Annonce
Kultur

Kentaurlandsbyen byder på sang og digtoplæsning i Holstebro Kirke

Det franske hesteteater Théatre du Centaure og Odin Teatret laver igen "kentaurlandby" i Holstebro samt arrangementet "Når kentauerne beder: sang og digtoplæsning". Privatfoto

Holstebro: I dagene den 16. til 20. maj bydes der igen i år på "Kentaurlandsby", og i den anledning kan man i Holstebro Kirke opleve Théâtre du Centaure med hesten Gaya, der fylder kirkerummet til arrangementet ud med sange, musik og digtoplæsning med præster ved Holstebro Kirke, Ikarus fra Nordisk Teaterlaboratorium, Voix Polyphoniques fra Frankrig, La Huella Teatro fra Chile samt Odin Teatret.

Der er gratis adgang. Arrangementet finder sted i et samarbejde mellem Holstebro Kirke og Menighedsråd og Nordisk Teaterlaboratorium–Odin Teatret.

- Det er ren poesi, når kirkedøren går op, og man hører den umiskendelige lyd af en hest, der skridter op ad kirkegulvet, fortæller Ulrik Skeel i en pressemeddelelse fra Odin Teatret.

Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Vindagen markeres i marken

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Lemvig

Jobprojekt hjælper i arbejde

Annonce