Annonce
Debat

Jeg har aldrig følt ubehag ved højere skat - den går til fællesskabet

I valgkampen bedyrede den ene fløj af partier hele tiden nødvendigheden af, at landet har brug for borgerlig, konservativ eller liberalistisk politik, hvori man aldrig sammen med disse betegnelser også bruger ordet social, og endda to nye, der i min optik er garanter for depravation.

Jeg er født lige inden 2. verdenskrig ramte Danmark, og altså opvokset i efterkrigsårene, hvor ordet 'velfærd' kun var for dem, der havde midler til fænomenet. Med to søskende og en syg mor, der var enke, var den nærmest opnåelige hjælp noget, man dengang benævnte ”fattiggård”. At gå sulten i seng og have en så fattig mor, der ofte brugte fattighjælpen på havregryn og mælk for at mætte fire slunkne maver (i stedet for til bl.a. sin medicin), har nok dybest set været allerværst for hende. Jeg er den dag i dag ikke i tvivl om, at jeg nok ikke har kunnet skrive disse linjer, hvis ikke vi havde haft naboer, som altid var klar til at hjælpe, når nøden var allerstørst.

Opvæksten fra ti-årig indtil lærlingeårene bestod af at være bydreng og om morgenen fra klokken fem at bringe mælk ud, derefter inden skolegang at gå en avisrute; efter skolegang bydreng hos en købmand, hvor alle lønninger gik til husholdningen.

Denne opvækst gav mig lyst til at vide noget om politik og blev især næret af vores svenderepræsentant i typografernes lærlingeklub, som var stor fortaler for Aksel Larsens nystartede SF. Det var dog Jens Otto Krag, der fik mig overbevist om, at Socialdemokratiet var min politiske platform. Dette ståsted har jeg beholdt lige siden.

Som udlært deltog jeg aktivt, når arbejderbevægelsen gik på barrikaderne for at opnå sociale fremskridt, og ser i dag med glæde tilbage på mange af de forbedringer inden for det, vi i dag betegner velfærd. Vi kæmpede mange år for, at en længere uddannelse var noget, som ikke kun var opnåeligt for dem, der havde råd. I de mange år, hvor de forskellige regeringer bestod af politiske partier, hvis navne ikke indeholder ordet social, vil jeg vove den påstand, at hvis ikke fagbevægelsen havde holdt sammen, var der i dag langt færre grupper, der nyder godt af love og bestemmelser, selv om tendensen desværre de senere år har bevæget sig i retning af mere egoisme end solidaritet.

”Et Danmark hårdt plaget af skatter og afgifter” er en vending, der ret ofte bruges i æteren og i de skrevne medier af redaktører og i læserbreve. Og flest gange med en endnu værre konstatering: ”Verdens højeste skatter”.

Fra 1981 til 2002 havde jeg mit eget firma, og som følge af dettes overskud kunne jeg hver måned have givet mig en løn, der var højere end gennemsnittet hos ”arbejderne” – selv om jeg også skulle aflevere mere til fællesskabet; men jeg har aldrig følt så stort ubehag ved denne højere beskatning, som mange af førnævnte skribenter har. At rigtig mange i dag (og det er da kun godt) får udbetalt fra ca. 30.000 kroner og endnu mere efter at have betalt skat, er i min verden utopi og slet, slet ikke noget, jeg selv har prøvet.

JydskeVestkysten skrev 10. juni i en leder bl.a. ”…alt efter hvilket parti, der er tale om, er der forskellige bud, men nogenlunde fælles er, at Enhedslisten, SF og De Radikale smider om sig med skatter og afgifter! … det er i sig selv bekymrende for et i forvejen brandbeskattet folkefærd”.

Jeg mangler helt klart en forklaring på, at ”det brandbeskattede folkefærd” derved får mere velfærd. For også vellønnede redaktører kan ikke bortforklare et faktum: At den brandbeskattede A-gruppe trods alt har flyttet sig yderligere væk fra B-gruppen. Jeg tvivler meget stærkt på, at folk fra A-gruppen ligesom undertegnede pensionist kun har fået en lønforhøjelse i år på 18 kroner om måneden. Da jeg så, at jeg har fået 'lønforhøjelse', besluttede jeg at ville smovse hver søndag ved at købe mig et friskbagt rundstykke.

Men beløbet rækker kun til at kunne gøre det tre søndage i måneden, sådan noget frås koster jo seks kroner pr. gang.

Erik Sørensen
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Vindagen markeres i marken

Lemvig

Jobprojekt hjælper i arbejde

Leder For abonnenter

Tak for havefesten

18 år blev det til. 18 år med guitarsoloer, fadøl og festglade mennesker. År med solskin og overskud, men til sidst også for mange år med regnvejr og underskud, og nu er det slut med Rock i Holstebro. Det kan man begræde herfra og til al evighed. I sidste ende var det dog publikum som svigtede, og kombinationen af flere år med dårligere regnskaber var mere end en-dags-festivalen kunne klare. Det er altid trist, når noget, der engang var stort, må lukke og slukke. Mange har erindringer og oplevelser bundet op i arrangementet – ja nogle har måske endda mødt deres udkårne på festivalpladsen, til tonerne af nogle landets mest populære kunstnere. For andre har det været en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man mødte alle de mennesker, man ikke lige fik set nok til i en travl hverdag. Det var ikke uden grund, at det blev kaldt Nordvestjyllands største havefest, der dog de sidste år blev mindre og mindre, mens arrangørerne kæmpede en hård kamp for at skabe et økonomisk bæredygtigt projekt, hvor der var en sammenhæng mellem det musikalske ambitionsniveau og publikums interesse. De kommende dage vil det sikkert være mismodet, der fylder mest - og skuffelse over, at det i sidste ende ikke lykkedes at finde en aftale med kreditorerne, så festivalen fik lige en chance mere til for at bevise sin levedygtighed. Men det ændrer ikke på, at Rock i Holstebro i mange år lavede Nordvestjyllands største fest. Der var år, hvor tilskuertallet nåede op over 10.000, og hvor ikke bare gæsterne fik en fed fest; der var også penge at tjene for de frivillige foreninger, der bidrog til, at festivalen kunne afholdes. Det ville naturligvis være lettere, hvis der ikke var konkurrence, og Rock i Holstebro kunne have koncertmarkedet næsten for sig selv. Men der er i dag kommet et langt større udbud af koncerter og arrangementer året rundt, hvilket kun er positivt for det musikelskende publikum. Tilbage er bare at sige tak for festen og kampen. Og hvem ved, måske der af asken fra Rock i Holstebro vokser nye initiativer frem.

Annonce