Annonce
Danmark

Kend EU-spidskandidaterne: Lige til grænsen - og over

EU skal ændres indefra, og regelbrud kan være et redskab, mener Enhedslistens EU-spidskandidat, Nikolaj Villumsen. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
For første gang stiller Enhedslisten op til et EU-valg. Spidskandidaten Nikolaj Villumsen mener, at skal de store grænseoverskridende problemer løses, skal EU-reglerne udfordres, for den sags skyld overtrædes.

Indtil i år har Enhedslisten som parti hidtil holdt sig ude af kampen om pladserne i Europa Parlamentet. Som EU-modstander har partiet i stedet lagt sit lod i vægtskålen hos Folkebevægelsen mod EU. Det er slut nu. Med 36-årige Nikolaj Villumsen som spidskandidat søger Enhedslisten sin egen repræsentation i parlamentet.

Det hidtidige politiske krav om en dansk udtræden af EU er med brexit-støjen som lydtapet modereret til ønsket om ikke at gøre noget hurtigt og overilet uden fuldt overblik over, i givet fald, hvilke modeller for dansk udtræden, der skal stemmes om.

- Alle ryster på hovedet over briternes kaotiske brexit-forløb. Det gode er, at alle har lært af det, også Enhedslisten: Der er ikke ligefrem brug for at kopiere briterne, siger Nikolaj Villumsen.

Men EU fungerer ikke godt. Det skal ændres, indefra, mener han og peger på, at mange forhold og regler i EU efter Enhedslistens opfattelse direkte hindrer en fornuftig udvikling.

- For eksempel kan vi i Danmark ikke forbyde benzin- og dieselbiler, og vi kan ikke i kampen mod social dumping indføre ansættelsesregler, der strider mod reglerne for det indre marked uden at ryge i en retssag med stor domsrisiko.

- Men jeg synes, at vi skal løbe risikoen på mange områder. Jeg tror, at indlysende vigtige ændringer hjælpes på vej, hvis enkeltlande sætter sig op mod regler og rigide systemer, siger Nikolaj Villumsen.

Dermed har han slået tonen an på de mærkesager, han vil tage med ind i parlamentet, hvis han bliver valgt:

Annonce

1 Klimaet

Der er kamp om lygtepælene. Her har Nikolaj Villumsen klemt sig ind mellem et par radikale. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

- Vi skal have en grøn omstilling. Det skal gå hurtigt, og den skal være social retfærdig. Vi skal have en bindende klimaaftale EU-landene imellem, så vi kommer i mål med Paris-aftalen, siger Nikolaj Villumsen.

Han peger på, at der i dag ikke er noget reelt alternativ til flytransporten. Det kræver store investeringer i bæredygtig togdrift.

- Vi skal have hurtige og bekvemme tog mellem de større byer, så vi i en ruf kan komme fra for eksempel Aarhus til Paris og Rom, også om natten. Afgifter på flytransport er også en vej at følge, vel at mærke afgifter på flybrændstof, ikke på passagererne. Det vil tvinge flyselskaber- og producenter til at tænke mere i bæredygtige brændstofformer, siger han.

- Og så skal EU's støtte til fossile energiformer, for eksempel kulminedriften i Tyskland og Polen, stoppe helt. Det er vedvarende energiformer, der skal bruges ressourcer på: sol, vind og varmepumper.

2 Grådighed og skattely

EU har sviget fuldstændigt, hvad angår de store internationale selskabers skatteunddragelser, mener Nikolaj Villumsen.

- Grådigheden er hjulpet på vej, og det er en skamplet på EU, at der ikke sættes ind mod lande, som for eksempel Luxembourg, der lader disse selskaber gå i skattely.

- Det er kæmpestore milliardbeløb, og dermed en betydelig mænge velfærd, EU's befolkninger er gået glip af. Det er ikke kun de store selskaber, der holder os for nar, det gør også de lande, der byder dem indenfor med lav eller slet ingen beskatning. De lande skal og må EU sætte under pres og sortliste.

Villumsen er bevist om, at en sortlistning ikke er meget værd, hvis ikke den bliver brugt aktivt.

- Det skal være muligt for kommuner og offentlige arbejdspladser at fravælge virksomheder fra skattely-lande. Det vil have en virkning, siger han.

3 Social dumping

EU's regler om arbejdskraftens fri bevægelighed skal ændres, for som de er nu, giver tilrejsende underbetalt arbejdskraft et socialt ræs mod bunden og truer en række fag i de enkelte lande, mener Nikolaj Villumsen.

- Faglige rettigheder sættes over reglerne for det indre marked. Det vil kræve traktatændringer, og det kan nok blive svært at få de øvrige lande med til det.

- Men det er her, vi skal have modet til at bryde reglerne og tag en sag ved EU-domstolen. Den står vi nok til at tabe, men sådan en sag tager tid, og den tid vil givetvis modne spørgsmålet og skabe større vilje til at få løst et problem, der kun bliver værre og værre. Vi har jo før gjort noget lignende, da vi forbød giftige babysutter i Danmark - i øvrigt uden at det fik domstolskonsekvenser, siger Nikolaj Villumsen.

Mærkesager på dagsordenen

Hvis Nikolaj Villumsen bliver valgt, skal han eksamineres ved valget om fem år. Men han er varsom med alt for håndgribelige løfter.

- Jeg kan ikke love at levere det, vi gerne vil, men jeg kan love at sætte mine mærkesager på dagsordenen - i samarbejde med den øvrige europæiske venstrefløj. Til den tid vil jeg gerne vurderes på, om jeg har held med at sætte denne dagsorden i debatten, siger Nikolaj Villumsen.

Jeg tror, at indlysende vigtige ændringer hjælpes på vej, hvis enkeltlande sætter sig op mod regler og rigide systemer

Nikolaj Villumsen, EU-spidskandidat for Enhedslisten

Nikolaj Villumsen

Nikolaj Villumsen er 36 år og har siddet i Folketinget for Enhedslisten siden 2011. Han er næstformand for partiets folketingsgruppe.

I Folketinget har han været Enhedslistens ordfører i spørgsmål om Europarådet, integration, menneskerettigheder og udlændinge.

Han er uddannet inden for digital design og kommunikation og har en bachelor i historie fra Københavns Universitet.

Nikolaj Villumsen er født og opvokset i Aarhus. I dag bor han sammen med sin kæreste i Herlev.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Mobile fabrikker over hele verden

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce