Holstebro

Karina kæmper stadig - men nu spiser hun rugbrød

Karina Orbitsø har kæmpet med en spiseforstyrrelse hele sin ungdom og voksenliv. Nu har hun endelig fået brudt den onde cirkel. Foto: Mette Mørk

Karina Obitsø har kæmpet mod vægten hele sit ungdoms- og voksenliv. Det gør hun stadig, men hun er ikke længere slave af afføringsmidler og spiser almindelig mad.

Holstebro/Hornsyld: 30 kilo.

Det er en vægt, der er okay, så længe man går i en af de yngste skoleklasser og lige akkurat er høj nok til at prøve alle de fedeste forlystelser i Disneyland.

Men ikke for en voksen kvinde, der er fyldt 32 år og måler 1,70 i højden.

Ikke desto mindre var det, hvad der var af Karina Obitsø for godt et år siden.

Aldrig har hun været så langt nede.

Karina Obitsø. Klinger navnet bekendt?

Det er der én årsag til. Den anoreksi- og bulimiramte kvinde fra Holstebro har flere gange, med års mellemrum, indviet offentligheden i hendes kamp. Kampen mod de kilo, der er blevet ved med at rasle af koglerne i stedet for at bygge de muskler op, der har forladt hende. Og kampen mod systemet for at få den hjælp, som hun hungrede efter.

Lavpunktet, de 30 kilo, svandt hun ind til, da hun flyttede fra Holstebro til Hornsyld - og ind på bostedet Sønderparken.

- Det var et nyt sted. Jeg havde svært ved at komme i gang og finde fodfæste. Det var hårdt, indrømmer Karina.

Det eneste, hun havde med sig, var sig selv, anoreksien, bulimien og malteserhunden Bella.

Sønnen Oliver efterlod hun hjemme i Holstebro, hos hans far.

Men det var det rigtige for den unge mor. At komme væk fra botilbuddet i Fredericiagade, hvor hun var den eneste med en spiseforstyrelse.

I Sønderparken bor hun sammen med artsfæller. Seks kvinder i alderen 20 til 50 år, som også har forbudt sig selv at spise.

- Vi kan bakke hinanden op, hjælpe og støtte hinanden. Det gør en stor forskel, for vi har det alle sammen svært med det, vi skal gennemgå med måltiderne.

Hvorfor er det så svært for dig at indtage føde?

- Jeg er bange for, hvordan jeg har det efter et måltid - om jeg føler mig alt for mæt og oppustet. Det væmmes jeg ved. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan synes, det er dejligt. Det er så ubehageligt, synes jeg, og én af de ting, jeg skal lære - at det kun er en følelse, og at den går væk igen, erkender Karina Obitsø.

- Jeg er bange for, hvordan jeg har det efter et måltid - om jeg føler mig alt for mæt og oppustet. Det væmmes jeg ved. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan synes, det er dejligt. Det er én af de ting, jeg skal lære - at det kun er en følelse, og at den går væk igen.

Karina Obitsø, der lider af en spiseforstyrrelse.
De seneste fire måneder har Karina spist almindelig mad. Men det fungerer kun, fordi det er en én til én situation. Der kommer en medarbejder fra bostedet på helt faste tidspunkter, som ikke bare overvåger, men spiser sammen med Karina. "Jeg kunne simpelthen ikke spise, når der er andre, der kigger på mig. Jeg kan egentligt godt lide mad, og jeg er vild med alle de krydderier og smage, jeg får nu, men jeg har i så mange år ikke givet mig selv lov til at spise, så det er ret grænseoverskridende, fortæller hun. Foto: Mette Mørk

***

Hun var kun 10-11 år, da hun begyndte at udvikle et sygeligt forhold til sin krop. I særdeleshed til sin mave. Var den nu flad nok? Nej, det var den aldrig, så hun måtte lade være med at spise. Sprang morgenmaden over. Så frokosten. Til sidst aftensmaden.

Som voksen kæder hun spiseforstyrrelsen sammen med en barndom, hvor hun ikke rigtigt trivedes nogen steder. I skolen var det svært i timerne, og i frikvartererne blev hun mobbet. De andre piger kunne ikke tåle hende. Sagde, at hun havde en stor røv. Det havde Karina ikke. Hun var normalvægtig. Måske var hun for køn?

Derhjemme havde hun det heller ikke godt. Hendes forældre skændtes meget, og faren drak for meget.

Behovet for kontrol voksede som en kræftknude inde i Karina.

- Jeg følte ikke, at der var plads til mig. Derfor forsvandt jeg ind i en boble. Her havde jeg en form for kontrol over mig selv. Jeg var god til noget. Jeg var en succes, fortæller Karina Obitsø.

- Bella er min lille baby, og der er alt for stille, når hun ikke er her, siger Karina og sætter sig i sofaen med den lille malteserhund, der har boet hos hende de seneste tre år. Hun håber, det lykkes, at Bella snart får hvalpe. Foto: Mette Mørk

***

Det meste, hun nogensinde har vejet, er 57 kilo. Det var dengang, hun var gravid med Oliver.

Oliver. Hvad er det for en mor, han har haft? Eller ikke haft?

Selvfølgelig har hun martret sig selv med det spørgsmål.

- Jeg har ikke formået at komme ud at rejse med familien. Jeg har ikke kunnet se min søn vokse op. Jeg har ikke haft mulighed for at gå i svømmehallen, fordi jeg skammede mig over, hvordan jeg ser ud, og fordi jeg ikke ville have, at Oliver skulle se, hvordan folk gloede på mig, fortæller Karina Obitsø.

Hun er begyndt at se sønnen noget mere. Så sent som sidste weekend besøgte han sin mor i Hornsyld. Han overnattede hos hende.

- Selvom jeg bor så langt væk, så har jeg mere energi og overskud til at se Oliver nu, end da jeg boede sammen med ham i Holstebro. Dengang havde jeg det virkelig skidt, fortæller Karina Obitsø.

Hun lod sig skille fra Olivers far for to år siden.

- Jeg tager hatten af for ham. Han har støttet mig i 11 år, men jeg syntes, at han skulle have lov til at komme videre med sit liv, så jeg har det rigtig godt med beslutningen, siger Karina Obitsø.

I dag er Oliver fyldt otte. Han ved godt, at hans mor er anderledes end de fleste andre mødre.

- Han ser det som, at jeg har ondt i maven og derfor har svært ved at spise. Da han besøgte mig sidst og så mig spise rugbrød, sagde han: Mor, kan du godt spise det? Han så helt forbavset ud. Det sætter da ens tanker i gang. For det skal en dreng på hans alder jo slet ikke have fokus på. Det har fyldt meget i hans liv, siger Karina Obitsø.

Fremover skal det fylde mindre. Skal.

Karina strikker, hækler og maler og kan i det hele taget godt lide at være kreativ. "Men det skal være sådan, at der kommer noget ud af det, ellers giver det jo ikke mening," smiler hun, mens hun får taget masker til en tommeltot i et par uldhandsker, der næsten er færdige og efterfølgende skal filtes. Foto: Mette Mørk

***

Vægten siger i dag 40 kilo. Det går den rigtige vej. 300 gram per uge skal hun helst øge sin vægt med. Endemålet er 52 kilo.

- Der er sket så mange gode ting det seneste år. Jeg har lært at spise rigtig mad. Jeg spiser rugbrød til frokost og varm mad til aften, fortæller Karina Obitsø, der i flere år har levet af Nutri drikkeyoghurt og været storforbruger af afføringsmiddel.

- Jeg tog 40 milliliter afføringsmiddel om dagen. Det var et helvede, fortæller hun.

Den store kostændring har fået hendes hår til at falde af i store totter, så hun er blevet klippet korthåret.

Hverdagen er struktureret og forudsigelig. Alt kører efter en snor - på faste klokkeslæt. De fem daglige måltider. Terapien. Alenetiden. Gåturene.

- Jeg troede aldrig, at jeg nogensinde kunne komme af med afføringsmidler. Jeg troede, at jeg havde ødelagt mine tarme og var bange for, at jeg ikke kunne komme af med maden igen, hvis jeg spiste noget. Jeg følte mig beskidt, fortæller Karina Obitsø.

Får du nogensinde et normalt forhold til mad, tror du?

- Nej, det gør jeg sikkert ikke. Efter så mange år slipper man det ikke bare. Men jeg kan forhåbentligt lære at håndtere min spiseforstyrrelse, så det er mig, der har magten over det. Jeg vil nok altid have en kostplan og skulle følge den slavisk, men bare jeg kan det, så er jeg glad. Det, at jeg kan sige til min spiseforstyrelse: Nej, det får du ikke lov til at bestemme. Det skal ikke fylde min hverdag, siger Karina Obitsø.

Uglen på Karinas underarm minder om hende selv. Den er sådan lidt uperfekt og skæv, men også sød og sjov. Foto: Mette Mørk

***

Fremtidsdrømmene spadserer derudad på ben så spinkle som dem, vi husker fra historiebøgernes KZ-lejre.

Den ultimative drøm er at kunne flytte tilbage til Holstebro inden for de næste fire år og kunne bo sammen med sin søn. Uddanne sig til ergoterapeut. Få et job. Få en vennekreds.

For nuværende hedder det en førtidspension.

- Min spiseforstyrrelse har ødelagt alt for mig. Jeg har ikke nogen venner i dag. Jeg trak mig rigtigt meget fra dem og kunne ikke være med til festerne, fordi jeg havde fokus på ikke at spise. De kunne ikke klare at se, at jeg fik det værre og værre, så det var nok også, fordi de ville beskytte sig selv. I stedet for at være der og sige, det skal nok gå, så blev de sure på mig. Jeg følte, at de så ned på mig, fortæller Karina Obitsø, der heller ikke kunne gennemføre sin uddannelse som butiksassistent i Rema 1000, men stoppede en måned før, hun var udlært.

Tidligere har Karina tvangs-gået. Gerne omkring syv kilometer. Det har hun endelig fået stoppet og går nu i stedet tre helt små ture i løbet af en dag for at lufte Bella. Foto: Mette Mørk

***

Karina er alene i lejligheden.

Undtagen når hun skal spise. Så kommer der en medarbejder fra bostedet. Banker på. Sætter sig ned med sin egen frokosttallerken. De spiser sammen. Bismagen af streng overvågning er væk. Det virker for Karina.

Så er hun alene igen.

Kæreste har hun ikke - og skal heller ikke have det. Det fjerner fokus.

Men hun har Bella. Den lille malteserhund.

- Jeg har haft hende i tre år. Det giver en form for tryghed og kærlighed. Jeg føler mig glad, når jeg kommer ind ad døren, og hun tager imod mig. Jeg elsker gåturene med Bella, fortæller Karina.

Hvad er det, der gør, at du tror på, at det efter så mange års kamp nu kan lykkes dig at få kontrol over din spiseforstyrrelse?

- Fordi jeg her er sammen med ligestillede. Fordi personalet er meget professionelt. Og på grund af min stædighed. Jeg har besluttet, at jeg ikke vil indlægges igen, forklarer Karina.

Den nye Karina sætter sig mål. Det gælder for kalorierne, der skal indtages. Det gælder håndens kreative arbejde, hun er blevet så passioneret omkring. Hun hækler, strikker og maler. Hver gang noget nyt. Ellers er det ikke en udfordring.

Og hun øver sig på at modtage ros. Forsøger at gøre noget godt for sig selv hver dag.

- Jeg roser mig selv og siger: Nu har du klaret det her måltid, så kan du også komme igennem det næste. Eller jeg siger: Jeg er faktisk ret god til at hækle, fortæller Karina Obitsø.

Hun er en succes - uden at skulle sulte sig selv. Det er grænseoverskridende.

What? - Det er jo mig, fortæller Karina om det store farverige billede, hun selv har malet, og som nu hænger over sofaen. Det er malet over lang tid. Der er mange lag, der har skullet tørre, og man skal også være i det rette humør for at male på den måde. Foto: Mette Mørk
- Du har altid familien bag dig, og den er der for evigt, forklarer Karina. Derfor har hun fået sin bror, der er tatovør til at skrive "family" i et uendelighedstegn i nakken. Der var nogle år, hvor familien ikke var der, men det har Karina lagt bag sig og sætter i dag stor pris på den støtte, især hendes mor har givet hende de seneste år. Foto: Mette Mørk
Karinas tålmodighed rækker ret langt, når det kommer til håndarbejde. Hun har også været ved at lære nogle af de andre piger på bostedet at hækle og strikke. Men ellers anbefaler hun, at man ser tutorials på YouTube. Foto: Mette Mørk
Bella og Karina er klar til dagens første gåtur, der går her fra bostedet og rundt om et plejehjem, der ligger lige ved siden af, og så hjem igen. Det er vigtigt for hende at få frisk luft, men samtidig ikke at forbrænde for meget. Foto: Mette Mørk
En af de svære hæklemodeller, Karina har lavet, sidder på hylden foran billedet af hendes søn. Han kommer på besøg på bostedet, og Karina har også netop holdt jul sammen med ham hjemme hos sin mor i Holstebro. Det var første gang i mange år, Karina også kunne spise med juleaften. Men hvad skal man spise, når man er vegetar og glæder sig til julemad? Karina fandt frem til Mock-Duck, der er en vegansk udgave af and - og nu Karinas nye livret. Foto: Mette Mørk
Bostedet Sønderparken ligger langt ude på landet, når man som Karina er vant til at bo i Holstebro. Hun nyder naturen, men savner at bevæge sig i byen. Her er der lidt for langt ind til Horsens, synes hun. Busserne kører for sjældent til, at hun kan nå frem og tilbage mellem de faste spisetidspunkter. Foto: Mette Mørk
En af bivirkningerne ved at være begyndt at spise almindelig mad er, at håret falder af, så Karina er lige blevet klippet korthåret og må have huen godt ned om ørerne i den friske vinterluft. Foto: Mette Mørk
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
112 For abonnenter

Formand for dyreværnsforening: Det største svineri mine frivillige har set

Holstebro

Får en million kroner til nyt naturområde: Håber at starte byggeriet i 2020

Lemvig

Landsbyhøjskole for 24. gang: En uge med et hav af aktiviteter

Sport For abonnenter

Fra nummer 40 til nummer 1: Og sæsonens bedste spiller er...

Sport For abonnenter

TTH-direktør i den varme stol: Jeg håber HB rykker op, men de behøver ikke blive til en superligaklub...

Lemvig

Godt nyt til beboere i kommunens landsbyer: Spring gratis på bussen

112

35-årig tiltalt i voldtægtssag: Tippede selv skolen under falsk navn

Annonce