Og så synger vi nummer 197, 'Mormors kolonihavehus'

Holstebro: Det er næsten mørkt, og det er koldt. Men oppe på bakken lokker Holstebro Valgmenighedskirke indbydende med sit gyldne lys i vinduerne denne onsdag eftermiddag i november.

Vi fumler mundbind frem fra taskerne og går ind i kirken, der ikke er mindre indbydende i sit julepyntede indre, end den var på afstand udenfor.

Cirka 40 andre har også fundet vej til kirken her helt uden for "gudstjenestetid", og det er vel ret godt gået, i betragtning af at, Holstebro Valgmenighed ikke ligefrem har slået på stortromme for arrangementet. Det erkender de blankt.

Men faktisk er det en lille unik idé, kirken her har fået - og den bliver støttet af Holstebro Handelsstandsforening, der gerne vil have aktiviteter i midtbyen, så man måske bliver stimuleret til at handle, hvis man alligevel vil i kirke - eller omvendt.

Det handler om at åbne kirken her i coronatiden for noget andet end gudstjenester og koncerter. "Solhvervsarrangementer" kalder man de tre kvarters samvær på onsdag eftermiddage.

Der er planlagt fem solhvervsarrangementer, og den, vi deltager i, er nummer to i rækken. Nummer tre finder sted den kommende onsdag, altså den 2. december.

Den første gang var emnet "Ensomhed". Da vi denne onsdag har fået os bænket med højskolesangbogen i hånden på en af de bænke, man må sidde på - halvdelen er afspærrede i bedste corona-ånd - fortæller kirkens præst, Caspar Wenzel Tornøe, at dagens emne er "Affald".

Det vækker nogen morskab på rækkerne.

Men da præsten uddyber, at affald, er "det, der falder af, falder fra, dømmes ude, kasseres og forfalder", går der en prås op for de fleste. For selvom præstens egen have åbenbart er fuld af forfald og affald, så er det "affald" fra Højskolesangbogen, det blandt andet gælder. Altså, de sange, der er dømt ude i den nye udgave.

Det er "Mette og Steen fra menigheden", der dygtigt sørger både fællessange og sange, de selv fremfører. Og så lærer vi, at Leif Sylvester Petersens "Oh frihed" udgår af højskolesangbogen. Det samme gør "Mormors kolonihavehus" - og hvornår har man måske sidst sunget den i en kirke? Men vi gør - af karskens bælg.

Vi lytter til en ny sang i Højskolesangbogen, nemlig Pia Raugs "Regnvejrsdag i november". Helt "ny" er den nu ikke, for den er skrevet i 1976, og jeg kan huske den fra min gymnasietid i begyndelsen af 1980erne, hvor Pia Raug gav koncert på skolen. Men den er ny i Højskolesangbog-sammenhæng.

Vi synger også med på én, der næppe nogensinde udgår af førnævnte sangbog, nemlig Kaj Munks "Den blå anemone", som stadig rører mig dybt, fordi jeg tænker på, hvordan min farmor passede og plejede sin blå anemone - med tankerne på Kaj Munk.

Der bliver læst et digt op, præsten siger lidt om novemberstormen for 39 år siden - og så har kirken gjort et scoop. Man har nemlig fået historikeren, samfundsforskeren og forfatteren Michael Böss til at fabulere over dagens emne. Det gør han elegant, flydende, scenevant og dybt interessant. Og lige præcis så længe som man kan holde koncentrationen fangen.

Da vi forlader kirken, er der gået en time. Men pyt. Tiden løber som bekendt i godt selskab - og i dette tilfælde var det ikke spildtid.