Annonce
Udland

New Yorks politi undskylder for raid mod bøsser i 1969

Mike Segar/Reuters
Mange homoseksuelle gik til modangreb og banede vej for LBGT, da politi gik ind Stonewall Inn i 1969.

New York City's politikommissær har undskyldt for, at politiet i den amerikanske storby i 1969 gennemførte en hårdhændet lukning af værtshuset Stonewall Inn.

Aktionen skabte grunden for den moderne LGBT-bevægelse. New York City's politikommissær, James O'Neill, sagde i en erklæring torsdag, at New Yorks politi handlede forkert dengang i baren for homoseksuelle i Greenwich Village.

Han siger, at det var "diskrimination".

- Det vil jeg gerne undskylde for, siger O'Neill.

Undskyldningen kommer få uger før 50-årsdagen for politiaktionen og det oprør, som den førte til.

Da politiet gik ind i Stonewall Inn den 28. juni 1969 førte det til håndgemæng mellem politifolk og stedets gæster og ansatte.

Det var ikke første gang, at homoseksuelle havde udvist mod til at demonstrere eller slås med politiet, men episoden blev et vendepunkt, som førte til en bølge af aktivisme.

Mange af de homoseksuelle gik til modangreb, som om de pludselig reagerede på årtiers diskrimination, og en bølge af optøjer skyllede pludselig gennem New York.

Det førte til dannelsen af Gay Liberation Front, og de homoseksuelle begyndte der med at organisere sig som borgerrettighedsbevægelsen og Vietnam-demonstranterne.

O'Neill siger, at New Yorks politi som institution må tage ansvaret for, hvad der skete i Stonewall.

En talsmand for NYC Pride, James Fallarino, siger, at undskyldningen ikke kan rette op på årtiet med vold og diskrimination, men det at det er "en god begyndelse."

LGBT-personer kunne dengang anholdes blot for at vise følelser offentligt for en af samme køn.

/ritzau/AP





Annonce
Forsiden netop nu
Holstebro

De første nordvestjyske reaktioner på V-formandsskifte: Inger er det rette valg

Lemvig

Klagenævn gav kommunen medhold

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce