Annonce
Navne

Jeg græder ikke ofte, men jeg græd, da min hustru fik konstateret kræft for tredje gang

Provst i Holstebro, Niels Arne Christensen, der er en habil bas-guitarist, ses her med sin Mørch-bas. Han spiller i øvrigt også kontrabas, men understreger, at "enten øver man flere timer om dagen, eller også forbliver det på et hygge-niveau, og der er jeg".  Foto: Morten Stricker
Provst Niels Arne Christensen ville egentlig have været arkæolog - eller skorstensfejer. Han holder af solnedgange over Ferring Sø, synes skuespilleren Bodil Jørgensen er sjov, og er en habil maler og bassist. Mandag den 10. januar fylder han 60 år.

60: Hvordan skal fødselsdagen fejres?

- Jeg havde forestillet mig noget større, privat; 80-90 mennesker til fest. Men efterhånden som november blev til december, kunne jeg godt se, at det ikke ville blive til noget. Så på selve dagen har jeg inviteret mine kolleger i sognet og provstiet. Vi bliver cirka 20 personer, som jo også i det daglige færdes sammen. Lørdag den 15. januar kommer de af mine børn, der er bosat i Danmark, samt svigerbørn, børnebørn og min søster og svoger. Nej, jeg har ikke lyst til at "lege fødselsdag" et halvt år efter selve dagen. Det kan da godt være, at der bliver en sommerfest - men ikke en fødselsdagsfest.


Hvornår i dit liv har du været mest lykkelig?

Annonce

- Jeg er faktisk lykkelig ret tit. Jeg oplever ikke lykke som noget, jeg skal tilstræbe, men som noget, der på forunderlig vis kommer som en gratis, vidunderlig ting i livet. Min kone og jeg har sammen købt en gård, Brændgaard ved Ferring Sø. Gården ligger lidt højt i terrænnet med udsigt til søen. At sidde på en stor kampesten for enden af ladegavlen og se en solnedgang i farver, man nærmest tror er løgn - dramatisk og næsten overeksponeret - over den turkisgrønne sø, det er et meget lykkeligt øjeblik. Men det kan også være noget, jeg læser, en forfatter som rammer livet, som for eksempel Jon Fosse eller Terje Vesaas. Eller det kan være et kunstværk, der giver mig en lykkefølelse. Det er lykke at blive grebet af noget udefra, som man ikke nødvendigvis selv har gjort noget for, men som kommer én i møde. Den daglige lykkefølelse med min ægtefælle. Eller glæden over mine børnebørn. Jeg har et barnebarn, der er infantil autist, og når han ser på mig og siger: "Jeg elsker tog" med den fuldstændige erkendelse af, at tog er det allerbedste i verden, så er det et lykkeligt øjeblik.

Jeg er faktisk lykkelig ret tit. Jeg oplever ikke lykke som noget, jeg skal tilstræbe, men som noget, der på forunderlig vis kommer som en gratis, vidunderlig ting i livet.


Hvad er din største frygt?

- Vi oplever frygt på forskellige måder i forskellige stadier af livet. Jo ældre, man bliver, jo mere bliver man konfronteret med ens egen dødelighed. Det kryber ind på dig, og du kan se, hvor du er i statistikken. Jeg har oplevet begge mine forældres død, og set hvad aldringsprocessen gør ved folk. Men jeg går nu ikke og frygter at blive ramt af alvorlig sygdom. Jeg tror faktisk, at noget af det, jeg frygter mest, er, at grundlæggende værdier som medmenneskelighed og forsonlighed udviskes. Jeg har en betænkelighed ved den stigende vrede i samfundet, hvor man - for eksempel via de sociale medier - anspores til at udtrykke sin modstand eller sin vrede. Der er brug for mennesker, der vil forsoningen. Jeg frygter, at vi går mod et mere og mere hårdt samfund, hvor alt skal optimeres og accelereres. Hensigten er måske god, men ender med at blive det modsatte: En svøbe, der griber os, og hvor vi bliver udbrændte, og glæden bliver taget ud af livet.


Hvornår græd du sidst – og hvorfor?

- Jeg er ikke et menneske, der græder tit. Jeg er på sin vis følsom, men det er sjældent, at det bliver til tårer. Jeg er ret sikker på, at sidst, jeg græd, var for tre år siden, da min hustru for tredje gang fik konstateret kræft. Det har været tre forskellige kræftformer med næsten ti års mellemrum. Jeg har kendt hende i 12 år og kun været gift med hende under den seneste kræftsygdom. Hun er raskmeldt nu - hun er megasej.


Hvilken salme vil du gerne have spillet til din begravelse – og hvorfor?

- "Hil dig, frelser og forsoner", nummer 192 i salmebogen. Den har et helt centralt, kristent budskab, og så handler den dybest set om Guds kærlighed, der kommer i Kristus. Som lykken, som vi talte om før, er Guds kærlighed en gave, man får uforskyldt, på trods. Salmen, der er oversat af Grundtvig på fornemste vis, handler om hjertets forandring - om at der nærmest skal en guddommelig blodtransfusion til, for at det hårde hjerte smelter.

- Hvad der kan få mig til at le? Litteratur - jeg kan godt sidde med en bog og klukle. Mine børnebørn kan også få mig til at le. Og skuespilleren Bodil Jørgensen. Hende elsker jeg. Hun boede i Vejen, og vi gik på gymnasiet i Kolding sammen. Jeg kan virkelig le af hendes monologer og dialoger, siger Niels Arne Christensen. Foto: Morten Stricker


Hvad er det tætteste, du har været på døden?

- Jeg har holdt både min mor og min far i hånden, da de døde. Og det var på hver sin måde en stærk oplevelse. Min mor kom i respirator og kunne ikke mere leve uden at være i den. Min far, min søster og jeg besluttede i samråd med lægerne, at vi gerne ville sidde ved hende, uden maskinen. Hun fik morfin, vi sang en salme, jeg lyste velsignelsen, og så sov hun lige så stille ind. Min far blev noget ældre, og frem til han var 93, havde han en knivskarp hjerne og vidste alt om sognets historie. En dag jeg kom på besøg og spurgte om noget historie-relateret, tøvede han og svarede: "Det kan jeg ikke huske". Det havde jeg aldrig hørt ham sige før, og jeg tænkte, om det måske var det første tegn? Det var det. Han fik både Alzheimers og vaskulær demens, og til slut en blodprop i hjernen, som fik ham indlagt på Vejle Sygehus. Min søster og jeg sad ved ham og snakkede om hans liv og vidste, at han ikke kom tilbage til os - og det havde vi fred med. Det var et langt, levet liv med en værdig afslutning. Han blev næsten 96.


Hvilket job forestillede du dig, at du skulle have, da du var barn?

- Åh, mange job! Jeg var et forfængeligt barn - og må vel erkende, at jeg til en vis grad også er forfængelig som voksen - og min første erindring er, at jeg ville være skorstensfejer! Jeg havde set mig varm på elegancen ved den høje hat, det sorte tøj og det udstyr, skorstensfejeren havde. Jeg er så også allergiker, og min mor forklarede, at skorstensfejer absolut ikke var et job for mig. Da jeg var ni-ti år gammel, fandt min mor et potteskår, der blev starten på en større udgravning på mine forældres jorde. Det viste sig, at der var en gravplads fra romersk jernalder. Det var i en periode, hvor man brændte folk, som vi også gør i dag, og Nationalmuseet udgravede omkring 50 grave med krukker. Jeg fik lov til at være med til at grave de fineste krukker ud med en lille graveske. Og så ville jeg være arkæolog! Vi har aldrig haft fjernsyn i mit hjem. I stedet blev søndagene brugt på, at vi gik i markerne og mosen og samlede oldtidslevn. Der var en boplads fra Ertebøllekulturen, som jeg samlede sten fra. Min mor registrerede alt. Hun var meget bevidst om, at hvis det skulle have interesse for museer, var det vigtigt, at man vidste, hvor det var fundet. Min stensamling, som faktisk blev katalogiseret af den kendte arkæolog fra Moesgaard, Søren H. Andersen, endte på Koldinghus. Men nu, hvor vi har talt om lykke, kan jeg da sige, at jeg nærmest var ør af lykke, da jeg trak en 20 centimeter lang flint flække op af mulden...

Niels Arne Christensen

Født 10. januar 1962 i Nagbøl ved Lunderskov.

Student fra Kolding Gymnasium.

1990: Cand. theol. fra Århus Universitet.

1990-2000: Sognepræst i Gudum-Fabjerg Pastorat, Lemvig Provsti.

1998-99: Diplomuddannelse i psykologi.

2000-2007: Sognepræst i Nørlem Pastorat, Lemvig Provsti.

1. januar 2008 -: Sognepræst i Holstebro Pastorat.

1. maj 2008 - : Provst for Holstebro Provsti.

Tildelt ridderkorset i 2015.

Bosat i Helgolandsgade, Holstebro, sammen med sin hustru, den 65-årige Lissy, der er kirke- og kulturmedarbejder i Måbjerg-Ellebæk sogne. Hun har tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.

Niels Arne har fire børn fra et tidligere ægteskab: Den 38-årige Maria, der bor i Holland og er mellemleder i H&M. Den 35-årige Dina, der bor i Halgård og er tandlæge i Vinderup. Den 32-årige Mads, der bor i Odense, er uddannet inden for folkesundhedsvidenskab og arbejder for Socialstyrelsen. Samt den 29-årige Johan, der bor i Edinburgh, Skotland, og er leder af Peter Schaufuss Balletten der.

Der er syv børnebørn i familien.


Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

- En af de vigtigste relaterer til min barndom, hvor vi ikke blev spurgt, om vi ville hjælpe til: Vi var simpelthen en vigtig del af den produktionsenhed, som husmandsstedet var. Jeg elskede ikke ligefrem at tynde roer ud, men arbejdet har efterladt noget i mig: At gå der i et arbejdsfællesskab med min far uden egentlig at snakke med hinanden - og opleve at være en del af en pagt og et fællesskab - gav en grundlæggende erfaring med vigtigheden af det, man gør sammen og det, som skal gøres. Det har betydning for et menneske - lige fra man er barn - at der bliver regnet med én.


Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

- At det hele kun handler om at få mindst 15 sekunders skærmtid...


Er der nogen, du har lyst til at sige undskyld til – og hvorfor?

- Jeg skylder vist min mor en undskyldning. Jeg har altid følt, at jeg mest lignede min far. Jeg havde stor respekt for ham og så op til ham, selvom jeg naturligvis også som teenager syntes, at han var pinlig - det skal man jo synes i den alder - mens jeg mere opfattede min mor som svag. Hun havde været ramt af engelsk syge som barn, og jeg havde mest blik for hendes svagheder. Da hun døde, sad jeg bagefter hos min søster og genså en lokal-tv-udsendelse, hvor mor fortæller om de arkæologiske udgravninger på vores jorde. Og hold da op, hvor var hun velformuleret og fastholdt i øvrigt journalisten i at holde en linje i interviewet. Vi bliver aldrig færdige med at forholde os til, hvordan vores forældre var, og jeg skylder min mor en undskyldning for, at jeg i mange år fastholdt hende i et billede, som ikke var fair.


Hvad er det bedste ved dit job?

- Sådan helt overordnet så tænk, at jeg kan få lov til at beskæftige mig med samfund, tro, værdier, kærlighed, sorg - alt det, der er vigtigt i livet - arbejdsmæssigt. Det er en gave. Noget af det, der gør størst indtryk på mig, er, at når det gælder begravelser, bliver jeg inviteret ind i folks liv og får lov til at gå en lille vandring med dem. Jeg får deres refleksioner med fuldstændig åben tillid. Jeg tager aldrig noter under sådan en samtale - jeg lytter, fordi det skal være en rigtig samtale - bagefter tømmer jeg hjernen og noterer det ned, der ikke skal blive i det fortrolige rum, men som kan bruges i begravelsestalen. For mig handler det ikke bare om at "få noget stof" til en begravelsestale. Det handler om, at de pårørende også får noget, de kan bære med ud fra kirken - begravelsestalen skal være livsbærende, altså bære livet for dem, der lever videre. Det er et kæmpe privilegie at få lov til at blive lukket ind i folks liv.

Annonce
Sport For abonnenter

Et kig ind i superligaklubbernes akademier: 13 vestjyske talenter står på spring til superligaen

Danmark

Søndagens coronatal: 42.018 coronasmittede - det næsthøjeste under epidemien

Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Søger løbende nye folk: Euro Industries har vokseværk

Sport For abonnenter

Slutspurt hjalp: Mange spillere vil med til indendørs fodboldturnering

Lemvig

Nu kan du blive coronavaccineret i Thyborøn

Lemvig

Nørre Nissum-pige blandt udstillerne på Museet for Religiøs Kunst: Dejligt at være tilbage

Kommuner tør ikke bygge vindmøller: V og K vil have Folketinget på banen

Holstebro For abonnenter

Gigt-patienten Per: At skulle vente fra august til februar på en undersøgelse - inden jeg overhovedet kommer videre til operationskøen - er helt skørt

Markedet for plantebaserede fødevarer skal vindes på smag: Plantekompagniet etablerer produktion for at kunne udvikle nye produkter

Navne For abonnenter

På denne måde burde alle forlade denne jord: ALS-ramte Knud-Erik Dam sagde tre ord, og tog så afsked med livet

Holstebro

Agnes og Esther uddeler p-bøder... som bilister bliver glade for

Dall: Messerschmidt skal æde skovsneglen

Lemvig

Nye kandidater til Lemvig Prisen og opbakning til allerede foreslåede kandidater

Søndag ifølge chefredaktøren For abonnenter

Bananen rådner videre, og vi er nødt til at tale om det

Vestjylland

Spurgt på gaden: Påvirker de stigende el-, benzin- og varmepriser din hverdag?

Annonce