Annonce
Debat

Kronik: Grønland har fundet et sted indeni mig

Illustration: Gert Ejton

Der har lige været valg i Grønland i april. Og aldrig før har et valg deroppe været så godt dækket af medierne i Danmark. Som om det er gået op for os, at andre store nationer bejler kraftigt til verdens største ø. Således har Danmark også øget overvågningen militært.

Valget i Grønland får mig til at tænke på dengang, jeg for en halv snes år siden arbejdede der i en kortere periode.

En dag er vi på vej i politibåden. Solen skinner, og fjorden er spejlblank, mens vi sejler forbi de egentlige magthavere i Grønland: isbjergene. De ligger der i deres majestætiske faconer, nogle omgivet af turkist vand, andre som var de betrukket med glasur - de skinner og glitrer i solen. Enkelte har, da de blev født inde ved gletcheren, taget en tur rundt og skrabet bunden på fjorden, hvorved jord og grus er kommet med op og giver dem et snavset udseende.

Annonce

Et sted har nogle søfugle valgt et hvil på toppen af et af de højeste isbjerge og ligner skulpturer.

Politiet har en opgave i en bygd - lige netop den bygd, vi også skal besøge - derfor er det praktisk, at vi sejler med. "Vi" er et team bestående af den læge, der for tiden er ansat, tolken og mig, der er sundhedsplejerske. Bygden skal have det månedlige besøg - sommetider går der mere end en måned imellem besøgene, men det er det, der tilstræbes. Folk med større eller mindre skavanker venter på at blive undersøgt. Jeg skal både se de nye børn og også de lidt større og tale med mødrene.

Lise Andersen. Pressefoto

Bygden har et sundhedshus, der til dagligt er bemandet af en kvinde med en kortere sundhedsfaglig uddannelse og som klarer de ting, der er i hverdagen. Som bekendt er der ikke veje mellem byer og bygder i Grønland - så skal man fra et sted til et andet foregår det med båd eller fly - om vinteren nordpå kan det også være med hundeslæde eller snescooter, hvis der er for megen is til at sejle.

Politibåden er for stor til at lægge til i den lille havn, så vi kommer i land i gummibåde. En traktor holder i havnen og venter, vi lægger bagagen på dens grab - vi skal overnatte, og der er ingen biler på øen, men det fungerer fint på denne måde.

Det er en smuk dag, den arktiske valmue med de fine, gule kronblade blomstrer, og solen smiler. Bygdens beboere kommer i en jævn strøm til sundhedshuset. Den faste hjælper sørger for, at vi får en kop kaffe og har bagt et brød, der dufter over hele huset. Kaffepausen tager vi på trappestenen, hvor der er læ for den kolde vind ude fra vandet.


Grønland fyldte så meget, og som tiden gik, fik en fortælling form i mit hoved og ville ikke slippe sit tag.


Og solen passerer langsomt hen over vores hoveder, mens dagen går, men den går ikke ned. Dagene på denne tid af året varer ved og ved, og i det fine vejr er mange taget ud med deres båd. Udover at fange fisk til aftensmaden, har de termokanden med og laver en picnic ud af det. Man kan høre børnenes latter derude fra, som blander sig med lyden af ryper.

Arbejdsdagen har været lang. Vi har ryddet op og gjort klar til næste dag, men ingen kan tænke på at gå i seng. Vi må en lille tur op på fjeldet, hvor revlingen lyser med et hav af små, røde blomster. Klokken nærmer sig midnat, solen står højt på himlen, og der er stadig både ude på vandet.

Der er nogle, der har samlet sig udenfor bygdens lille kirke. Nysgerrige går vi derover og får at vide, at sangkoret skal øve. Vi går ind og sætter os, og sangerne får en snak og en smøg udenfor, mens de venter på de sidste.

Da de begynder at synge, er deres stemmer så rene og klare, at der går en gysen gennem én - som om stemmerne åbner døren til et hemmeligt rum, man ikke vidste, man havde - et uendelig smukt rum.

Vi kom vel i seng til sidst - så rige på mange fine oplevelser, især korets sang i kirken ved midnat.

Det blev til flere korte arbejdsophold, og bogen ”Uummat - fortællinger fra hjertet” om voksne, der har været flere år på børnehjem, udkom i 2016. Grønland fyldte så meget, og som tiden gik, fik en fortælling form i mit hoved og ville ikke slippe sit tag.

Jeg måtte skrive om Nuka og Arsuk, som var blevet levende for mig, men som er ren fiktion. Grønland har fundet et sted indeni mig - tak for det!

Lise Andersen er forfatter og har skrevet flere bøger om Grønland. 26. maj udkommer den sidste roman i en trilogi: ”Når snefnug danser”. De to første er ”Ravnen flyver lavt” fra 2019 og ”Hudens tynde is” fra 2020.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

Christian Eriksen er stabiliseret efter kollaps på banen: - Flere spillere og tilskuere græd

Kultur For abonnenter

Håndsprit står klar til festival: - Det er mere sikkert her end i Bilka

Kultur

Bogbussen kører igen til august

Annonce