x
Annonce
Debat

KL: Velfærden har brug for et solidt fundament

Debat: I disse dage starter forhandlingerne om kommunernes økonomi for næste år. Vi står heldigvis med et godt udgangspunkt – nemlig en fælles ambition med regeringen om at sætte velfærden på dagsordenen. Vi har et fælles ansvar for at sikre, at vi også i fremtiden kan levere en ordentlig ældrepleje, skoler der danner og uddanner vores unge, dagtilbud af høj kvalitet, en værdig hjælp til borgere med psykiske og fysiske udfordringer, og alt den anden nære velfærd, som kommunerne leverer hver eneste dag.

Velfærden har brug for en permanent sikring. Vi går derfor til forhandlingerne med tre helt centrale emner: Et løft af servicerammen. Et højere anlægsniveau. Og en videreførelse af finansieringstilskuddet.

Zoomer vi ind på servicerammen og ser på befolkningsudviklingen, så kommer der mange flere ældre - især mange flere over 80 år - og vi ser flere med kroniske sygdomme som KOL og type-2 diabetes. Den udvikling kræver økonomi her og nu, men også langsigtede prioriteringer og løsninger. Helt banalt handler det om, hvorvidt der er personale nok til at tage sig af vores ældre, hvor mange bade de kan få, om de kan få gjort rent osv. Jo flere ældre jo flere opgaver. Det siger sig selv. Det haster også med at fylde brændstof på sundhedsvæsenet. Flere ældre og kronikere sætter sundhedsvæsenet under pres, og der er derfor brug for, at vi styrker det nære sundhedsvæsen – også økonomisk – så flere opgaver kan klares i det nære – tæt på borgerne og deres hverdag.

At servicerammen skal løftes, skyldes også udviklingen på områderne for udsatte børn og voksne og borgere med fysiske og psykiske problemer. På 5 år har der på landsplan været en stigning i psykiatriske diagnoser på 22 procent. I halvdelen af kommunerne har mere end hver 20. voksne nu en diagnose så som angst eller depression. Og på 7 år er andelen af børn og unge med en psykiatrisk diagnose fordoblet. Det presser i den grad vores budgetter og de øvrige velfærdsområder.

Et andet tema er anlægsudgifterne. Altså kommunernes muligheder for at bygge og renovere og dermed sikre ordentlige rammer til vores borgere. Mange veje, skoler, plejecentre og daginstitutioner er nedslidte og trænger til at blive sat i stand. Men vi har også brug for at bygge nye institutioner til vores børn, plejecentre til de mange flere ældre og anlægge veje, som er sikre og trygge at færdes på. Til næste år regner kommunerne med at skulle bruge væsentligt flere penge end sidste år for at kunne sikre ordentlige rammer om vores velfærd. Men de ekstra penge må vi ikke bruge – og det kan mærkes på tilstanden.

Endelig lægger vi op til, at den særlige pose penge, der kaldes finansieringstilskuddet, fortsætter. Pengene er især til kommuner med ondt i økonomien og er afgørende for, at de kan få butikken til at løbe rundt. Tilskuddet er især vigtigt, fordi Folketinget ikke har leveret den lovede udligningsreform.

Vi går til forhandlingerne med forventningen om, at de valgløfter, som regeringen er kommet med under valgkampen, nu skal indfris. Befolkningen har et håb om, at både skoler, daginstitutioner, handicappede, psykiatrien, ældreplejen – ja stort set alle velfærdsområderne – står foran et markant løft. Med det udgangspunkt håber vi, at forhandlingerne vil skabe et fundament under fremtidens velfærd.

Jacob Bundsgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Søndag ifølge

Jeg mangler et splitsekunds fred for den virus

Kan du tænke på andet end coranavirus og de spor, som det lige nu sætter i samfundet? Jeg prøver ihærdigt, men mine tanker vender hele tiden tilbage til emnet. Og hvis det ikke er mig selv, der finder det frem, sørger alle påvirkninger udefra for at gøre det. Nyheder og information er selvsagt en kilde til corona-tanker. Det samme gælder telefonsamtaler med venner og familie. Hvad ellers skulle man da tale om? Og selv en god film er i stand til at sende mine tanker i retningen af den virkelighed, jeg gerne vil glemme for en stund. Prøv at tænke over det. Du kender det sikkert også. Når jeg ser folk, der krammer hinanden på tv, tager min hjerne afstand fra det, inden fornuften når at melde sig. "Hov! Det de burde da holde afstand. Det må man da ikke gøre. Er de da rigtig kloge?" Det er bare lige en kort og flygtig tanke forankret i de nye samfundsnormer - og så tilbage til filmens normalverden. Den fiktive normal fra dengang. Dengang - før corona. Jeg er begyndt at finde en rytme i den nye virkelighed. Det er ikke nogen rar rytme, men som dagene går, begynder det her absurde teater at virke som hverdag. Det er blevet almindeligt at holde sig væk fra alt og alle. I den første uges tid nød jeg det korte splitsekund om morgenen, hvor bevidstheden om corona og elendighed ikke fandtes. Det korte glimt af bare at være til, uden at tænke over noget. Altid efterfulgt af den opgivende følelse, når virkeligheden pressede sig på. "Nå, ja - fandens. Verden er gået i stykker." Nu savner jeg det korte glimt af glemsomhed. Jeg har ikke set det nogle dage efterhånden. Jeg tolker det som om, coronasituationen er blevet normalen. Også for underbevidstheden. Det er blevet normalt ikke at have tæt kontakt til andre mennesker. Normalt ikke at kunne gøre, som man plejer. Normalt at være bekymret med god grund. Og hvor er det da skræmmende, hvor hurtigt noget helt forkert bliver normalt. Vi har bevæget os ind i denne virkelighed af flere omgange. Hver gang har vi vænnet os til nye begrænsninger. Og vi accepterer det. Stort set alle sammen. Folkestemningen gør i hvert fald. Det er naturligvis godt, når der nu er behov for netop det. Men det er altså også skræmmende, hvor hurtigt vi kaster enhver skepsis over bord og blot venter på eksperternes næste ordre. Jeg havde besluttet mig for, at denne klumme skulle handle om noget andet end coronaen. I forsøget på at skrive om noget andet, gik det op for mig, hvor ustyrligt svært det er at tvinge hjernen til andre emner. Vi har alle behov for adspredelse. Vi har behov for at tænke på noget rart - eller på slet ingenting. Nogle finder ro ved at samle puslespil, løse krydsord eller spille computer. Andre læser bøger, strikker eller graver i haven. Jeg har endnu ikke fundet frem til noget brugbart i forhold til situationen. Så jeg nøjes med at glæde mig over, at jeg trods alt ikke bor alene. Så var jeg blevet bims. Med sikkerhed. Den mentale hygiejne er udfordret lige nu. Vi har behov for glæde og for at more os. Og uanset hvor skræmmende sygdommens nøgletal, renteniveauet eller udsigterne for fremtiden bliver, skal vi huske det positive. Vi skal more os. Vi skal grine og hygge os på alle de måder, vi kan slippe afsted med at gøre det - uden at komme på kant med myndighedernes anbefalinger, naturligvis. Her på avisen drak vi en kollektiv fyraftensbajer i fredags. Det kan anbefales. Redaktionen sidder lige nu spredt på 21 adresser, så det kollektive bestod i et videomøde. Med hjælp fra vores arbejdscomputere kunne vi for en stund hygge os og skåle med de venner, vi ikke har set noget til de seneste to uger. Det er naturligvis en sølle erstatning for social kontakt, men det var rart alligevel. God søndag - trods alt.

Kultur

Kirken sender prædiken på video

Annonce