse og forfærdelse.

Usynlig hånd

En usynlig hånd gengiver digitalt Riis' sirlige håndskrift i et dokument på væggen lige over Riis' originale skrivebord, og stueetagen giver et fornemt billede af, hvordan Riis ved hjælp af især en helt ny fototeknik og primitiv magnesiumblitz når frem til at blive den sociale reformator, han er anerkendt som i USA i dag, og man kan kun håbe, at museet giver ham endnu større status end den, han har blandt danskerne i dag.

Museets baggård er på kort tid omdannet fra en faldefærdig rønne til en digital udgave af New Yorks slum, og også her har Flemming Just og Mette Slyngborg gjort sig deres overvejelser, for ville det være være etisk korrekt at lave underholdning ud af at klæde gæster ud som fattige børn? Svaret blev et nej, så i stedet sender tekniske finesser gæster på forsiden af New York Tribune, inden man rammer den smalle trappe til husets førstesal.

Trinnene akkompagneres af pulserende slag fra et hårdt bankende hjerte, når man stiger ind i den private del af Jacob A. Riis og fortællingerne om Riis-familiens hårde liv og hans vanvittige forelskelse i rigmandsdatteren Elisabeth, der med sin kontante afvisning fik Riis til at søge mod USA. Måske man kan gå så vidt som til at kalde det en besættelse, når han blev forelsket ved et tilfældigt møde som 14-årig og altid bar en tot af Elisabeths hår i en medaljon. Det livslange kærlighedsepos har fået sit eget rum med hjertebarometer og nykomponeret musik, ligesom der er udsigt til Elisabeths barndomshjem, der i dag huser Ribe Kunstmuseum.

Der er lavet en ny spillefilm om Jacob A. Riis, der vises i museets biograf, hvor skuespiller Tomas Villum Jensen spiller rollen som Riis. Han tager museets gæster med helt ind i datidens slumkvarterer i New York, og både film og museum er en fortjent hyldest til en stor dansker. Foto: André Thorup

Dokumentar på DR

To andre rum indeholder skiftende særudstillinger, og hele museets indhold komprimeres i den lille biograf, hvor Saxo Films 22 minutter lange spillefilm om Riis vises på tre forskellige sprog. Eneste problem er, at den er for kort. Det er ikke filmens skyld, for skuespiller Tomas Villum Jensen gør det godt i rollen som Jacob A. Riis, og han tager i en flot blanding af stregtegninger og fotografier seeren med helt ind 1800-tallets underverden i New York, men der er så mange fascinerende aspekter af Riis' liv, man gerne ville dykke længere ned i.

Det kan man så passende gøre til efteråret, hvor DR viser et udvidet dokumentarprogram, der ligesom museumsfilmen er baseret på Tom Buk-Swientys Riis-bog "Den ideelle amerikaner".

Sydvestjyske Museer har gjort, hvad de kunne, for at rumme så mange aspekter af Riis' liv som muligt, hvor man får et overordnet indblik og samtidig zoomer ind med detaljerede beskrivelser på vigtige punkter i Riis' liv. Blandt andet vises, hvordan en strejfende hunds kærlige tilstedeværelse får den forhutlede Riis til at vælge livet frem for bunden af New Yorks slum i hans livs sorteste øjeblik, selv om det lidt klichéagtigt faktisk er her, lykken vender.

Historien er skønt krydret med originale genstande som blomsten fra reverset ved Riis' bryllup med Elisabeth, og mange amerikanere vil nok mene, at Riis' historie er det stof, "dreams are made of." Som drømme er gjort af.

Selv om huset er trangt, venter der prinsesse Benedikte en flot fortælling om et fantastisk levet liv, når hun officielt indvier museet torsdag 27. juni.

Selvom det kan virke makabert, hænges der små kors med navne op på væggen, så man ved selvsyn kan danne sig et indtryk af, hvor mange af Jacob A. Riis' søskende, der mistede livet mens familien boede i huset i Ribe, forklarer museumsinspektør Mette Slyngborg. Foto: André Thorup
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Video: Se med, når storkeungen spiller død for at blive ringmærket

Danmark

Se video af redning: 20-årig sejler reddet op ad vandet efter flere timer i Ringkøbing Fjord

Tophistorier

112

Kvinde sad fast i brønd i en time

Kultur

Martin vil være sin egen og udfordre andre med sin musik

Hak. Der bliver sat et flueben på ønskelisten, når Saveus i år går på scenen til Grøn Koncert. Fluebenene har der været en del af, siden bandet i 2015 dukkede op nærmest ud af ingenting, bragede igennem med sangen ”Levitate Me” til P3 Guld og med Martin Hedegaards egne ord blev ”skudt af sted med 120 i timen”.Andre flueben er allerede sat. Som det ud for Roskilde Festival. Første gang i 2016, da Saveus lige havde sneget sig med på plakatens nederste hjørne, lige før ”og mange flere”. I 2018 var der debutplade, og bandet fik lov til at åbne den ikoniske Orange Scene. Samme sommer kunne bandet sætte hak ved Bøgescenen på Skanderborg.Det er faktisk ikke underligt, at det er en glad Martin Hedegaard, der svarer på, hvordan 2019-udgaven af ham har det.- Han har det godt. Han har det rigtigt godt. Det har været en dejlig rejse.Rejsen gik egentlig i gang længe før P3 Guld: Dengang han efter ”X Factor” vendte tilbage til Ørum, gik i gymnasiet, sad på sit værelse og lavede musik og i princippet var tilbage ved nul. Når pladeselskaber kontaktede ham, og han spurgte, hvad de kunne tænke sig, var svaret: ”At vi skulle lave sådan en rigtig pop-smasher”.- Så fik jeg tilsendt en sang, men måtte skrive tilbage: ”Tusind tak, men det har jeg ingen interesse i. Jeg har det faktisk rigtigt godt, hvor jeg er”. Jeg opdagede, at jeg ikke havde travlt, og så skete der noget i min udvikling. Jeg fandt ud af, at når jeg kom tilbage, skulle det være med musik, som fik folk til at sige: ”What?! Hvad er det der for noget?”.Hvem er jeg?Det sidste er et punkt på en anden liste. En liste, der findes i Martin Hedegaards hoved og rummer præmisserne for hans arbejde. At han vil lave sin egen musik, ikke andres, står der blandt andet. At han vil eksperimentere. At han i princippet gerne vil hitte i radioen, men at det skal være med en sang, som udfordrer.- Overordnet skal jeg kunne være i det, og det er egentlig en ret naturlig ting: Du skriver en sang, den kommer i radioen, og folk lytter til den. Så skal du spille den live, og måske bliver den så stort et hit, at du skal spille den resten af dit liv. Hold kæft, det ville være irriterende, hvis det er en sang, du hader ...- Ud over din liste over værdier, som er vigtige for dig som musiker, er der så andre værdier, du har med? Personligt, menneskeligt ...?- Der er noget i det der, som er ret essentielt for mig. Det er meget sjovt at sidde og snakke om, hvilken musiker, man gerne vil være, men i mit hoved handler det om, hvilken musiker du er, siger han med eftertryk på det sidste ord og fortsætter:- Jeg gør ikke det her, fordi det er noget, jeg har valgt. Jeg kan mærke, at jeg får det skidt, hvis jeg begynder at gå et andet sted hen. Jeg bliver urolig indeni. Jeg tror, alle musikeres udfordring er at komme frem til at forstå, at du ikke kan vælge, hvem du vil være. Selvfølgelig kan du tænke over, hvilket tøj, du vil have på og den slags, men det er inden i dig, hvem du er.- Jeg har helt klart selv tænkt i, hvilken musiker jeg ville være, men her i de senere år fundet ud af, at det ikke er det, det handler om. Men det er sindssygt svært, fordi spørgsmålet i virkeligheden er, hvem man er, hvad man står for, og hvad man vil med sit liv, siger han og vender tilbage til dengang, han sad og lavede musik hjemme i Ørum.I starten lavede han elektronisk musik, da dance var på sit højeste. Så kom rockmusikken tilbage, og bam - så sad han og lavede rockmusik.- Lige pludselig opdagede jeg, at jeg bare havde fulgt bølgerne, og at det ikke havde en skid at gøre med, hvem jeg var. Det er jo modenhed faktisk at kunne opdage det, tage et valg, sige fra og sige: ”Det er det her, jeg gør”.Konstruktiv frygtUndervejs har Martin Hedegaard også fundet ud af andre ting om sig selv. At han er ekstremt perfektionistisk, målrettet og konkurrenceminded - i en grad, så det faktisk blev et problem, fordi han brugte energien på at fokusere på, hvad der kunne gå galt. Angsten sneg sig ind.- Vi skulle fandeme ikke spille på Orange Scene og så få to stjerner for det. Det skulle være rigtigt godt. Noget, folk huskede. Jeg ville simpelthen være så ked af det, hvis jeg gik ned derfra og følte, at det havde været en dårlig koncert.Det tog det meste af 2018 at lære, hvordan han kunne bruge perfektionismen og angsten for ikke at præstere i stedet for at blive hæmmet af den.- Hvis man kan lære at bruge sin frygt til noget godt, og den faktisk gør dig klar, er det en force. Jeg havde aldrig følt, at jeg havde spillet en dårlig koncert eller ikke gjort mit allerbedste, og det syntes jeg faktisk, at jeg kunne takke min præstationsangst for. Det er på grund af den, at alle koncerter betyder noget, siger han og kalder det samtidig en balancegang at finde et mellemstadie, hvor man præsterer og samtidig evner at trække vejre, kigge ud på publikum og bare nyde, hvad man laver, når en af de andre for eksempel tager over med en solo.- Nu gør jeg det flere gange i løbet af en koncert. Det er nærmest de momenter, jeg lever for nu. Hvor jeg bare observerer og tænker: ”Shit, det er fantastisk, det vi har gang i!”. I dag ville jeg ikke undvære alle refleksionerne, den hårde periode og presset, for det har givet mig en evne til at kunne zoome ud i vilde situationer. Det har taget lang tid, men det er så fedt, når man kan mærke, at det at ville præstere ikke er en klods om benet.Mere klaver end computer”Beast Mode” kalder hans bandkammerater den tilstand, han kommer i lige inden, han går på scenen. Den, hvor øjenbrynene synker længere ned, og publikum får en Martin Hedegaard at se, som måske ikke er den, de forventede.- Det er også en del af mig. Det har sikkert været lidt overraskende for folk, som sidst har set mig i ”X Factor” og pludselig ser mig stagedive i bar mave fra Orange Scene. Det, tror jeg, er ret vildt for folk at se - det er det sgu egentlig også for mig, konstaterer han.En anden del af ham er nørden. Ham, der er vild med computerspil, tegneserier, fantasybøger og teknik.- Jeg elsker at sidde i et studie. Engang imellem bliver min manager nødt til at sige, at nu skal jeg simpelthen sætte mig ved klaveret i stedet for at få en lilletromme til at lyde godt. Jeg er ikke rykket ind i et studie med andre sangskrivere, men med folk, der er teknisk nørdede. Så står vi og siger: ”Prøv den der rumklang” og ”Hey, hvad gør I med et jack-kabel, hvis ...”. Alt muligt. Der er en praktisk side af mig, som godt kan lide noget konkret. Der er noget, som helt klart udfordrer sangskriveren, som bare skal være ved klaveret og lave nogle sange. Men jeg synes, at jeg bruger mere tid ved klaveret end ved computeren, end jeg har gjort før.Mørkere vandEt af de flueben, der stadig mangler, er et gennembrud i udlandet. Men det står højt på listen, siger Martin Hedegaard. Umiddelbart tænker man, at han her vil kunne møde skrappere krav til, hvordan han skal skrue på sig selv og sine værdier.- Det tror jeg også, men det er igen en præmis, man må tage med: Dem, vi skal arbejde sammen med, skal forstå Saveus, som vi er. Det er en del af rejsen og udfordringen. Det er sindssygt svært at være artist i Danmark, men man bliver også nødt til at komme derud, hvor vandet bliver lidt mørkere. Og vi er godt rustede herhjemmefra. Vi kan virkelig tage noget erfaring og proceserfaring med.- Proceserfaring, det lyder som en meget analytisk måde at gå til tingene ...?- Der er på godt og ondt nogle ligheder med at drive en maskine eller et firma. Vi har arbejdet meget med kommunikation mellem mig og bandet, og hvordan vi giver hinanden kritik. Hvis vi ikke gjorde det, ville musikken blive noget lort, men hvis vi ikke er gode til det, bliver det ikke en rar oplevelse at udfordre hinanden. Jeg har brugt meget tid på det og gået til coach for at blive bedre. Og det har gjort os bedre. Vi er blevet bedre til at arbejde og have det godt med det.- Er du en naturlig leder?- Ha! Jeg ville jo sige ”nej”, men det var en del af mit coachingforløb, at min coach snakkede med folk omkring mig, blandt andet bandet, og der blev det nævnt. Så kan det jo være lige meget, hvad jeg synes.Musikken kalderHvis udlandet er noget af det, der er fokus på i den nære fremtid, hvad så med den helt lange bane. Kan han forestille sig ikke at lave musik?- Engang kunne jeg faktisk godt. Lige da jeg flyttede til København, kom jeg ind på en uddannelse i medieproduktion og ledelse. Jeg havde en tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at lave computerspil, men på det tidspunkt var jeg kommet i gang med at skrive sange til andre. Det begyndte at stikke rimeligt meget af, og så endte jeg med at måtte sige, at det ikke gik. Musikken kaldte, siger Martin Hedegaard:- Det er også noget, der sker i ens udvikling: Jeg kunne godt se, at de perioder i mit liv, hvor jeg har haft det allermest træls, er dem, hvor jeg i lang tid ikke har været i studiet og lave musik, så jeg vidste, at jeg ikke kunne leve uden. Og nu er der kommet en følelse af, at hvis jeg bare kan få lov til at lave musik resten af mit liv, er jeg rimeligt glad.

Lemvig

Evy blev glemt, når hun bestilte en Flextur: Nu har Midttrafik gennemgået klagerne

Lemvig

Tre strande har det reneste badevand

Annonce