Annonce
Indland

Idealistisk tusindkunstner på egne veje

Gilbert Tourte/Reuters

Peter Gabriels alsidighed og hang til at være banebrydende og grænseoverskridende har givet ham en særlig position i musikhistorien. 13. februar runder han 70.


Den britiske sanger, komponist og multimediekunstner Peter Gabriel er en mand med en fantastisk stemme og noget på hjerte.

Annonce

Desuden er han symbol på en tid, hvor rocken var i stand til at redefinere populærmusikken. Torsdag den 13. februar fylder han 70.

Gabriel modtog for godt ti år siden den store svenske Polar Music Prize på en million kroner. For at være en "megafon for det globale samfund og dets mest uforfærdede kritiker." Hans kunst præsenterer os for verdensmusik i ordets mest meningsfyldte betydning, lød det.

Det begyndte i det legendariske britiske band Genesis, som Peter Gabriel i 1967 var med til at stifte.

Med ham som forgrundsfigur blev Genesis i 1970'erne en af Englands mest populære rockgrupper.

Gabriel skrev tekst og musik. Han skabte også gruppens sceneshows. De var snarere farvestrålende teater end klassiske rockkoncerter. Gabriel selv dukkede gerne op forklædt som solsikke eller iført et rævehoved.

Han forlod Genesis i 1975 for at blive solist. De følgende år udsendte han fire soloalbums med samme titel, "Peter Gabriel".

Et af dem rummer klassikeren "Biko". En ni minutter lang sang om mordet på det sydafrikanske antiapartheid-ikon Stephen Biko.

I 1986 toppede han USA-hitlisten med det dansante monsterhit "Sledgehammer". Videoversionen på MTV viste nye veje for samspillet mellem musik, tekst og det visuelle.

Et andet hit fra samme album var "Don't Give Up" – i hyperfølsom duet med en anden ener og multikunstner, Kate Bush.

Filmmusik mestrer han også og har modtaget både Cannes-palmer og Grammy for "The Last Temptation of Christ" og "Birdie".

Allerede i 1982 tog han for alvor springet fra kun at være rockmusiker til at være aktivist, inspirator, videopioner og innovator i udforskningen af multimediets muligheder.

Han stod bag Womad-festival (World Of Music And Dance), stiftede pladeselskabet Real World og fik status som den idealistiske populærkulturs tusindkunstner. Han har arbejdet intenst for udbredelsen af fremmede kulturer og vist stort socialt engagement.

Der blev til gengæld med tiden længere mellem pladerne fra den nu tyndhårede og gråsprængte kunstner.

Men blandt de senere og vellykkede udspil fra Gabriels hånd regnes "Scratch my back" med radikalt anderledes indspilninger af andre kendte kunstneres numre samt "New Blood" med tidligere Gabriel-numre genindspillet med stort symfoniorkester.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Annonce