Annonce
Danmark

Ny uddannelsesminister vil lave karakterskalaen om

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En ny karakterskala skal have mindre fokus på fejl, mener uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) lancerede i foråret en plan om, at 7-trinsskalaen skulle udvides med en ekstra karakter, som skulle være 12+.

Men uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) mener ikke, at karakterskalaen skal udvides med en ny topkarakter.

Hun vil i stedet helt lave karakterskalaen om. Det skriver Politiken.

Ane Halsboe-Jørgensen mener, at det nuværende karaktersystem har for meget fokus på fejl, mens hun også ser problemer med skalaens syv trin, som går fra -3 til 12.

- I mine øjne er det en fejl, at man har lavet en skala, som får de unge til at starte på 12, og så trækker man fra for hver fejl, der laves. Det er en helt usund fejlfinderkultur i mine øjne.

- Det er også problematisk, at springene på midten er så store, at det kan være utroligt svært at rykke sig som studerende, siger ministeren.

Hun har endnu ikke et fast bud på, hvordan et nyt karaktersystem skal se ud. Men der er for stort fokus på karakterer og for lidt fokus på at have det godt med det nuværende, lyder det.

- Der er en følelse af, at hvis du bare fejler ved en enkelt eksamen, så lukker der døre på stribe.

- Hele den her tilgang til ræset skal vi have lavet om på i et samlet arbejde med en ny karakterskala og et nyt optagesystem, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Den forrige regerings forslag om en 12+-model løser ifølge ministeren ikke de grundlæggende problemer ved den nuværende karakterskala.

Hun er dog enig i, at der mangler en måde, hvorpå man kan belønne den ekstraordinære præstation.

Det bliver vel modtaget hos Danske Studerendes Fællesråd, at der ikke længere er plan om at tilføje en ekstra karakter til karakterskalaen.

- Vi synes, at det er rigtig positivt, at hun vil droppe 12+.

- Vi mener, at 12+ bliver et ekstra parameter, som studerende skal opnå, og det synes vi ikke, gør noget for at afhjælpe det pres, mange studerende oplever, siger formand Johan Hedegaard Jørgensen til Ritzau.

Han mener, at det er en fin idé at kigge på karakterskalaens udformning og håber, at elever og studerende vil blive taget med på råd som "hverdagens eksperter".

- Man skal være opmærksom på, at det her med at ændre karakterskalaen er udmærket. Men det er ikke, fordi det er en mirakelkur, der løser alle uddannelsessystemets problemer.

- Det vigtigste er, at vi har en karakterskala, der ikke leder til unødigt pres, siger Johan Hedegaard Jørgensen.

Over for Politiken understreger Tommy Ahlers, at 12+ aldrig var tænkt til at stå alene. Det skulle fungere som et led i en større ændring af karaktersystemet.

Her ville han blandt andet bremse fokus på mangler og mindske springene mellem karaktererne.

/ritzau/

Annonce
Link til artiklen på Politikens hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Brandfolk arbejder fortsat med voldsom brand i halmlade: Beskytter staldbygning mod strålevarme

Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Lemvig

Stormturister i vinterferien

Annonce