Annonce
Livsstil

- Jeg kan leve længe på bare 10 minutters koncert

Nikolaj Christensen. Foto: Adam Grønne/People'sPress

Mig og kulturen: Nikolaj Christensen

Hvad bidrager kulturoplevelser med i dit liv?

- Helt generelt kan man sige, at det er enormt vigtigt for mig, fordi det giver mig nogle flere kasser, jeg kan bygge videre på og stille mig op på. Det er en vej til at få nye idéer eller komme i kontakt med flere følelser. Men sandheden er også, at jeg ikke behøver så meget input. Jeg er hypersensitiv, så jeg kan leve længe på bare 10 minutters koncert - altså, hvis det har været godt. Jeg har også tit oplevet, at efter kort tid så kan jeg ikke mere. Så er jeg simpelthen fyldt op, og så går jeg.

Hvilken bog eller hvilket blad har givet dig en god oplevelse?

- Jeg er meget begejstret for forfatteren Stine Pilgaard og især hendes første bog, der hedder ”Min mor siger”. Den er virkelig god og meget, meget sjov. Den er skrevet i et let sprog, næsten Femina-agtigt, bare bedre. I den modsatte ende er Naja Marie Aidts bog ”Har døden taget fra dig, så giv det tilbage”, der handler om tabet af hendes søn. Det er en af de allerbedste bøger, jeg har læst, fordi den holder tungen lige i munden samtidig med, at den er så følelsesmæssig voldsom. Hun formår ligesom at være helt ærlig og tage det roligt på samme tid, og det gør, at man kan holde ud at læse det.

Hvilket album eller hvilken koncert vil du gerne høre igen?

- Jeg kunne godt tænke mig at genhøre Lars H.U.G.’s sidste koncert i Vega for et par år siden. Det var lige efter min egen store krise, hvor jeg ikke havde hørt musik længe og i øvrigt heller ikke rigtigt havde været ude, men jeg skulle senere spille med Lars’ guitarist og var nysgerrig efter at høre ham. Jeg blev der i hele 20 minutter, fordi det var så fantastisk. Lars H.U.G. virkede både rørt og glad, fordi folk viste, at de kunne lide ham, og det smittede ligesom. Men jeg så jo kun en femtedel og ville gerne have set lidt mere. En anden oplevelse var på Roskilde Festival tilbage i starten af 1990’erne, hvor en kæreste havde skaffet mig ind backstage, så jeg så både Billy Idol og Iggy Pop helt tæt på, men fra siden. Jeg kunne godt tænke mig at gense Iggy Pop og især med den alder, jeg har nu, fordi jeg har fået øje for nogle helt andre ting, og han kan altså nogle tricks. Det er godt at have forbilleder, som man kan drømme, at man er.

Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

- Jeg vil egentlig hellere komme med en anbefaling, nemlig serien ”Mike Judge Presents: Tales From The Tour Bus”. Der er seks afsnit i hver sæson, og hver sæson fortæller om en række personligheder fra en musikgenre. Første sæson fortæller for eksempel om nogle af personlighederne inden for country. Anden sæson handler om funk-musikere. Det særlige er, at fortællingerne er animerede, og det, at det er lavet om til små tegnefilm, gør, at man oplever det på en helt anden måde og får indblik i nogle historier, man aldrig har hørt om før.

Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker du tilbage på?

- Her kommer jeg til kort, for jeg bryder mig virkelig ikke om museer.

Hvilket design eller kunsthåndværk sætter du mest pris på?

- Guitarer har altid spillet en stor rolle i mit og mine bekendtes liv. På en måde kan man godt nøjes med én guitar i sit liv, men man bliver hele tiden forelsket i andre - i deres form og farver og knapper og bling-bling og måden, de er slidt på. En guitar, der er slidt på den helt rigtige måde, er helt fantastisk. Faktisk er det slidte look så eftertragtet, at de er begyndte at lave nye guitarer, der hedder ”Road Worn”. De koster det hvide ud af øjnene, men man betaler nok også for at ligne en erfaren musiker, når man står der på scenen med sin slidte guitar. Jeg kunne ikke drømme om at købe sådan en. Til gengæld behandler jeg mine guitarer virkelig dårligt. I min bog fortæller jeg blandt andet om, hvordan jeg på et tidspunkt stoppede med at lave musik og besluttede mig for at sælge alle mine guitarer. Også fordi jeg var på røven. Det var meget sorgfuldt og slet ikke til at holde ud. Jeg havde jo i virkeligheden forestillet mig, at mine guitarer skulle gå i arv til mine børn, og så solgte jeg dem bare! Nu har jeg så været rundt for at købe dem tilbage.

Hvilken kulturoplevelse drømmer du om at få mere tid til?

- Fordi jeg tager så meget ind og hurtigt får nok, må jeg sige, at jeg faktisk føler mig ret godt dækket ind.

Hvad er den værste kulturoplevelse, du har haft?

- Det ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, hvad der har været den bedste. Engang i begyndelsen af 1980’erne skulle jeg mødes med nogen inde i København og gik forbi Rådhuspladsen. Og fandeme om der ikke stod et band på en scene og spillede! Klokken 22 om aftenen! Det viste sig at være et band ved navn Dr. Dopo Jam. Det var sådan noget syre-funk-rock, og de var klistret ind i sådan noget orange Halloween-spindelvæv, der gik hele vejen op til tårnet. Så på en måde var det også en kunstinstallation. Det føltes, som om det kun var dem og mig. Det var helt fantastisk.

---

Fakta: Blå bog

Nikolaj Christensen (f. 1966) begyndte allerede som femårig at underholde med sin guitar, fra sit 15. år skrev han egne sange, og op gennem 1980’erne stod han i front for en række bands. Det var under en af de mange koncerter på Københavns spillesteder, at han blev spottet af en talentspejder og endte med at få en solokontrakt. Det resulterede i debutalbummet ”Piloter”. Op gennem 1990’erne og det efterfølgende årti udgav Nikolaj Christensen flere plader i forskellige bandkonstellationer. Efter udgivelsen af ”Valby Town” i 2010 besluttede han sig for at holde en pause med musikken, men årene, der fulgte, var prægede af angst og depression. Livsglæden er dog for længst kommet tilbage, og det samme er lysten til at spille musik. Nikolaj Christensen er aktuel med selvbiografien ”Pilot”, der er skrevet i samarbejde med Jakob Fälling og udgivet på forlaget People’sPress.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

VLTJ må klare sig uden reservetog

Lemvig

500 besøgte varmeværket

Annonce