Debat

Jeg har aldrig følt ubehag ved højere skat - den går til fællesskabet

I valgkampen bedyrede den ene fløj af partier hele tiden nødvendigheden af, at landet har brug for borgerlig, konservativ eller liberalistisk politik, hvori man aldrig sammen med disse betegnelser også bruger ordet social, og endda to nye, der i min optik er garanter for depravation.

Jeg er født lige inden 2. verdenskrig ramte Danmark, og altså opvokset i efterkrigsårene, hvor ordet 'velfærd' kun var for dem, der havde midler til fænomenet. Med to søskende og en syg mor, der var enke, var den nærmest opnåelige hjælp noget, man dengang benævnte ”fattiggård”. At gå sulten i seng og have en så fattig mor, der ofte brugte fattighjælpen på havregryn og mælk for at mætte fire slunkne maver (i stedet for til bl.a. sin medicin), har nok dybest set været allerværst for hende. Jeg er den dag i dag ikke i tvivl om, at jeg nok ikke har kunnet skrive disse linjer, hvis ikke vi havde haft naboer, som altid var klar til at hjælpe, når nøden var allerstørst.

Opvæksten fra ti-årig indtil lærlingeårene bestod af at være bydreng og om morgenen fra klokken fem at bringe mælk ud, derefter inden skolegang at gå en avisrute; efter skolegang bydreng hos en købmand, hvor alle lønninger gik til husholdningen.

Denne opvækst gav mig lyst til at vide noget om politik og blev især næret af vores svenderepræsentant i typografernes lærlingeklub, som var stor fortaler for Aksel Larsens nystartede SF. Det var dog Jens Otto Krag, der fik mig overbevist om, at Socialdemokratiet var min politiske platform. Dette ståsted har jeg beholdt lige siden.

Som udlært deltog jeg aktivt, når arbejderbevægelsen gik på barrikaderne for at opnå sociale fremskridt, og ser i dag med glæde tilbage på mange af de forbedringer inden for det, vi i dag betegner velfærd. Vi kæmpede mange år for, at en længere uddannelse var noget, som ikke kun var opnåeligt for dem, der havde råd. I de mange år, hvor de forskellige regeringer bestod af politiske partier, hvis navne ikke indeholder ordet social, vil jeg vove den påstand, at hvis ikke fagbevægelsen havde holdt sammen, var der i dag langt færre grupper, der nyder godt af love og bestemmelser, selv om tendensen desværre de senere år har bevæget sig i retning af mere egoisme end solidaritet.

”Et Danmark hårdt plaget af skatter og afgifter” er en vending, der ret ofte bruges i æteren og i de skrevne medier af redaktører og i læserbreve. Og flest gange med en endnu værre konstatering: ”Verdens højeste skatter”.

Fra 1981 til 2002 havde jeg mit eget firma, og som følge af dettes overskud kunne jeg hver måned have givet mig en løn, der var højere end gennemsnittet hos ”arbejderne” – selv om jeg også skulle aflevere mere til fællesskabet; men jeg har aldrig følt så stort ubehag ved denne højere beskatning, som mange af førnævnte skribenter har. At rigtig mange i dag (og det er da kun godt) får udbetalt fra ca. 30.000 kroner og endnu mere efter at have betalt skat, er i min verden utopi og slet, slet ikke noget, jeg selv har prøvet.

JydskeVestkysten skrev 10. juni i en leder bl.a. ”…alt efter hvilket parti, der er tale om, er der forskellige bud, men nogenlunde fælles er, at Enhedslisten, SF og De Radikale smider om sig med skatter og afgifter! … det er i sig selv bekymrende for et i forvejen brandbeskattet folkefærd”.

Jeg mangler helt klart en forklaring på, at ”det brandbeskattede folkefærd” derved får mere velfærd. For også vellønnede redaktører kan ikke bortforklare et faktum: At den brandbeskattede A-gruppe trods alt har flyttet sig yderligere væk fra B-gruppen. Jeg tvivler meget stærkt på, at folk fra A-gruppen ligesom undertegnede pensionist kun har fået en lønforhøjelse i år på 18 kroner om måneden. Da jeg så, at jeg har fået 'lønforhøjelse', besluttede jeg at ville smovse hver søndag ved at købe mig et friskbagt rundstykke.

Men beløbet rækker kun til at kunne gøre det tre søndage i måneden, sådan noget frås koster jo seks kroner pr. gang.

Erik Sørensen
0/0

Tophistorier

Annonce
Leder For abonnenter

Sund fornuft fra borgmesteren

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Siden finanskrisen: Lemvig i top tre over økonomisk vækst

Sport

Riis har lukket Handbergs cykelhold: Det er vemodigt, men jeg er på ingen måde overrasket

Lemvig For abonnenter

Miljøtilladelse til smågrise-producent skal diskuteres i byrådet: Naboer vil have sagen i ny høring

Tophistorier

Lemvig

Viceforstander takker af efter 37 år

Søndag ifølge For abonnenter

Søndag ifølge chefredaktøren: Turismen er naturens ven - og fjende

Det er en kæmpe turistfælde. Vi kalder det "Cash Point Charlie" i stedet for "Check Point Charlie". Det er et tivoli, som kun handler om at tjene penge. Ordene falder cirka 550 kilometer i fugleflugt fra Husby, men sender for en kort bemærkning mine tanker hjem til Nordvestjylland og til en sag, der lige nu optager sindene i det yderste af Holstebro Kommune. Det vender vi tilbage til. Ordene kom fra guiden på en rundvisning til en række af Berlins seværdigheder. Et besøg i den tyske hovedstad efterlod mig i denne uge med lidt tid til at agere turist. Og lige der - midt i verdenshistorien - mellem mindesmærker, monumenter og rester af muren gik jeg og tænkte på de mange turister, som i de kommende uger besøger Nordvestjylland. Hvad kommer de egentlig efter? Og finder de det? I Berlin var indignationen hos guiden tydelig. De seneste års ændringer af hans by var ikke helt efter hans hoved. Utilfredsheden var skjult under et lag af humor, men umulig at overse. Han lod forstå, at bystyret i udviklingens og især turismens navn havde givet køb på for meget. Midt i fortællingen om, hvordan presset på tyskerne efter første verdenskrig gav grobund for nazismens fremmarch falder endnu en stikpille: "De demokratiske værdier i Berlin er stadig til salg - man lejer et par pandaer fra det kinesiske regime for at skabe fornyet interesse om byens gamle zoologiske have." Alt for turisterne. Og for deres penge. Med Berlin i bagspejlet slog det mig, at selv om jeg havde brugt et par dage i en af verdens mest interessante byer - historisk set - var det naturen, der havde efterladt det største indtryk. Ligesom herhjemme var Tyskland nemlig ramt af massive skybrud i denne uge. Berlin i en størrelse, der sjældent ses. Et tordenvejr med 35.000 lynnedslag og kortvarig undtagelsestilstand i en del af byen stjal opmærksomheden. Det var råt, ubarmhjertigt og en samtidig en fascinerende demonstration af naturens kræfter. Her vender vi tilbage til Husby. For selv om vi også har vores vejr at slås med - bare spørg folkene bag lørdagens Rock i Holstebro - så er vores klima for det meste fredsommeligt. Måske lige med undtagelse af vestenvinden og den barske natur ved kysten. Og det er netop naturen, som er årsag til, at især tyskerne kører nordpå og holder sommerferie her hos os. Turismen er et vigtigt erhverv med et indbygget, kronisk dilemma. Hvis man tilgodeser nogle turister, ødelægger man måske noget for andre - eller for lokalbefolkningen. Det er netop det dilemma, som for tiden optager sindene i Vester Husby. Skal man tillade en udstykning af nye sommerhusgrunde i Græm Kær, eller skal naturen genoprettes i de dyrkede arealer? Eller skal man have en kombination af begge dele. Der er helt sikkert penge i et nyt sommerhusområde. Penge til dem, der udstykker grunden. Til dem, der skal bygge husene. Og til dem, der lever af turisterne i sidste ende. Men det betyder ikke, at det er en fornuftig eller lukrativ løsning på længere sigt. Frygten hos mange er, at naturen bliver misbrugt i turismens navn, og at det hele ender som et nyt Søndervig - eller det, der er værre. Bekymringerne er forståelige, og politikerne skal tænke sig godt om. For udviklingen må heller ikke gå i stå. Uanset beslutningen vil det kræve mod at træffe den. Og det er næppe vores generation, der kommer til at dømme, om den var rigtig eller forkert. Turisterne er kræsne - og forskellige. For nogle er det lykken at sidde i eget selskab på en fredfyldt plet med en økologisk appelsinvand i hånden og tælle benene på et tusindben. Andre skriger på action og oplevelser. Nogle vil det rustikke - andre søger luksus. Nordvestjylland tilgodeser lidt af det hele. Men vi, der bor her hele året, har det nok mest som guiden i Berlin. Vi skal helst kunne genkende vores by og lokalområde. Udviklingen skal ske med respekt for alt det unikke. Det kan ikke erstattes.

HB For abonnenter

HB videre efter overtids-drama: Én kamp fra at indløse billet til jyllandsserien

112 For abonnenter

Formand for dyreværnsforening: Det største svineri mine frivillige har set

Annonce