Læserbrev

Kystens fortællinger. Mange elementer i kystens DNA

En rigtig god ide at finde kystens DNA med fortællinger fra Thorsminde til Thyborøn. Men husk, at det ikke kun er den store fortælling der skal synliggøres, opfordrer Jens Erik Villadsen. Arkivfoto: Morten Stricker

Debat: Når man fra Lemvig kommer til Rammedige, der er et forsvarsanlæg fra jernalderen, møder man to krigere der står og tager imod. I forhistorisk tid stod de der for at holde alle der kom østfra ude. I dag byder de velkommen til kystlandet fra Nissumfjord til Ferring sø.

Forleden kunne man i denne avis læse, at man nu ville finde kystens DNA med fortællinger fra Thorsminde til Thyborøn. En rigtig god ide, da der ligger mange oplevelser gemt her.

Men husk, at det ikke kun er den store fortælling der skal synliggøres.

Siden Rammedige blev bygget, har der boet mange mennesker her langs kysten, der i hver sin tid har bidraget til den lille fortælling, der samlet er blevet til den store fortælling om området.

Vi kender dem ikke alle, men fra historisk tid har vi da en del overleveringer og skriftlige kilder om specielle personer og grupper.

Der var fæstebønderne fra Fjaltring, der ikke ville udføre hovarbejde på Rysensten i 1600’tallet, fordi de mente Kong Hans havde givet dem et frihedsbrev. Der blev en retssag ud af det ved landsretten, som bønderne tabte og måtte forlade deres fæstegårde. En af landsdommerne var herremanden på Rysensten.

Sidst i 1800´tallet forsøgte man fem gange at afvande Nissumfjord, men hver gang undervurderede man, at havets kræfter kunne ødelægge de sluser man byggede ved Thorsminde. Det var sluser bygget af træ. Det endte hver gang med, at de blev ødelagt af havet i efterårsstormene og fjorden igen blev til vandfyldt område.

Sidste gang var det lige ved at lykkes for et engelsk konsortium, da man denne gang havde bygget slusen vi kender i dag. Men ak, - den ledende ingeniør spillede alle konsortiets penge op i mausel på en enkelt nat til den daværende uldhandler og efter dette kvægeksportør Niels Mattrup fra Lemvig, med en konkurs til følge. Der blev ikke gjort flere forsøg, og vi fik lov at beholde fjorden.

Når man i dag kører fra Fjaltring til Thorsminde, tænker man ikke på, at her et stykke vest for lå der indtil 1942 14 små huse og ejendomme. De blev eksproprieret, da man flyttede diget og vejen nogle hundrede meter mod vest, så kunne havet jo få sit.

Det var meget nøjsomme folk der boede der, de levede fattigt af lidt fåredrift og fiskeri. I et af huse boede Stinne og "Fræsen". Efter sigende havde Stinne aldrig været ovre på den anden side af fjorden og det længste mod nord var ved købmanden i Fjaltring.

Margrethe og Laurids Jensen måtte tre gange flytte deres hjem længere mod øst ved Dybå i Fjaltring, før der blev bygget høfder her. De levede af og med den barske natur ved havet, hvilket prægede dem og deres hjem. Laurids kunne fortælle historier dagen lang om livet ved stranden, - nok ikke altid helt veldokumenteret.

Og så var der den synske fisker Kristen Mollerup i Trans. Han kunne forudse de kommende strandinger og havde set Bovbjerg Fyr blinke længe før den kom på tale.

Sydvest for Bovbjerg fyr lå en lille ejendom, Vester Noesgaard, der for længst er gået i havet. Her voksede Peder Hansen op, som senere blev uddeler i Ferring Brugsforening. I sine erindringer har han fortalt om, hvordan han betaget sad ved sin far og oplevede Bovbjerg fyr blev tændt første gang den 30. december 1877. Erindringerne omhandler også de mennesker der boede i de fleste gårde, ejendomme og huse i Ferring frem til 1920

Johannes Kaasgaard, der boede i Ferring, fortæller om besættelsestiden på Bovbjerg, og ikke mindst, hvordan han oplevede kampene natten mellem den 6. og 7. maj 1945 mellem russere i tysk uniform og tyskerne. En russisk overløjtnant var blevet skudt af en tysk underofficer. Denne blev så senere fundet af en russer, der skød den tyske underofficeren. En afdeling tyskere blev drevet ned i en bunker, som russeren belejrede og flere tyskere blev skudt, syv i alt. Ruserne ville ikke tilbage til Tyskland, de været i tysk koncentrationslejr, og det ville de ikke igen. Men freden oprettedes efter et par dage.

Og så er der fortællingen og de vandrende arbejdere der byggede høfderne fra Ferring og nordpå fra 1875 og nogle år senere også mod syd. De blev kaldt børster, boede i usle skure og ingen kendte deres rigtige navne, de havde alle øgenavne.

Det er kun en et lille udpluk af de fortællinger der er samlet på de lokalarkiver der dækker sognene langs kysten.

Så husk, - at få også dette med i jeres samlede projekt og kystens DNA.

Peder Hansen, som senere blev uddeler i Ferring Brugsforening, fortæller i sine erindringer, hvordan han betaget sad ved sin far og oplevede Bovbjerg fyr blev tændt første gang den 30. december 1877. Foto: Jens Erik Villadsen
0/0
Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

DNA-test fastslår: Det var en ulv som dræbte stor kvie ved Råsted

Struer For abonnenter

SE VIDEO: Heines helt store motorcykeleventyr - der stod 'danger' på GPS'en

Lemvig

Stuvende fyldt til markedet

Lemvig For abonnenter

Bøvling byder på boksning i biler

Leder For abonnenter

Det vanskelige kompromis

Det var faktisk noget af en falliterklæring, da Vildtforvaltningsrådet i oktober sidste år måtte kaste håndklædet i ringen og meddele, at det ikke kunne blive enige om en ny forvaltningsplan for ulve. I et land, hvor vi normalt bryster os af at være gode til at finde kompromisser og klare tingene via forhandlinger, uanset om det er overenskomster eller politiske uenigheder, forekommer det bizart, at man ikke kunne blive enige om forvaltningsplan for ulve. Eksperterne på universiteterne vurderer i dag, at der er omkring ti ulve i Danmark - og selv om ulvedebatten til tider kan larme og ende i det, der er værre, så er det alligevel ikke Brexit, vi taler om. Det er trods alt ”bare” et spørgsmål om, hvor mange ulve er der plads til i Danmark? Og hvad stiller man op over for ulve, der gentagne gange angriber husdyr eller ikke skyr mennesker? Derfor er det også positivt, at Vildtforvaltningsrådet, der er rådgiver regeringen om jagt og vildtforvaltning, nu har besluttet sig for at gøre endnu et forsøg. Let bliver det næppe, men det er et spørgsmål, som man må kunne nå til enighed om. Formanden for Vildtforvaltningsrådet, Jan Eriksen, håber, at det kan "kommer med bud på, hvordan man kan bygge bro mellem tilhængere og modstandere af ulven." Det er en ædel holdning. Men vejen dertil går via viljen til også at indgå kompromisser. Og manglen på en fælles holdning, der kan samle bredt, har foreløbig kun resulteret i, at kampen om ulven er fortsat med uformindsket styrke og med hærværk, trusler og hån til følge. Med forekomsten af et nyt kuld ulve i Stråsø Plantage, er der ikke noget, der tyder på, at problemerne med ulvene forsvinder af sig selv igen, og der er således ikke andet at gøre end at komme tilbage til forhandlingsbordet og finde et langtidsholdbart kompromis, der kan samle både modstandere og tilhængere - og som kan holde også den dag, der igen bliver dræbt husdyr, eller hvis det bliver nødvendigt at nedskyde en problemulv.

Sport

Klinkby byder endnu engang på fodbold i mudderet

Lemvig

Politiet efterlyser vidner: Bilist havnede i bækken

Annonce