Annonce
Danmark

Patienter er vigtigere end struktur

Ellen Trane Nørby

Reform: Patienten er vigtigere end strukturerne, siger formændene for FOA, Overlægeforeningen, Yngre Læger og HK forleden i et fælles indlæg her i avisen 23. januar. Det er regeringen helt enig i, og det har vi også haft lejlighed til at drøfte med organisationerne i de sidste par uger som opfølgning på vores sundhedspolitiske udspil.

Regeringens sundhedsreform går netop ud på at sætte "patienten først" og tage fat om de udfordringer, som alt for mange patienter oplever i vores sundhedsvæsen i dag. Et sundhedsvæsen, hvor der mangler nærhed og sammenhæng, og hvor der er for stor forskel på behandlingen alt afhængig af, hvor i landet man bor.

Vi er gået fordomsfrit til værks, og vi har ikke på forhånd fredet de nuværende strukturer, som andre politiske partier kan have for vane. I stedet har vi set på, hvad der giver bedst mening for patienten og for, at sundhedsvæsenets personale får tilstrækkeligt med ro og ressourcer til fortsat at kunne yde den kæmpe indsats, som de gør i dag.

Flere opgaver skal løses lokalt for eksempel i nye moderne sundhedshuse. Samtidig skal 21 nye sundhedsfællesskaber mellem kommuner, sygehuse og almen praksis sikre sammenhæng og sørge for, at der er et godt samarbejde på tværs. Så ingen patienter bliver tabt mellem to stole.

På den måde forankrer vi flere opgaver lokalt. Andre løfter vi op på et nationalt niveau. Med et mere entydigt politisk ansvar. Og mulighed for at skabe mere ens rammevilkår.

Mere lokalt. Mere nationalt. Det gør - at det led, som ligger midt i mellem - Danmarks fem regionsråd - ikke længere er nødvendige. Ikke fordi det var en fejl at oprette dem, som ellers mange partier påstod, da de blev skabt. Men fordi de udfordringer vi står overfor er nogle andre, end da vi skabte regionerne. Når administrationen forenkles, kan vi bruge flere ressourcer på patienterne. Og derfor er sundhedsreformen et vigtigt skridt mod mere kvalitet.

Og alle i hele landet har en berettiget forventning om at få den bedst mulige behandling. Regeringens sundhedsreform handler om nærhed, sammenhæng og kvalitet - ikke struktur. Patienten sættes først.

Annonce
Sophie Løhde
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

24-årig lemviger kørte galt ved Skive

Sport

eFodbold skal også spilles i klubhuset

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Lemvig

Indbrud hos Bay Art under opklaring

Annonce