Annonce
Danmark

Jasmin: Jeg skulle have haft en plejefamilie allerede som baby

Det bedste for mig ville have været, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder gammel, siger Jasmin Heilmann, der nu er 18 og læser HF i Thisted. Foto: Lea Milakovic Hansen
Jasmin skulle ikke være vokset op hjemme hos sin mor i Thisted. Allerede da hun var baby, stod det nemlig klart, at det ikke var et hjem for et barn, mener hun

Jasmin Heilmann elsker sin mor, fordi hun er kærlig og vil hende det bedste. Men moren er også alkoholiker, har svigtet igen og igen og har givet Jasmin en svær start på livet.

Jasmin elsker sin far, for han kaldte hende sin lille prinsesse, og han mente det. Men hun har ingen erindring om, at faren nogensinde boede sammen med hende og moren. Husker ham som en hyggelig mand, der sad og drak på pubben med de andre fiskere. Han var der ikke.

Det er sådan, det er: Børn elsker deres forældre, og forældre elsker deres børn. Selv i de mest udfordrede familier. Og sådan er det også for Jasmin.

Alligevel mener hun ikke, at hun skulle være vokset op hjemme hos sin mor i Thisted. Allerede da hun var baby, stod det nemlig klart, at det ikke var et hjem for et barn, mener hun

- Jeg er sikker på, det ville have været bedst for mig, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder. Det ville have givet mig de faste rammer og den tryghed og sikkerhed, jeg havde brug for siger Jasmin Heilmann.

Annonce

Alkohol

60.000 har en far eller mor, der har været indlagt med en alkoholrelateret lidelse.

Børn af forældre med alkoholmisbrug bliver fjernet fra forældrene fem gange hyppigere end børn fra familier uden alkoholmisbrug.

Kilde: Blå Kors

Var en lille voksen

Hun er 18 år i dag, og hun har haft sit at bøvle med. Men hun er alligevel nået til et sted i livet, hvor mange ting fungerer. Hun deler en lejlighed med sin bedste veninde, Freya, og de går i samme klasse på HF i Thisted. De to har kendt hinanden lige siden de var helt små. Siden dengang, Jasmin tit kom over til hende og fik den tryghed hos Freyas familie, som hun ikke fik, når det var for kaotisk derhjemme. Det var dengang, Jasmin var en lille voksen, fordi hendes mor ikke rigtigt var den voksne.

- Min mor var kærlig, og hun puttede mig og krammede mig. Hun fik også smurt madpakke og sendt mig afsted. Men så kom vennerne, og så var de tit fulde, når jeg kom hjem fra skole. Jeg havde mange bekymringer, man ikke skal have, når man er et barn, siger Jasmin Heilmann.

Det var heller ikke grøntsager og bøf, der prægede menuen hjemme. Tit hentede Jasmin mad på grillen. Der var meget Jasmin forsøgte at holde styr på.

- Hvis vi skulle nogen steder med toget, og hun røg og drak, selvom man ikke måtte, var jeg bekymret. Og når hun faldt i søvn, skulle jeg jo sørge for at vække hende, så vi kom af ved den rigtige station, siger hun.

Kunne ikke komme i pleje

Hendes daværende kommune, Hanstholm, som nu er en del af Thisted Kommune, vidste godt, at den var gal hjemme hos Jasmin. Hun kom i såkaldt aflastning allerede fra hun var fem måneder. Det vil sige, at hun et par weekender om måneden boede hos en stabil og normal familie. Men det var ikke helt nok.

- Min mor ville faktisk gerne have, at jeg kom i permanent familiepleje, men det ville kommunen ikke, siger Jasmin Heilmann.

Hun husker, hvordan sagbehandleren var hjemme hos dem, hvor problemerne og morens fuldskab ikke var til at overse. Men der skete ikke noget fra kommunens side.

Først da Jasmin var ni år, kom hun til at bo hos plejefamilien på fuld tid, og det var den samme familie, som hun var i aflastning hos. En familie med et stort hjerte, som har gjort en stor forskel for hende, siger Jasmin i dag.

- Jeg har haft en god barndom der. Det blev lidt sværere som teenager, men det er vidst meget almindeligt, siger hun.

Det bedste for mig ville have været, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder gammel, siger Jasmin Heilmann, der nu er 18 og læser HF i Thisted. Foto: Lea Milakovic Hansen

En mors kærlighed

Der er også andre årsager til, at Jasmin kan se fremad og tør drømme om at flytte til Aalborg og blive klar til at gå på universitetet. Måske blive noget inden for kommunikation. En af dem hedder Freya og veninden, bofællen og klassekammeraten, som har været der lige siden, de var små.

Jasmin har også været en del af Lær for Livet arbejder for at styrke anbragte børns læring og livsduelighed. Et fast mentor fra programmet er også blevet en nøgleperson i hendes liv.

Men først og sidst er der også en mor og en far, som har elsket hende, selv om de var ret dårlige til at være forældre.

Faren døde for nogle år siden, og ud over Jasmin efterlod han sig 13 andre søskende og en stribe ekskoner og -kærester.

Og så er der moren.

- Jeg måtte skære forbindelsen til min mor i et års tid, fordi jeg ikke kunne klare at blive skuffet, hver gang hun igen ikke kunne være sammen, som de havde aftalt. Vi fik heldigvis kontakt igen, og hun betyder meget for mig. Jeg snakker i telefon med min mor hver dag.

Det bedste for mig ville have været, hvis jeg var kommet til en fast plejefamilie, allerede da jeg var fem måneder gammel, siger Jasmin Heilmann, der nu er 18 og læser HF i Thisted. Foto: Lea Milakovic Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Danmark For abonnenter

Ikke alt skal gå til ældre, børn og handicappede: Borgmestre vil bruge udlignings-gevinst på skattelettelser

Annonce