Annonce
Debat

Hvis du kender en 3F'er, så giv bare vedkommende nogle lussinger - du må godt

Erland Rasmussen. Privatfoto

Læserbrev: Så er den gal igen. Skufferne klaprer i de borgerlige jammerkommoder. En ingeniør ansat som bagageportør er af arbejdskammerater blevet truet til at melde sig ind i 3F.

Det er, forstås, et voldsomt overgreb, som kræver politisk indgreb, helst ny lovgivning. Noget skal gøres ved denne undertrykkende adfærd.

Og tanken om lovgivning er ikke ny. Da konflikten om Restaurant Vejlegården i 2012 var på sit højeste, fremkom Venstre (Tørnæs) og DF (Bøgsted) med et forslag, som ville have væltet det danske arbejdsmarked.

Da dommen blev afsagt i arbejdsretten, faldt interessen for Vejlegården omgående, sagen blev puttet væk, og DF skiftede til det socialdemokratiske spor.

Men nu kører medierne så igen i en veltilrettelagt kampagne med TV 2, BT og Berlingske i spidsen.

Torsdag 19. september var det så Peter Orry (lederen "Mange svigter vikaren i lufthavnen" i VAF, Horsens Folkeblad og Fredericia Dagblad, red.), som godt kunne forstå, at vikaren havde sygemeldt sig og ellers skammede 3F ud.

Den truende 3F'er Michael Marstrand fortalte sin version om en provokerende ingeniør/vikar. Understreget af den meget sigende kommentar: "Jeg er ikke fra Holte, jeg er fra Amager".

Mens dette foregik under stærk forargelse, dukkede en anden historie op. Den er ikke omtalt i medierne, kun i Fagbladet 3F. En restauratør i Ebeltoft tildelte en 51-årig servitrice en lussing og klemte hendes arm, så hun gik knæ.

Politiet undersøgte sagen, restauratøren tilstod, sagen var klar. Men anklagemyndigheden undlod at rejse tiltale, fordi den forurettede ikke havde fået mén og det i øvrigt ikke ville se godt ud på overfaldsmandens straffeattest.

Det er en rædselsfuld beslutning, som sætter det danske retssamfund tilbage til 1800-tallet, hvor tyende må straffes korporligt.

Anklagemyndighedens adfærd står i stærk kontrast til dommen, som blev tildelt den slovakiske advokat, som gav den tidligere justitsministers kæreste en kindhest.

Advokaten sad varetægtsfængslet i 51 dage (!) og endte med 30 dages ubetinget fængsel i højesteret efter en bagatel-episode, som der er massevis i nattelivet hver weekend, og hvor politiet stille og roligt mægler, eller parterne går hver til sit.

Der er forskel på Jørgen Hattemager og kong Salomon.

Læren af dette er, at man gerne må slå en 3F-ansat, bare ikke for hårdt, men du må ikke slå en ministers kæreste. Ikke engang en lille smule.

Og hvis du er 3F'er og presser en "kollega" til at flytte fagforening, så er du hjemfalden til straf i den borgerlige presse.

Så hvis du kender en 3F'er, så giv bare vedkommende nogle lussinger - du må godt.

Annonce
Der er forskel på Jørgen Hattemager og kong Salomon.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge For abonnenter

Jeg er en bekymret optimist

Jeg er bekymret. Ikke for noget konkret, men mere sådan mere af natur. Nogle ser glasset som halvt fyldt, andre ser det som halvtomt. Jeg ser det som en fin, lille risiko for at drukne, hvis man er tilpas uheldig. Om det er Mark Twain, Storm P eller en helt tredje, der står bag citatet "jeg har haft mange bekymringer i mit liv, men de fleste blev ikke til noget", er ligegyldigt. Det er et godt citat, og jeg er sikker på, at jeg kan finde anledning til at hviske det på mit dødsleje. Hvis der da ikke sker noget grimt og pludseligt, som fratager mig muligheden inden. Det gør der sikkert. Sjovt nok bekymrer jeg mig ikke rigtig om de der klimaforandringer. Misforstå nu ikke. Jeg er ikke en af benægterne, som afviser enhver snak om, at klodens klima ændrer sig på baggrund af menneskers ressourceforbrug. Jeg tror på det meste, forskerne fortæller mig, men jeg bekymrer mig ikke. Måske er spørgsmålet for stort. Måske har jeg - trods alt - indset, at det ikke bliver mig, der kommer til at ændre det. Måske er der alt for mange jordnære og konkrete bekymringer, som tager pladsen i stedet. I denne uge har jeg være bekymret over vejret. For den ivrige læser af denne klumme - hvis sådanne findes - kommer det ikke som en overraskelse, at jeg i foråret lagde en frygtelig masse fritid, blod, sved og tårer i et projekt i baghaven. Nye fliser, solide højbede og et drivhus erstattede det, jeg bedst kan beskrive som et post apokalyptisk vildnæs af en køkkenhave. Det er egentlig gået ganske fint siden. Det ser stadig pænt og ordentligt ud. Men jeg har ikke glemt, hvordan det gamle drivhus hele to gange er blevet sønderrevet af stormvejr. Så jeg bekymrer mig. Især i søndags, hvor jeg brugte en god del af formiddagen med at studere vejrudsigter og regne på vindretninger. Mon det nu kunne holde til det? Jeg gjorde ikke noget for at forstærke drivhuset. Jeg gik end ikke derud for at se, om vinduerne nu var ordentligt haspet. Jeg bekymrede mig bare. Det hele holdt til blæstens hærgen, men i stedet for at glæde mig over det, har jeg konstateret, at viden vist heller ikke var i den værste retning og at den nok heller ikke var så hård som ventet. Næste gang blæser det nok omkuld. I denne uge har vandet truet rigtig mange. Jeg bor tørt og langt fra både fjord og å, så jeg er ikke umiddelbart bekymret. Jeg er slet ikke sikker på, at jeg har psyken til at bo med sådan en evig trussel fra vandmasserne. Der er noget yderst ubehageligt ved de elementer af vores hverdag, hvor vi ikke kan gøre en forskel. Som når vandet stiger, og vi bare kan se på. I bedste fald kan vi udsætte det hele lidt med nogle sandsække, men hvis vandet bliver ved med at stige, taber vi til sidst. Det er derfor klimasikring som på havnen i Lemvig og den kommende sikring af Storå øst for Holstebro giver mening. De tekniske løsninger - om de så er højteknologiske eller helt simple - sparer os for store regninger, når vandet kommer. Og lige så vigtigt. De fjerner bekymringer. Det er jeg sikker på, at der er andre end mig, der har brug for. Og det er måske min store tro på teknologisk udvikling, der i virkeligheden holder mine bekymringer for klimaforandringer i skak. Nogen skal nok finde på noget, siger jeg til mig selv. Forleden læste jeg om en ny type solceller, som producerer elektricitet om natten. I mørke. Den tekniske forklaring skal jeg ikke rode mig ud i, men det handlede om at udnytte den effekt, der opstår, når dagens varme strømmer ud i atmosfæren igen om natten. Noget i den retning. Og så lidt ingeniør-trylleri og hokus pokus på toppen. Resultatet er en solcelle, som producerer strøm både dag og nat. En opfindelse, som helt sikkert havde virket som utopi for få år siden. Når jeg læser den slags, bekymrer jeg mig mindre - og drømmer om, hvad det næste bliver. Personligt ville jeg foretrække en sofapude, der producerer strøm, når man sidder på den og spiser kage. Eller en generator drevet af bekymringer.

Annonce