Annonce
Kultur

Søstrene Bisp: Med fadervor kan vi lægge vores bekymringer fra os

- Vi kan synes, at tilværelsen kan være for ubarmhjertig, men der er også noget befriende i, at Gud har et andet blik på retfærdighed. At vi kan være uforskyldte, når vi rammes af død og ulykker. Der er en nåde i det uretfærdige. Men der er også håb. Både for den, der må dø, og den, der må miste. Et håb om, at livet opstår, selv når man ikke tror det muligt, siger biskop Tine Lindhardt (th). her sammen med biskop Marianne Christiansen. Sammen har de skrevet bogen "Oplysning til borgerne om Fadervor". Foto: Nils Svalebøg
Biskopperne Marianne Christiansen og Tine Lindhardt med det fælles kælenavn "Søstrene Bisp" har skrevet bog om fadervor, hvori de argumenterer for, at bønnen ikke kun har en snæver kirkelig betydning, men er en hjælp til at leve livet.

Fadervor: Niecen skal døbes, bedstefar begraves, sønnen konfirmeres, eller familien skal i kirke juleaften, for sådan har vi altid gjort. Og hver gang folder vi vores hænder og beder i fællesskab fadervor, for også det har vi altid gjort. Nogle af os beder indfølt og i stor koncentration, andre af os tænker måske på noget andet, mens remsen næsten af sig selv kommer ud af munden - meditativt og i langsom takt - og et barn eller to spekulerer måske på ord som ”vorde” og ”skyldnere” og forstyrrer mor eller far med et hviskende ”hvad betyder det?”.

Skal vi være ærlige, forstår mange af os voksne heller ikke fadervor til fulde, men det har vi mulighed for bedre at kunne nu. I bogen ”Oplysning til borgerne om Fadervor” gennemgår Marianne Christiansen, biskop over Haderslev Stift, og Tine Lindhardt, biskop over Fyens Stift, bønnen sætning for sætning - ord for ord. De er ikke altid enige, men i bogen reflekterer de på skift og kommenterer hinandens tanker, og de håber, at det kan føre til, at læserne vil tænke videre og også føle, at de har fået hjælp til en større forståelse af bønnen og den kristne tro.

- For der er en større interesse for bøn i dag. Flere kristne er begyndt at tænke over deres egen bøn - måske fordi muslimerne og deres måde at bede på er langt mere synlig, siger Marianne Christiansen og tilføjer:

- Vi vil også gerne have, at fadervor ikke blot er et passivt beredskab, man griber til, når man for eksempel sidder ved et dødsleje, men at man får et mere dagligdags forhold til bønnen.

Tre om fadervor

1 Bønnen

Fader vor (eller vor Fader)

Du som er i himlene

Helliget vorde dit navn (eller helliget blive dit navn)

Komme dit rige

Ske din vilje som i himlen således også på jorden

Giv os i dag vort daglige brød

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere

Led os ikke i fristelse (eller led os ikke ind i fristelse)

Fri os fra det onde

For dit er riget, magten og æren i evighed! Amen

2 Oprindelsen: Fadervor stammer fra Det Nye Testamente - Matthæusevangeliet, skrevet cirka 50 år efter Jesu død og opstandelse.

Den sidste sætning ”For dit er riget, magten og æren i evighed! Amen” findes ikke i de ældste håndskrifter af Matthæusevangeliet. Den er senere skrevet ind som en bekendelse til den, bønnen er rettet til.

Fadervor er ikke kristen i den forstand, at Jesus nævnes. Men det er en bøn i Jesus navn.

Kilde: Professor emeritus Mogens Müller og pensioneret sognepræst Lisbet Kjær Müller i bogen ”Oplysning til borgerne om fadervor”.

3 Foldede hænder: Skikken med at folde hænderne, mens man beder fadervor, stammer fra middelalderens Tyskland, hvor det oprindeligt var en hilseform over for stormanden og høvdingen. Luther henviser til den i 1500-tallet, og i vores folkelige traditioner er de foldende hænder gledet ind sammen med Luthers Katekismus. Under andre himmelstrøg ses kristne samle hænderne med håndfladerne mod hinanden eller brede hænderne ud i en modtagende gestus.

Kilde: ”Oplysning til borgerne om fadervor”

Fadervor dagligt

En af biskoppernes hovedpointer er, at fadervor er en maggiterning for den kristne tro - at den indeholder hele essensen.

”De 10 bud giver anvisninger på, hvordan man skal leve. Fadervor tager udgangspunkt i et tillidsforhold til Gud. Den er en bøn om hjælp til at leve og en bøn om tilgivelse for den uundgåelige skyld i forhold til at leve op til buddene”, som de to biskopper blandt andet formulerer det i deres bog.

Fadervor har altså ikke kun en snæver kirkelig betydning, men er en vejledning til livet, en trøst og et håb.

Det er noget, de to biskopper også som privatpersoner finder så betryggende i livet, at de ikke blot beder fadervor i kirken, men flere steder i løbet af en dag. Ved sengetid, sammen med børnebørn, i bilen som en stille indre bøn og altid, når de besøger en grav. For bønnen favner også de døde, siger de.

”Man lægger bekymringen fra sig. Man lægger den hos Gud i fuld tillid til, at magten og æren og herredømmet er hans, og at så ender det godt. Det giver håb og tro og kræfter til at leve det liv, man har fået at leve, med alt, hvad det måtte rumme”, skriver Tine Lindhardt i bogen.

Vi vil have kontrol

Bønnen sikrer også, at intet menneske er en ø, men er del af et fællesskab, for når man beder fadervor, beder man ikke for sig selv, men for andre, siger biskopperne.

Fadervor indeholder intet ”mig” eller ”jeg”, men et ”os” og et ”du”, og denne du er Gud, og dermed er bønnen også en samtale med Gud. Man er ikke alene, man er i et fællesskab af os og Gud.

- Når man beder fadervor, slipper man ud af sine selvkredsende tanker, som kan være næsten klaustrofobiske. Det sker for eksempel, hvis man lider af angst, siger Marianne Christiansen.

Men at slippe det selvkredsende er i det hele taget vigtigt i en tid, hvor vi gerne vil have kontrol med hele vores liv og derfor også har en tendens til at tage det fulde ansvar, synes de to biskopper.

- Er man gudløs, bærer man hele sit liv selv. Man bærer skylden for tilværelsen alene, konstaterer Marianne Christiansen.

Og med fuldt ansvar følger ofte placering af skyld. Som når det kan ligge fristende på tungen, at den stakkels nabo, der har fået lungekræft, nok selv er skyld i det, fordi han har røget.

- Selvfølgelig har vi et medansvar for vores liv, men meningen med ulykkerne må man placere hos Gud, siger Tine Lindhardt.

De to biskopper

Marianne Christiansen, født 1963, biskop over Haderslev Stift. Indsat maj 2013.

Tine Lindhardt, født 1957, biskop over Fyens Stift. Indsat november 2012.

Rytmen i bønnen

- Fadervor er hjertesprog. En remse, hvor man ikke skal finde alle de vigtige ord selv. Det er en kæde af ord, som rækker bagud, for den er givet af andre, og den rækker fremad, fordi den har perspektiv, siger Tine Lindhardt.

Og som hjertet har fadervor sin egen rytme - især, når vi siger remsen i fællesskab. Det er betoningerne af sætningernes første ord, der sætter takten.

Ingen af biskopperne tror, at ordene er udvalgt af oversættere gennem tiden for at passe til rytmen, for i for eksempel Tyskland er takten en anden. Selve den måde, vi fremsiger fadervor på herhjemme, er opstået af den mundtlige brug, siger de.

- Den er som en melodi - et åndedrag, så der er også en stor hvile i fadervor, siger Marianne Christiansen.

Bønnen kan virke som meditation og være mindful, men den er mere end det. Fadervor er udtryk for en relation med Gud, siger hun.

Marianne Christiansen og Tine Lindhardt: ”Oplysning til borgerne om Fadervor”, 285 sider, udkommet på U Press

Skikken med at folde hænderne, når vi beder fadervor, stammer fra middelalderens Tyskland. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Lemvig

Verdensmusik spiller til dans

Annonce