Annonce
Danmark

Kate har tabt 100 kilo: Det er ikke kun lykken

Kate Hansen, 26, er gået fra at veje 160 kilo til nu at veje 60. Rejsen har ikke været nem, da psyken ikke helt har kunnet følge med det hurtige vægttab. Foto: Katrine Becher Damkjær
For blot 20 måneder siden vejede 26-årige Kate Hansen 160 kilo. Med en vilje af stål og en fast beslutning om at overholde kost- og motionsplaner, nåede hun i mål med sit vægttab i januar. Men alt er ikke lige så godt, som det kan lyde.

Ollerup: Fyns Amts Avis møder Kate Hansen på caféen Under Uret i Svendborg og finder en plads bagerst i lokalet.

Følelsen af fylde for to, sidder stadig i hende.

- Det er lidt svært at vænne sig til, at jeg ikke er så bred mere. Jeg føler næsten, at det ikke er min krop, fortæller hun til Fyns Amts Avis.

På blot 20 måneder har 26-årige Kate Hansen nemlig tabt 100 kilo. En beslutning hun traf, fordi hun havde nogle drømme, hun ikke kunne se blive opfyldt, hvis hun forsatte den livsstil, hun havde. Især drømmen om at blive mor har motiveret hende.

- Jeg ville jo ikke kunne lege med mine børn, sidde på en gynge eller gemme mig i en gemmeleg, når jeg vejede 160 kilo. Så jeg besluttede mig for at tabe mig, inden det var for sent.

Annonce
Her ses Kate Hansen til højre fra før sit vægttab. Til venstre er fra den dag den 26. juni 2017, hvor hun fik sin HF-studentereksamen. Da havde hun tabt 29 kilo. Privatfoto

Bagsiden af medaljen

Vægttabet er en stor bedrift, og Kate er da også stolt. Men der er også fulgt store mentale og fysiske udfordringer med den pludselige livsomvæltning.

Hun har blandt andet døjet med følelsen af ikke at være tryg i sin egen krop, en voldsomt smertefuld operation for at komme af med store mængder løs hud og med ikke at lade vægttabet blive en besættelse.

- Det sværeste er at stoppe med at tabe sig igen. Det har jeg arbejdet med siden januar. Og jeg håber, jeg kommer til at kunne slippe kontrollen og leve mere frit. Vide, at det er okay, at man som menneske svinger med to kilo, og at det er ok en gang imellem at spise to portioner. Jeg skal lære at slappe af i det, siger Kate Hansen til Fyns Amts Avis.

Du kan læse hele historien om Kate Hansens vægttab her.

Kate Hansen læser til daglig til sygeplejerske, fordi hun gerne vil arbejde med mennesker. På sigt vil også gerne hjælpe andre, der gerne vil tabe sig eller komme ud og holde foredrag om sine oplevelser. Mandag den 21. oktober kan du måde hende på Fyns Amts Avis. Foto: Katrine Becher Damkjær
26-årige Kate Hansen har uden hjælp fra andre tabt sig 100 kilo ved kostomlægning og motion. Hun bruger naturen i Ollerup at motionere i. Naturen giver hende energi, fortæller hun. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Mobile fabrikker over hele verden

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce