Annonce
Livsstil

May el-Toukhy: Drevet af længslen efter at forstå og forbinde sig med andre mennesker

Midt i livet og midt i en masse tilbud fra hele verden er det blevet endnu vigtigere for May el-Toukhy at vælge de vigtigste historier til sine film. Foto: Marie Hald
Den storroste og prisbelønnede film ”Dronningen” har med sin succes både herhjemme og i udlandet været et vendepunkt for instruktør May el-Toukhy og gjort det endnu vigtigere for hende at vælge de rigtige historier. Her fortæller hun om den drivkraft, der blev grundlagt i barndommen, om at træne sig op til at sove fire timer i døgnet for at kunne yde maksimalt på optagelser og om det lille opgør, der skal hjælpe andre kvinder i faget.
Annonce

Hun har egentlig altid syntes, at forestillingen om, at man skal have en stor, tung og smertefuld bagage for at blive kunstner, er lidt pjattet.

Hun har siddet i optagelsesudvalg på Filmskolen og Statens Teaterskole og været med til at udpege unge, håbefulde talenter og tænkt, at det i hvert fald ikke var dét, der skulle være den afgørende kvalifikation.

- Og sådan har jeg det sådan set stadig, siger May el-Toukhy, der få sætninger forinden har citereret Karen Blixen, som hun er ved at komme helt tæt på i arbejdet med sin kommende film, ”Løvinden”.

Den verdenskendte forfatter konstaterede på et tidspunkt, at ingen var kommet mere blodig ind i litteraturen end hun, og netop dét udsagn fascinerer instruktøren. Så når hun affærdiger forestillingen om, at stor smerte er forudsætningen for stor kunst, sker det med en vigtig tilføjelse:

- Kunst står på skuldrene af en refleksion over en erfaring, og jeg vil sige, at uanset hvad du kommer af, skal du være i stand til at reflektere over dit ophav - hvad vi kommer af, og hvad vi er blevet til. Evnen til at kunne analysere og reflektere er fundamental, hvis du vil fortælle historier, tror jeg. Hvad enten det er på tv, film, teater eller i litteraturen. Man bliver nødt til at vide, hvad man har med sig, og være klog på den menneskelige psykologi for at kunne forstå andre og give fiktive karakterer stemmer, lyder det fra kvinden, som mange mener i dag er en af de væsentligste historiefortællere inden for film og tv, og som gennem årene selv er blevet klogere på, hvad hun har med sig, og hvorfor hun drages så stærkt mod at gøre det, hun gør.

- Altså, når jeg kigger på mit indre barn, tror jeg, at det, May 10 år oplevede, har sat sig som en længsel efter at forstå, skabe sammenhæng og et skarpt blik for mine omgivelser.

May el-Toukhy

Er født 17. august 1977 og opvokset i Herlev med sin dansk-amerikanske mor og egyptiske far. Hun er uddannet fra Statens Teaterskoles produktionslinje i 2002 og fra Filmskolens instruktørlinje i 2009.

Har instrueret en række kortfilm, tv-serier og radiodramaer. Nogle af dem har hun selv skrevet. Mange sammen med Marie Louise Käehne. Andre har hun instrueret for andre. Blandt andet ”Herrens veje” og ”Arvingerne”.

Spillefilmsdebuterede i 2015 med ”Lang historie kort”, og sidste år kom så ”Dronningen”, der ikke kun fik stor opmærksomhed herhjemme, men også i udlandet.

Har blandt andet modtaget publikumsprisen på sidste års Sundance Festival og prisen som ”årets instruktør” ved dette års Robert-uddeling.

Arbejder lige nu på blandt andet den kommende DR-serie ”Ulven kommer” og filmen ”Løvinden” om forfatter Karen Blixens år i Afrika.

Bor i København med sin datter og sin kæreste.

Annonce

Ind i en andens blik

Det er først på aftenen, da en rank skikkelse glider ned med rulletrappen fra DR Byens førstesal og tager imod med et fast håndtryk og et smil, der også sidder i de brune øjne.

May el-Toukhy er episode-instruktør på DR’s kommende serie ”Ulven kommer”, og egentlig skulle den have været færdig for længst, men midt i optagelserne blev landet lukket ned. Nu sidder hun her, midt i andre menneskers sommerferie, i et affolket mediehus og klipper afsnittet i den historie, som et andet menneske har valgt at fortælle og bedt hende formidle en del af.

- Jeg kan ret godt lide at veksle mellem at være i mine egne projekter, som suger al tid og al saft og kraft ud af mig, og så være i andres projekter. Det er enormt lærerigt at træde ind i en andens verdensbillede og blik på tingene og blive klogere på, hvordan man også kan være menneske og være i verden. Det er vel i virkeligheden kendetegnende for hele mit virke, at jeg er optaget af at sætte mig ind i den andens sted og forsøge at øge kompleksiteten og nuancerne. Og det er uanset, om det er et andet menneskes projekt eller en karakter, jeg selv har skabt, siger hun og taler om fiktionens vidunderlige evne til at rive os rundt i manegen og kortvarigt placere os i et andet liv, et andet sted, med et andet blik på verden.

En forvandlingsmaskine, der både byder på selvforglemmelse og pludselige glimt at forståelse. Og som kører effektivt, når maskinmesteren for eksempel er en kvinde, der engang var et barn i en familie fyldt med kærlighed, men også fyldt med noget, man ikke talte om, men bare mærkede.

Annonce

Det observante barn

For May el-Toukhy ligger barndommens land i Herlev få kilometer nordvest for København. Her voksede hun op med sin dansk-amerikanske mor og egyptiske far. De blev skilt, da May var omkring syv år. Og det er særligt faren, hun kredser om, når hun skal trække en rød tråd fra barndommen til det, der driver hende som instruktør.

- Han traf nogle ret radikale valg. For eksempel, at mine brødre og jeg ikke skulle være tosprogede, og at vi ikke skulle praktisere islam. Det gjorde han heller ikke selv. Det betød jo blandt andet, at det var svært at få en relation til min farmor på grund af den sproglige barriere, siger hun og fortæller om, hvordan faren desuden havde ”enorme ambitioner” på sine børns vegne og lærte dem dyder, der ikke kunne gradbøjes - man skulle komme til tiden, lave sine lektier og opføre sig ordentligt.

- Alt det forsøgte jeg at efterleve, men samtidig havde jeg nogle gange svært ved at forstå, hvorfor det skulle være SÅ meget på den måde. Alting havde lige stor betydning. Jeg skulle helst være god til ALT, og det er der jo ingen mennesker, der er. Det var først som voksen, jeg kunne se, at han bare gerne ville have, at jeg kunne klare mig i en dansk sammenhæng, og derfor traf nogle valg for mig, som han frygtede, at andre sidenhen alligevel ville træffe for mig, siger hun og binder så sløjfen til arbejdet som instruktør:

- De erfaringer har betydet, at jeg fra en tidlig alder har analyseret mine omgivelser og er blevet meget observant og videbegærlig. Netop nysgerrigheden på andre, tror jeg, er ret afgørende for en instruktør.

Tre hurtige spørgsmål til May el-Toukhy

Hvad er det bedste råd, du har fået?- ”Kom til tiden.” Det var Mogens Rukov (manuskriptforfatter og underviser på Filmskolen, red.), der sagde det. Du kan have tømmermænd, kærestesorger eller problemer med dine forældre, men du skal komme til tiden og overholde dine deadlines. Og det er godt at huske på, at uanset hvor meget lokummet brænder, så kan du altid aflevere noget, og så må du arbejde videre ud fra det.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- Vi har købt sommerhus, og det er der bare mange penge og udgifter forbundet med. Det dyreste har nok været, da vi fik blændet den indendørs pool.Hvad er din indre alder?- 70 år, tror jeg. Jeg har altid været en gammel dame indeni. Det har noget med den eksistentielle ensomhed at gøre og den viden og erfaring, som jeg i store dele af min opvækst ikke følte, at jeg kunne dele med andre.
Annonce

En ensom grundtone

Det observante blik bor også i hendes øjne denne mandag aften sammen med en imødekommenhed, der går igen i hendes svar. ”Ja,” siger hun ofte, næsten inden spørgsmålet er stillet. Som et lille venligt nik til, at ”ja, det kan vi også godt snakke om”.

Hun fortæller blandt andet gerne åbent om den eksistentielle ensomhed, hun har levet med lige siden barndommens smertefulde oplevelse af, at hun på den ene side var en del af en dansk identitet og på den anden side stod uden for fællesskabet. Sådan er det på en måde stadig.

- Jeg tror, at man er brændemærket i forhold til at leve med en eksistentiel ensomhed, hvis man som jeg har en dobbeltidentitet. Men jeg har med tiden lært at acceptere den. Nogle følelser behøver man ikke rydde op i eller flygte fra. De kommer og går som bølger, siger hun og famler så uvant efter ordene i forsøget på at beskrive, hvordan det føles, når ensomheden skyller ind over hende.

- Det føles nogle gange som at være et vidne ...

Sætningen dør ud, og hun prøver igen.

- At du ... at jeg i nogle processer oplever, jeg har et parallelspor eller en samtale, der foregår inde i mig, og som jeg ikke nødvendigvis deler med andre og heller ikke er sikker på, at jeg er i stand til at sætte ord på. Men faktisk tror jeg, ensomheden hjælper mig i mit arbejde som instruktør. Som instruktør er det dig, der får roserne, men også tæskene på baggrund af alle de valg, du har truffet kontinuerligt i en proces, der måske har varet i flere år. Det er der en ensomhed forbundet med, som jeg måske er bedre rustet til at tackle, fordi ensomheden allerede ligger som en grundtone i mig. Samtidig med at jeg vildt gerne vil forbinde mig med andre mennesker.

- Hvis jeg skal være god, skal jeg være forberedt. Jeg synes, det er decideret ubehageligt at være uforberedt, og de mennesker, jeg arbejder med og har arbejdet med en del gange, kender mig og ved, at jeg foretrækker, at de også er forberedte… så er der overskud til at være spontan og åben for kreative indfald. Foto: Marie Hald
Annonce

En bro til publikum

Forbindelse blev der i høj grad skabt med filmen ”Dronningen”, der landede i biograferne herhjemme sidste forår. Allerede inden den danske premiere havde filmen vundet publikumsprisen på den amerikanske filmfestival Sundance og tre Dragon Awards i Göteborg. Internationale medier brugte ord som ”gennembrud”.

Også herhjemme blev fortællingen om den voksne, gifte kvinde, der indleder et seksuelt forhold til sin unge stedsøn, modtaget med en storm af roser og stjerner og efterfølgende priser. Blandt andet en Robert for ”årets instruktør”, som dermed for første gang nogensinde gik til en kvinde.

May el-Toukhy nikker og medgiver, at det var fantastisk at opleve, hvordan filmen blev modtaget. Ikke mindst af publikum. Mange fortalte hende, hvordan historien både vakte genklang og skabte en ny refleksion i dem.

- Det er et privilegium at få lov til at opleve det, understreger hun, inden taknemligheden får selskab af en vigtig pointe:

Når mennesker, hun møder, bruger den overvældende succes til at konkludere, at ”nu er hun endelig lykkedes som instruktør”, trækker det på en måde noget fra alt det, hun har præsteret og knoklet for før. For hun føler, at hun er lykkedes mange gange i sit liv og i mange sammenhænge.

- Men bortset fra det er jeg heller ikke typen, der går rundt og har det for vildt over mig selv, griner hun.

- Jeg definerer ikke kun mig selv ud fra det, jeg har lavet, men i lige så høj grad ud fra det, jeg er i gang med.

Ifølge hende kan det være nemlig være farligt som filmskaber at konkludere, at ”nu er man lykkedes én gang for alle”.

- Personligt ville det gøre mig bekymret for at gå kunstnerisk i dvale, og jeg ville være ængstelig for, om jeg ville begynde at gentage mig selv for at opnå det samme som sidste gang. Forventningerne til mig selv stopper ikke, selvom jeg har lavet noget, der har ramt en nerve i nogle.

- Jeg er meget åben i mit samarbejde med andre og deler også gerne min tvivl, for det er ofte i mødet med det, andre byder ind med, at jeg kan mærke, hvad der er den rigtige vej at gå rent kreativt. Foto: Marie Hald
Annonce

Flygtig kærlighed

På nogle punkter er ”Dronningen” nu noget særligt. Den er nemlig årsagen til, at hun brugte store dele af 2019 på at rejse rundt i store dele af verden med filmen og blev mødt med enorm interesse.

- Selvfølgelig giver det et boost. Det er massiv egopleje. Det er klart. Men det er også lidt tomme kalorier, hvis det står på for længe, og man mister kontakten til hverdagen og filmhåndværket, siger hun og maler med lette penselstrøg konturerne af, hvad der følger med pludseligt at være et ”varmt navn internationalt” og skulle promovere både sig selv og sin film rundtomkring i verden.

Det er dage, hvor man flyver ind og bliver hentet i en stor bil og kørt til et fint hotel. Det er pressekonferencer og aftener på eksklusive restauranter i selskab med prominente personer.

Det er interessante samtaler og små underfundige iagttagelser af, hvor forskelligt en film kan opfattes. Og det er en kontinuerlig opmærksomhed på, at man nok kan føle sig elsket i sådan et set-up, men i den sammenhæng er kærlighed en flygtig størrelse.

- Når lysene bliver slukket, og filmen bliver taget af plakaten, skal du bevise over for dig selv og måske også for omverdenen, at du har mere at give. For mig er det derfor vigtigt at være i gang med noget nyt, når noget, jeg har lavet, får premiere. Jeg har brug for at være i gang og kaste min energi ind i nye historier, så jeg ikke bliver afhængig af alt det udenom.

- Meget af det, jeg trækker på, har jeg lært som barn og ung. Men ikke kun. For man bliver ved med at lære og udforske og få nye ar på sjælen. På den måde bliver der ved med at være oceaner af materiale at brygge på. Heldigvis. På en måde. Foto: Marie Hald
Annonce

De vigtigste historier først

Hvor mange film og tv-serier kan man nå at lave på et liv? Det har May el-Toukhy aldrig spekuleret over. Før nu.

Med den store opmærksomhed i kølvandet på ”Dronningen” er også fulgt et væld af tilbud og muligheder. Både herhjemme og internationalt. Hver uge byder på nye møder, internationale kontakter, der skal plejes, manuskripter og lidt uforpligtende følere fra selskaber, der har den her idé, den her artikel eller podcast som, måske-måske ikke kan blive til noget.

- Jeg tror, man sådan set kunne bruge et halvt liv alene på at forsøge at navigere som instruktør på det internationale marked, konstaterer hun med en lille latter i stemmen over den verden, hun er trådt ind i.

Pludselig forstår hun de succesrige instruktører, der benhårdt skærer alt bullshit fra for at kunne koncentrere sig om det vigtigste. Selv har hun nu allieret sig med et par agenter, der hjælper, og hun sparrer desuden med sine nærmeste samarbejdspartnere herhjemme, så hun bruger sit liv på at fortælle historier og ikke på at skovle sig igennem alt muligt, der måske alligevel ikke bliver til noget.

- Så jeg tænker meget over, hvad det er for historier, jeg har lyst til at fortælle, og mener, at verden har brug for at se, siger hun.

Det handler blandt andet at mærke efter, hvilke følelser der bliver vakt, når hun bliver præsenteret for en ny idé. For hvis hun skal bruge tre år af sit liv på en film eller en serie, så kræver det, at den har gods nok i sig til at blive ved med at selvantænde noget i hende.

- Jeg vil gerne lave en international film, hvis det rigtige projekt byder sig, men jeg har også så meget, jeg gerne vil fortælle i en skandinavisk kontekst. Det afgørende er at fortælle historier der klinger sandt for mig og som jeg mener andre mennesker vil kunne spejle sig i. Foto: Marie Hald
Annonce

Nogens mor

May el-Toukhy har bare tæer i de røde sandaler og er kørt ind til byen sammen morgen fra sommerhuset. Det er rolige dage. Veludhvilede dage, hvor arbejdet holder sig under 40 timer, og sommerferiens overskud stadig sidder i kroppen. Og det er ret usædvanligt for kvinden, der var bare 19 år, da hun begyndte som assistent på Det Kgl. Teater og har tilbragt hele sit voksne liv i en branche, hvor meget ofte må vige for arbejdet. Når man er på optagelser i en skov på Fyn, råber man ikke bare ”cut”, fordi man skal til barnedåb eller skole-hjem-samtale.

- Men jeg betragter det ikke som et offer, understreger hun.

Det er bare et vilkår og en forudsætning for at kunne skabe det, hun gerne vil, selvom det selvfølgelig godt kan rive lidt i hjertet.

- Hvis min datter for eksempel skal optræde med sin guitar, og jeg skal arbejde, kan jeg godt føle, at jeg er det forkerte sted. Men jeg prøver at planlægge mig ud af det, og som noget nyt er jeg faktisk begyndt at stå ved, at jeg også er en mor, der skal hente mit barn en gang imellem. Tidligere delte jeg kun, at jeg havde et barn, hvis jeg blev spurgt. Jeg var bange for, at det ville blive opfattet som et problem, at jeg ikke kunne stå til rådighed hele tiden, fordi jeg skulle hjem til min datter, siger hun.

- Det er ikke kun for min egen skyld, at jeg er begyndt at være mere åben omkring, at jeg er min datters mor. Det er også et forsøg på aktivisme. Jeg vil ikke være med til at presse kvinder i den her branche ud i, at de skal lade, som om de er barnløse. Det at være nogens mor - eller far - og tage del i dine børns liv giver også nye indsigter, der potentielt gør dig til en bedre instruktør.

- Jeg forsøger at være med til at skabe plads til, at der også i de kommende generationer er plads til de kvindelige instruktører – og det kræver, at vi normaliserer det at have et familieliv ved siden af karrieren. Foto: Marie Hald

Det sitrende nu

Hun kommer nu aldrig til at flytte ind i en strømlinet tilværelse med omhyggeligt afmålte arbejdsdage. En normal arbejdsuge er stadig over 50 timer. Under optagelser arbejder hun i alle vågne timer og sover måske kun fire-fem timer hver nat.

- Men det træner jeg mig også op til, og så er det faktisk muligt at klare sig med så lidt søvn i de seks-otte uger, som optagelserne typisk varer, siger May el-Toukhy, der ikke sukker over de lange arbejdsdage.

Tværtimod elsker hun den endeløse række af sitrende nu’er, hvor hun er så meget til stede, at alt andet er ligegyldigt. Det selvforglemmende flow, hvor hun forbinder sig til historien og skuespillerne og hverken skænker gårsdagen eller morgendagen en tanke.

- Min intuition er afgørende for, om jeg gør mit arbejde godt, og den kan jeg kun bruge, hvis jeg er totalt til stede i nuet, siger May el-Toukhy, der er overbevist om, at det bedste resultat opstår, når hun har fokus på skabelsen i stedet for endestationen.

Det er, siger hun, i sidste ende heller ikke i publikums reaktioner eller antallet af filmfolk på frierfødder, at hun finder dén følelse, som trækker hende gennem lange arbejdsdage og ind i altopslugende fortællinger. Dén følelse ligger kun et eneste sted:

- Det er sindssygt afgørende for mig, at jeg ved med mig selv, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at gøre det så godt som muligt ud fra den plads i verden, jeg nu havde på det tidspunkt. Det er selvfølgelig vidunderligt, når det, jeg laver, bliver godt og finder et publikum, men den følelse, jeg leder efter, når jeg arbejder, er følelsen af at have givet alt.

- Så må resten være op til verden.

Helt fra barnsben har May el-Toukhy levet med det, hun kalder en ”eksistentiel ensomhed”. Engang forsøgte hun at flygte fra den. I dag har hun lært at leve med den. Foto: Marie Hald
Lige nu er hun i gang med at lægge sidste hånd på det afsnit af DR-serien ”Ulven kommer”, som hun har instrueret. Forude venter blandt andet filmen ”Løvinden” – en fortælling om Karen Blixen. v
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Frivillig Fredag er aflyst

Lemvig

Fandt hash hos 67-årig mand

Lemvig

Knuste ruden med en ugle

Lemvig

Kommunen skærper restriktionerne

Annonce