Annonce
Danmark

Ejendomsmægler: Udrulningen af hurtigt internet satte gang i hussalget

Ejendomsmægler Karl Peter Lyhr oplever, at huse i landområderne på Nordfyn er blevet langt nemmere at sælge, efter der er udrullet fibernet. Foto: Christian Nordholt
Indehaver af EDC i Bogense oplevede, at usælgelige huse blev salgsbare, da fibernettet blev udrullet i seks store områder på Nordfyn. Et køkken kan man forhandle om, men hvis der ikke er fibernet, går kunderne bare igen, lyder det.

Bredbånd: En revolution og et farvel til stenalderen. Sådan beskriver indehaver af EDC i Bogense, Karl Peter Lyhr, fibernettes udrulning i seks store landområder sidste år.

Før udrulningen af fibernettet, oplevede ejendomsmægleren ofte, at købere, der havde kigget på flere huse i landområderne i kommunen, afslog at komme ud til åbent hus arrangementer, når de opdagede, der ikke var hurtigt internet.

- Bredbånd er ikke noget man bare kan forhandle om, ligesom man kan forhandle om prisen, hvis køkkenet er gammelt. Med et gammelt køkken kan man sælge huset 50.000 kroner billigere. Men hvis der ikke er fibernet, går folk bare igen, siger Karl Peter Lyhr.

Han glæder sig derfor over, at hele Nordfyns Kommune efterhånden godt dækket ind med fibernet. Det er både godt for borgerne i kommune og for hans forretning.

- Når der er bredbånd, er køberskaren meget større. Mange har behov for at kunne arbejde hjemmefra, og selv ældre mennesker forventer, der er ordentligt internet i dag, så de for eksempel kan bestille medicin på apoteket online, siger ejendomsmægleren.

Årsagen til, at der ifølge Karl Peter Lyhr ikke kan forhandles, når det gælder fibernet er, at det kan være rasende dyrt at etablere som enkeltperson.

- Til informationsmødet, vi havde med Energifyn, fortalte en lokal bed and breakfast-ejer, at han havde fået et tilbud på fibernet. 272.000 lød prisen. Det er ikke noget, man bare kan købe selv, siger han.

Annonce

- Livsnødvendigt med internet

Et af de steder hvor det nye fibernet har haft en stor betydning for hussalget er mellem landsbyerne Ore og Skovby. Her købte 26-årige Mathilde Kajberg og hendes kæreste et af husene sidste sommer.

- For min kæreste betød det umådeligt meget, at der var godt internet, og han spurgte ind til det allerede, inden vi var ude at se huset. Det er vigtigt for ham, fordi han kobler computere på biler, som aflæser, hvad der er galt, når han laver mekanikerarbejde. Vi har også tre fjernsyn i huset, og Netflix er livsnødvendigt for vores fem-årige pige, siger hun.

Mathilde Kajberg spøger med, at en god internetforbindelse er så vigtig for dem, at hun ville være nødt til at forlade husstanden, hvis fibernettet røg, fordi det ville skabe kaos og panik. Men der er en smule sandhed i det.

- Den første dag vi boede her, havde vi ikke internet, fordi de tidligere ejere var kommet til tage internetstikket med. Min kæreste var meget i panik. Vi kunne ikke engang bestille pizza i flytterodet uden internet, fordi flere af de lokale pizzariaer kun tager imod bestillinger over apps idag, siger hun.

Huset blev solgt på seks dage

Det var Karl Peter Lyhr, der solgte parret det 108 kvadratmeter store hus på Middelfartvej sidste. Der var mange, der var interesserede, og huset nåede kun at være til salg i seks dage. Det er markant kortere tid, end sidst det blev solgt i 2011. Siden dengang er der sket en omfattende renovering, men salgsprisen er også steget med næsten en halv million kroner. Karl Peter Lyhr vurderer, at fibernettet har haft betydning for både huspris og liggetid.

Privat har ejendomsmægleren også haft glæde af den store udrulning af fibernet sidste år. Den forbedrede internetforbindelse har betydet, at han og hans kone, der også arbejder i ejendomsmæglerforretningen, kan nå flere ting på jobbet samtidig med, at de har fået mere fritid.

- Før måtte jeg stå på en bakke udenfor ved vores drivhus, når jeg skulle forhandle huspriser hjemmefra, fordi nettet var så dårligt. Vi kunne heller ikke tilgå EDC's systemer hjemmefra, så hvis vi afholdte åbent hus i weekenden, måtte jeg køre de otte kilometer ind til kontoret i Bogense for at tjekke om der var tilmeldinger, og så køre hjem igen, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Mobile fabrikker over hele verden

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce