Annonce
Navne

Mette er præst i Pinsekirken: - Jeg håber på, at jeg lever et smittende liv

- Pinsen er alle kirkers fødselsdag, siger hun og tilføjer, at det altså ikke er kirken som bygning, men kirken som bevægelse og fællesskab, der fejrer fødselsdag. Foto: Johan Gadegaard
41-årige Mette Villerup er fuldtidsansat som præst i Holstebro Pinsekirke - en kristen frikirke, der med 60 år på bagen, 55 betalende medlemmer og endnu flere brugere holder til i Allégade i Holstebro.
Annonce

Holstebro: Man er egentlig ikke i tvivl om, at det er en kirke, man er trådt ind i: De hvide vægge, vinduerne, der lukker masser af lys ind i rummet, lysestagerne og stolerækkerne.

Men meget er også anderledes end i Folkekirken:

Orglet er der ikke, men er erstattet af et keyboard, guitar og trommer. Præsten har ingen præstekjole på, men deltager i gudstjenesten i sit helt almindelige hverdagstøj, og døbefonten har helt andre - og langt større mål - end dem, vi kender fra Holstebro Kirke, Nørrelandskirken og alle de andre kirker i nærheden.

Vi befinder os i kirkerummet i Holstebro Pinsekirke på Allégade, og her er der tale om et dåbsbassin eller en dåbsgrav. I pinsekirken nøjes man ved dåben nemlig ikke med at hælde tre håndfulde vand ud over baghovedet på barnet: I pinsekirken foregår dåben ved fuld neddykning, som det var brugt blandt de første kristne.

Mere om pinsekirken i Holstebro

Holstebro Pinsekirke begyndte i 1960 med en mindre gruppe kristne, der mødtes i private hjem for at have fællesskab og bede.

Gruppen blev så fasttømret, at den blev en menighed.

I 1968 købte menigheden en bygning på Trekronervej, som blev den første kirkebygning.

Bygningen på Trekronervej blev for lille, og i 1989 flyttede kirken til Allégade 2 - et gammelt frølager, som blev bygget om til kirkesal, pedellejlighed og et kollegium med fire udlejningsværelser.

I 1990 købte kirken Allégade 1, som blev bygget om til en café, kontorer og udlejningsværelser.

Perioden fra 1991 til 2000 blev præget af to splittelser, hvor en mindre gruppe af kirkens medlemmer meldte sig ud.

Fællesskabet blev mærket af tabet, men i 1992 fik kirken en ny, ung præst, som satte en ny kurs for kirken. Nøgleordet var, at kirken skulle være åben og relevant for sin tid.

I dag har kirken ansat en præst på fuld tid og en deltidsansat sekretær. Desuden er der mange frivillige.

Kirken har stadig udlejningsværelser og pedellejlighed over kirken, men ellers bliver kirkens bygninger brugt næsten alle ugens dage af kirkens voksne og børn.

Kilde: Holstebro Pinsekirke.

Annonce

Kirkens fødselsdag

Dåben er heller ikke som i Folkekirken mest brugt til de små børn. I Pinsekirken døber man voksne og lægger vægt på troen på Jesus som en personlig frelser for det enkelte menneske.

- Eller det behøver nu ikke at være voksne. Vi døber, når man føler sig klar til at tro. For os er det en personlig overbevisning at blive døbt: Den troendes dåb, forklarer Mette Villerup, der er pinsekirkens præst og kirkens eneste fuldtidsansatte medarbejder.

På søndag er det pinsedag og på mandag anden pinsedag, og hvem er vel nærmere til at give sit bud på, hvorfor vi fejrer den religiøse højtid end pinsekirkepræsten:

- Pinsen er alle kirkers fødselsdag, siger hun og tilføjer, at det altså ikke er kirken som bygning, men kirken som bevægelse og fællesskab, der fejrer fødselsdag.

- Vi fejrer, at Jesus igen tager bolig her på jorden gennem sin ånd. For selv om vi ikke kan se ham, så er han her. Helligånden viser Jesu' kærlighed gennem sin ånd, og til verden gennem sit legeme: Kirken, forklarer Mette Villerup, der har sat sig midt i kirkerummet på én af de sorte stole.

Stolene er stillet op med afstand: Klar til at tage imod kirkegængerne for første gang siden corona-nedlukningen.

Annonce

Fandt sin egen tro

41-årige Mette Villerup er vokset op ude på landet mellem Tvis og Sørvad.

- I et hjem, hvor det var naturligt at tale om tro og eksistens, og det var båret af de værdier, som mine forældre fandt i kristendommen, siger Mette og fortæller, at et nøgleord i barndomshjemmet var gæstfrihed.

- Der var altid plads til én ved bordet, som ikke lignede os andre, forklarer hun.

Hendes religiøse valg er præget af, at hendes mor på et tidspunkt fik et nyt og bedre liv, da hun mødte Jesus, som Mette udtrykker det.

- Jeg havde brug for at finde min egen tro, siger Mette, der fandt et ståsted i Pinsekirken, hvor hendes mor også er med i menigheden.

Mette Villerup blev i 2004 uddannet som lærer på seminariet i Nørre Nissum, og på det tidspunkt var hun stærkt involveret i et projekt, hun ledte sammen med andre unge fra kirken. Projektet hed 180, og det henvendte sig til børn og teenagere i blokkene i Trekantsområdet i Holstebro.

- Jeg har evnen til at sætte ting i gang og til at motivere og lede frivillige, fortæller Mette.

Annonce

Ude på landet

De evner så kirken også. Hun blev tilbudt et halvtidsjob i kirken, mens den anden halvdel af arbejdstiden blev brugt som lærer på Den Kristne Friskole.

Og da kirken i 2007 stod og manglede en præst pegede pilen på Mette Villerup, der blev fuldtidsansat - og i det job har hun arbejdet siden.

- Jeg elsker mit job og føler mig meget privilegeret ved at kunne arbejde med tro og eksistens og tale om Gud og kærlighed - og ved at kunne vandre et stykke ad vejen sammen med andre mennesker. Tænk, det får jeg penge for, smiler præsten.

Holstebro Pinsekirke arrangerer blandt andet også legestue for mødre og fædre sammen med deres børn.

- Jeg elsker børn, og det er helt fantastisk at møde helt almindelige børn og voksne, der er optaget af, hvad livet går ud på. Det gør mig glad, konstaterer Mette, der selv står for legestuen om tirsdagen.

Børn er der også i privatlivet. Sammen med sin mand og tre drenge på seks, ni og ti år bor hun ude på landet ved Idom.

- Jeg elsker det område og kunne ikke forestille mig at bo andre steder, siger hun og fortæller, at familien bruger og nyder naturen meget.

Annonce

En gavmild kirke

Holstebro Pinsekirke har ifølge Mette Villerup samme kristne grundlag som Folkekirken.

- Men vi lægger vægt på, at Guds kærlighed kan erfares. Ånden giver et indre liv, der giver troen liv - noget spirituelt, der kan mærkes som fred glæde og kærlighed, forklarer Mette.

Pinsekirken er en frikirke, der er 100 procent selvfinansierende. Kirken har cirka 55 medlemmer, der betaler til kirkens drift og andre udgifter. Men der er ikke et fast kontingent.

- Nogle giver meget, andre betaler lidt. Vi tjekker ikke, hvad folk betaler, siger Mette og fortæller, at der er dem, der betaler ti procent af deres indkomst til kirken - det, der i gamle dage hed tiende. Og andre giver slet ikke.

Sammen med de fast betalende medlemmer er der en fast kreds omkring kirken på omkring 70 voksne og en masse børn. Pinsekirken er nemlig en ung kirke.

- Vi har kun få pensionister - dem savner vi nogle flere af, siger præsten.

Pinsekirken har også har en masse frivillige hænder til rådighed.

- Det er en meget gavmild kirke, konstaterer Mette og hentyder dermed til både tid og økonomi.

Annonce

Et smittende liv

Fællesskabet er en vigtig del af kirkelivet på Allégade.

- Alle bidrager og tager del i gudstjenesten, der er lidt mere afslappet end i Folkekirken, mener Mette, der fortæller, at fællesskabet blandt andet også byder på fælles måltider i caféen.

Hun ryster på hovedet af spørgsmålet, om kirken er for en lukket kreds.

- Vi inviterer gerne andre ind i vores fællesskab, og vi er på ingen måde lukket, siger hun og ryster endnu en gang på hovedet til spørgsmålet, om kirken aktivt går ud og hverver nye medlemmer.

Mette Villerup har en helt anden opskrift:

- Jeg håber, jeg lever et smittende liv, for det er mere inviterende end noget andet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce