Annonce
Danmark

Paludan sendte brev til 500: Alle i chikaneoffers omgangskreds skulle kende hans version

Rasmus Paludan, da avisen Danmarks journalist Kasper Løvkvist onsdag forsøgte at få ham til at forhold sig til chikanesagen på Blågårds Plads i København. Her afviste Paludan med den begrundelse, at han mener, at sådan en chikanesag hører til privatlivets fred. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
I 2011 mente Rasmus Paludan ikke, at hans chikanerier og forfølgelse af en ung mand hørte under privatlivets fred. Han sendte en lang orientering om sagen til omkring 500 mennesker og planlagde at holde offentlig møde om den. Samtidig begyndte han at udvide sin chikane til også at omfatte venner og venners familier.

Avisen Danmark har de seneste to dage frembragt dokumentation for, at Rasmus Paludan i årevis foretog systematisk chikane og forfølgelse af en dengang 24-årig mand i en grad, så Københavns Politi endte med udstede et tilhold på fem år.

Chikanen bragte den 24-årige og hans familie fra Ribe på sammenbruddets rand, havde store økonomiske konsekvenser for dem, og den udviklede sig også til at omfatte en bred kreds omkring den 24-årige. Rasmus Paludan har overfor avisen Danmark nægtet at forholde sig til sagen, fordi han mener, at det hører under privatlivets fred.

Det mente Rasmus Paludan ikke i 2011, hvor chikanen stod på. Avisen Danmark kan nu afsløre, at Rasmus Paludan dengang forfattede et brev, hvor han sammenfattede sagen, som han så den. Brevet blev sendt med posten til alle, som Paludan mente kunne have hørt om sagen på det tidspunkt. Omkring 500 mennesker, skulle have modtaget brevet, som avisen Danmark er i besiddelse af.

I brevet, der er dateret 16. maj 2011, skriver Rasmus Paludan blandt andet:

"Jeg er bekendt med, at xxx har bagtalt mig over for en række personer, jeg ved ikke hvem - bortset fra de få, som selv har henvendt sig til mig. Derfor må jeg skrive til de ca. 500 mennesker, som XXX har haft kontakt med i de seneste par år."

Annonce
Dokumentation: Rasmus Paludans anmodning om indsigt i sit chikaneoffers vens fars ansættelsesforhold.

Paludan: Kontakt mig

Generelt omhandler det tre sider lange, tætskrevne brev, hvad Paludan blandt andet beskriver som "sociale problemer" mellem Paludan og chikaneofret, og Rasmus Paludan forsøger at beskrive sagen ganske "harmløs", og at det på mange måder var ham, der var ofret, selv om politiet senere kom til en ganske klar konklusion ved at først forsøge at advare Paludan mod at chikanere den 24-årige og i januar 2013 skride til at udstede det længstvarende polititilhold, som der er mulighed for at udstede.

I brevet inddrager Paludan en række andre studerende og ansatte på Københavns Universitet. Han beskylder blandt andet en studievejleder for at opfordre ham til at begå selvmord, og han mener, at personer i den 24-åriges omgangkreds er kriminelle, fordi de angiveligt skulle delt nogle gymnasieelevers eksamensopgaver i en bredere kreds.

"Efter min opfattelse kan XXX ikke forstå, at når han vælger sine venner, så reflekterer deres kriminelle handlinger også mod ham," skriver Rasmus Paludan blandt andet.

Han slutter brevet med disse linjer: "Jeg håber nu, at jeg har påvist, at forholdet mellem XXX og mig er mere nuanceret, end hvad XXX muligvis har påstået over for Dem! Ønsker De ovenstående uddybet, så er De velkommen til at kontakte mig."

Avisen Danmark har forsøgt at få sagen uddybet ved Rasmus Paludan, men er endnu engang blevet afvist med meldingen "ingen kommentarer".

Indkaldte til møde om sagen

I brevets indledning, hvor Rasmus Paludan skriver, at han har sendt det cirka 500 mennesker, skriver han også:

"Det er ganske vist mange mennesker, men jeg har købt en frankeringsmaskine og sender brevene som B-post for på den måde at holde portoen nede. Udgiften på på 5 kr. per brev giver en portoudgift på 2.500 kroner ved 500 breve."

Samtidig med at Rasmus Paludan sendte brevet ud til de 500 mennesker, som han mente den 24-årige havde haft kontakt med i årene op til, sendte han også en mail til en bred kreds af blandt andet studerende på Københavns Universitet. Her inviterede Paludan til et offentligt møde, hvor han ville orientere om chikanesagen fra hans synsvinkel. Ingen af de kilder, avisen Danmark har talt med, mødte dog op, så det er uvist om mødet rent faktisk blev afholdt.

Ville overvåge bopæl

Avisen Danmark er også kommet i besiddelse af et brev, som Rasmus Paludan i foråret 2012 sendte som et led i at udvide sin systematiske chikane til den 24-åriges venner, familie og venners familie.

Brevet blev sendt til en far til en af den 24-åriges venner, cirka et halvt år efter Rasmus Paludan havde skrevet til farens arbejdsplads og bedt om oplysninger om farens uddannelse, løn, tjenesterejser, arbejdsopgaver og evt. disciplinærsager.

I brevet skriver Paludan blandt andet:

"Det er min hensigt, at jeg resten af XXX og XXX liv må fortælle andre mennesker om, hvordan de opfører sig."

Paludan skriver også, at han har forsøgt at interviewe vennens fars chef, men at chefen havde afslået, og at Paludan herefter vil begynde at henvende sig til farens kolleger.

"Jeg anmoder om interviews for at udrede, hvordan XXX dog er blevet, som han er blevet, og om De er ansvarlig for det."

Og så slutter Rasmus Paludan med disse linjer:

"Jeg vil også foretage observationer af Deres bopæl i Ribe under Tulipanfesten de kommende dage. Jeg vil også henvende mig til XXX's søskende og deres venner for at udrede XXX's adfærd."

Dette års udgave af Tulipanfesten i Ribe finder sted i netop denne weekend, og Rasmus Paludan har meldt sin ankomst fredag klokken 12 for at uddele foldere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce