Annonce
Danmark

Lykketoft: En formand skal kunne samle Folketinget

Mogens Lykketoft under sin formandstid for Folketinget fra 2011-2015. Han stoppede i forbindelse med valget som folketingsmedlem efter 38 år på Christiansborg. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Med Pia Kjærsgaards (DF) afgang som Folketingets formand slutter et kapitel efter en omdiskutabel periode tidligere på året. Nu skal ny formand findes, og jobbet indebærer at kunne samle over for alle partierne, forklarer forhenværende formand, Mogens Lykketoft.

Vagtskifte: Kampen om at blive ny formand for Folketinget er gået i gang, efter at blå blok mistede flertallet ved valget Grundlovsdag. Pia Kjærsgaard meddelte tirsdag på sin facebookprofil, at hun efter fire år forlader formandsposten.

Pia Kjærsgaards afgang sker ovenpå en periode i foråret, hvor flere kontroverser i folketingssalen satte formandsposten i fokus, og hvor både Zenia Stampe (R) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL) stillede spørgsmålstegn ved kompetencerne hos den tidligere gruppeformand for Dansk Folkeparti.

Forhenværende formand for folketinget, Mogens Lykketoft (S), bestred posten fra 2011 til 2015 og er netop trådt af som folketingsmedlem efter 38 år. Han har også fulgt med i debatten om formandsposten.

- Jeg vil ikke hende karakter (Pia Kjærsgaard, red.) for sit formandshverv. Der har været noget kritik af, hvad hun har blandet sig i af bemærkninger. Det er altid formandens ansvar at sige, hvornår er debatten ud over kanten, og hvornår er den ikke, siger han.

Pia Kjærsgaard gjorde inden for kort tid i februar og marts sig bemærket som formand med to episoder i Folketinget med at irettesætte Pelle Dragsted (EL) under en debat og ved at sende Mette Abildgaards (K) barn uden for folketingssalen.

- Der har været nogle eksempler, hvor der har været så stor uenighed, og om det var relevant at gribe ind som formand, siger Mogens Lykketoft.

Annonce

De seneste fem formænd for Folketinget

3. juli 2015 - 11. juni 2019: Pia Kjærsgaard (DF)

4. oktober 2011 - 3. juli 2015: Mogens Lykketoft (S)

28. november 2007 - 4. oktober 2011: Thor Pedersen (V)

18. marts 2003 - 13. november 2007: Christian Mejdahl (V)

26. marts 1998 - 11. marts 2003: Ivar Hansen (V)

Ikke formand for et parti

Trods kontroverserne med Pia Kjærsgaard mener Mogens Lykketoft dog ikke, at der bliver de store udfordringer for den næste formand med at skulle samle Folketinget og undgå den splittelse, som opstod i foråret.

- Det har de fleste formænd kunnet, og jeg har selv ikke i min tid, andet end et enkelt ubegrundet udfald fra oppositionen, oplevet, at der har været kritiske bemærkninger i måden at være formand på. Vi har altid historisk med de fem personer, der sidder i Præsidiet, kunnet være enige om, hvordan tingene skal gøres, når det gælder folketingssamarbejde, siger han.

Mogens Lykketoft forklarer, hvilket ansvar der følger med en formandspost, uanset hvem der bliver valgt.

- Christiansborg er en landsby med mange medarbejdere, og man har et overordnet ansvar for, at tingene fungerer praktisk for alle, der arbejder derinde. Det gælder især, at dagsordenen for Folketinget bliver tilrettelagt, og at alle partiers interesser bliver varetaget. For man er ikke formand for det parti, som man er valgt af, siger han.

Formanden har foruden at kontrollere, at folketingsdebatterne forløber ordentligt, også muligheden for at udvikle debatterne. I Mogens Lykketofts tid som formand for Folketinget lykkedes det ham at få indført spørgetime til statsministeren.

- Ideen var at skabe mere interesse for det arbejde, der foregår i folketingssalen, og hvor meningerne bryder sig imellem partierne. I normale sæsoner bortset fra folketingsåbning i oktober og afslutningsdebatterne er spørgetimen til statsministeren det mest mediedækkede, der foregår i Folketinget, så det har vi haft held med, siger han.

Valg af ny formand for Folketinget

En formand for Folketinget skal findes, efter at magtfordelingen har skiftet side ved valget Grundlovsdag.

Hvert år ved folketingsåbning den første tirsdag i oktober skal formanden genvælges.

Folketinget har haft en formand siden 1850, og Pia Kjærsgaard blev den første kvinde på posten.

Formanden får et vederlag, der tilsvarer statsministerens vederlag. Pr. 1. april er satsen 1.574.372 kroner. Derudover har formanden ret til pension efter samme regler, som gælder for ministre, samt bil og bolig på Christiansborg stillet til rådighed.

Foruden en ny formand for Folketinget skal der også vælges fire næstformænd, som typisk er en fra hvert af de største partier. Tilsammen udgør de fem Præsidiet som øverste ledelse i Folketinget, der har til opgave at sørge for, at det parlamentariske arbejde tilrettelægges ordentligt, og at reglerne overholdes.

Som en del af formandsposten er man også den øverste chef for Folketingets Administration, der sørger for de praktiske opgaver på Christiansborg, og som består af omkring 430 medarbejdere. Derudover indebærer posten også at være folketingets ansigt udadtil ved at tage imod officielle gæster fra ind- og udland.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Afsked med Bent

112

24-årig lemviger kørte galt ved Skive

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Danmark

Sådan undgår du at få coronavirus: Tag bare til Norditalien, men kram ikke en italiener

Lemvig

Indbrud hos Bay Art under opklaring

Annonce