Annonce
Danmark

Overlæge: - Det var netop på grund af ting som corona, at jeg blev intensivlæge

Lisbeth Liboriussen har været overlæge på intensivafdelingen på Viborg Regionshospital i seks år. Hun er klar til coronaepidemien topper. Foto: Morten Dueholm
Lisbeth Liboriussen er mor til tre, formand for Viborg Svømmeklub og overlæge på intensivafdelingen på Viborg Regionshospital. Det er hende og hendes kolleger, vi skal sætte vores lid til, når coronaepidemien topper. Hun er klar.

Coronavirus: Vi er i tredje uge af coronaepidemien og stadig der, hvor vi henter vores tryghed i, at myndighederne gør det rette. At italienerne er dem, der var på stranden, mens tsunamien ramte, og at regeringen og Sundhedsstyrelsen herhjemme er i gang med at få Danmark godt op i bakkerne, så bølgen tager så få af os som muligt.

Bølgen er ikke bremset, flere og flere vil blive indlagt - og flere med behov for intensiv behandling. Sundhedsstyrelsen vurderer, epidemien vil nå sit højeste punkt på kurven i ugerne lige efter påske.

Så vil det ikke længere være besindige myndighedspersoner på pressemøder, vi skal hente trygheden i. Da får vi brug for dem, der ikke bare har uddannet sig bedre end os andre, men også trives i kaos, uforudsigelighed og liv og død. Det er dem, der kaster sig ind i katastrofen for at komme klogere og bedre rustet ud på den anden side.

Intensivlægerne.

De redder liv på daglig basis, men lige om lidt, lige rundt om hjørnet, får vi brug for dem som aldrig før.

En af dem er 48-årige Lisbeth Liboriussen fra Bjerringbro. Mor til tre, gift med en sælger fra Grundfos og formand for Viborg Svømmeklub. Overlæge på Viborg Regionshospital.

Hun ville egentlig ikke citeres for det, men nu gør jeg det alligevel:

- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det pænt, men min største frygt er, at jeg selv bliver syg, så jeg ikke kan få lov at være med og hjælpe, når der bliver allermest travlt.

Annonce

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det pænt, men min største frygt er, at jeg selv bliver syg, så jeg ikke kan få lov at være med.

Lisbeth Liboriussen,

Katastrofestopperne

Lisbeth Liboriussen har været intensivlæge i lidt mere end 10 år. De sidste seks år på Viborg Regionshospital.

- Vi siger nogle gange lidt ironisk om os selv, at vi ikke er særlig kloge. Vi kører efter en simpel ABC - Airway, Breathing, Circulation (luftvej, vejrtrækning, cirkulation, red.). Hvis du har et stykke æble siddende i halsen og ikke kan få luft, dør du. Hvis du får en svær lungeinfektion, som man kan få af Covid-19, kan du dø af det. Hvis du får hjertestop, svært kredsløbsvigt eller forbløder, dør du også. Det er i ABC-rækkefølgen, man dør. Vi tager os af A, før vi tager os af B og af B, før vi tager os af C.

- Det er opgaven som intensivlæge. Vi stopper katastrofen og lader andre om at finde ud af, hvorfor patienten blev syg, og hvad der skal gøres ved det. Det giver et arbejdsmiljø med en hel del gejst og en vis jargon, siger Lisbeth Liboriussen.

- Jargonen, gejsten, der hvor man for eksempel siger, at man er bange for selv at blive syg, fordi man så går glip af noget, er vel også en måde at håndtere det på?

- Lige præcis. Vi forholder os jo rigtigt meget til liv og død. Det er vores hverdag.

- Lad os komme i gang

Man bliver kun indlagt på en intensivafdeling, hvis der er stor risiko for, at man ellers ville dø. En læge på sådan en afdeling laver dybest set ikke andet end at redde liv.

- Jeg valgte at specialisere mig som intensivlæge, fordi det er det jeg vil. Jeg blev dybest set intensivlæge for at kunne træde til i de mest kritiske situationer.

- Jeg kan lide det uforudsigelige. Jeg bliver udfordret af meget syge patienter, af det uvisse, af det komplekse. Der er afregning ved kasse et. Når man gør noget, finder man med det samme ud af, om det virker. Så fortsætter man den vej. Virker det ikke, går man et skridt tilbage og går en anden vej.

- Jeg føler mig megaprivilegeret. Jeg har verdens bedste arbejde og det fedeste speciale, man kan få. Og lige nu tænker jeg, lad os komme i gang, så vi kan få kendskab til og viden om dette nye mønster, så vi kan blive klogere og hjælpe patienterne og de kommende patienter på den bedst mulige måde.

- Er der ikke noget i det, der venter, og som alle er så bange for vil lægge hele sundhedsvæsenet ned, som gør dig bange eller nervøs?

- Nej, det er der faktisk ikke i forhold til min eget arbejde, men selvfølgelig har jeg ligesom alle andre uvisheden om, hvorvidt det vil lykkes os at få en flad kurve i stedet for en høj kurve. Om det kommer til at overstige vores kapacitet. Og med kapacitet mener jeg også vores mentale kapacitet. Men vi på intensivafdelingerne er klædt på til det. Mange af os kører jo også lægeambulance og er vant til, at vi ikke ved, hvad der rammer os.

- Er du nervøs for at skulle træffe beslutninger på kanten mellem liv og død?

- Nej, vi er i den grad vant til at tage tunge beslutninger. Lige præcis os på intensiv er trænede og mentalt forberedt på lige netop det.

Lisbeth Liboriussen har været overlæge på intensivafdelingen på Viborg Regionshospital i seks år. Hun er klar til coronaepidemien topper. Foto: Morten Dueholm

Ikke som Italien

Som alle andre følger Lisbeth Liboriussen med i nyhederne og ser beretninger fra Italiens intensivafdelinger og billeder af militære køretøjer, der i kortege kører kister til kirkegården.

- Man kan jo ikke undgå at følge med i det, og lægeligt forsøger vi også at gøre os nogle erfaringer baseret på Italien for eksempel, som kan gøre os bedre forberedt. Men jeg tror måske, vi skal være forsigtige med at sammenligne os med Italien. Vi har netop haft tid til at forberede os bedre. Og så tænker jeg, at vi måske har en lidt anden tilgang i Danmark end i Italien.

- Jeg bruger rigtigt meget af min tid på at sige nej til at vurdere, om patienter overhovedet vil have gavn af at komme på intensiv, eller det kun vil betyde yderligere lidelse for dem. Man kan være for syg og have for lavt funktionsniveau til at komme på intensiv. Vi tænker meget på, om det giver mening. I Danmark er der for eksempel næsten ingen, der dør af en udbredt kræftsygdom på intensiv. Det gør de rigtigt meget i andre lande, hvor de behandler maksimalt til det sidste. Nogle gange er folk bare mætte af dage og har ikke flere kræfter. Det kan vi ikke give dem på intensiv. Tværtimod.

- Man skal have noget at stå imod med for at overleve at komme på intensiv afdeling?

- Ja, det skal man faktisk. Årsagen til, at man kommer på intensiv, vil altid være utroligt belastende, men når man så er der, bliver man lagt i en seng og kommer i respirator, så man ikke bruger sine vejrtrækningsmuskler. Man kender det, hvis man har set et ben, der har været lagt i gips. Musklerne forsvinder. Det gør vejrtrækningsmusklerne også. Mellemgulvet, som er vores største vejrtrækningsmuskel, svinder ganske betydeligt bare efter en uge i respirator.

- Det er ekstremt belastende for kroppen at være i respirator, som stort set alle patienter på intensiv er. Hvis et sundt og raskt menneske som du eller jeg bliver kørt ned og kommer til at ligge i respirator i en uge eller 14 dage, har vi stort set ikke kræfter til bare at sidde på sengekanten efter de 14 dage.

Lisbeth Liboriussen har været overlæge på intensivafdelingen på Viborg Regionshospital i seks år. Hun er klar til coronaepidemien topper. Foto: Morten Dueholm

Hvad med de pårørende?

Den ene ting, som bekymrer Lisbeth Liboriussen i forhold til hendes eget arbejde som intensivlæge, når epidemien topper, er en ting, som slet ikke er at finde i intensivlægens ABC:

Konsekvenserne for pårørende, der måske mister, og de overlevende patienter.

- Det giver mig hovedbrud, fordi det er noget jeg lægger utrolig stor vægt på til daglig. Vi har indført, at vi tager dem ind til samtaler efterfølgende, fordi patienterne sjældent husker meget, og fordi de pårørende kan have vanskeligt ved at forstå, hvad der egentlig er sket. Nu kan vi slet ikke have pårørende på hospitalet længere, men vil blive nødt til at tage samtalerne med dem over telefon. Det gør bare en kæmpeforskel om man kan se folk i øjnene, når man skal tage tunge snakke undervejs i et forløb.

- En ting er, at noget kan blive vanskeligere, fordi det skal foregå over telefon, noget andet er, at I vel også må forudse, at den slags bliver noget, der kan blive prioriteret meget ned eller helt væk, fordi I skal bruge ressourcerne på at redde liv?

- Lige nu har vi en - måske naiv - forhåbning om, at det vil være noget, vi kan gøre dagligt, men at det så skal være ret korte snakke. Men vi må også bare sige, at informationer af pårørende vil være noget, vi i sådan en situation prioriterer lavest.

Lisbeth Liboriussen har været overlæge på intensivafdelingen på Viborg Regionshospital i seks år. Hun er klar til coronaepidemien topper. Foto: Morten Dueholm
Lisbeth Liboriussen har været overlæge på intensivafdelingen på Viborg Regionshospital i seks år. Hun er klar til coronaepidemien topper. Foto: Morten Dueholm
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Kære Svend. Næste gang jeg kommer til Danmark, ringer jeg naturligvis til dig... med varm hilsen og høj agtelse, Kathleen Kennedy

Lemvig

Jesus har tunet ind på 89,1 MHz

Annonce