Annonce
Læserbrev

Politik. På togtur med Søren Gade

Kristian Pihl Lorentzen, Venstre. Arkivfoto

Debat: Et af de vigtigste valgtemaer er målet om et sammenhængende Danmark i bedre balance. Det går godt i Danmark. Men der opleves en skæv udvikling med massiv flytning af mennesker og aktivitet til storbyerne. Regeringen har med Venstre i spidsen taget en række gode initiativer. Der er sat handling bag ordene om udflytning af statslige job, planloven er liberaliseret, landbrugspakke er gennemført, og der er senest indgået en trafikaftale med fokus på investeringer, som kan sikre vækst i alle dele af landet. Nu skal vi videre.

Hvis man billedligt talt opfatter det danske samfund som et tog, så er det godt for os alle med stærke lokomotiver i København og Østjylland. Forudsat, at vi får vognene – resten af Danmark – med på ”det danske tog”. Et stærkt lokomotiv, der buldrer ud af sporene uden vogne, er meningsløst. Her er mine bud på bekæmpelse af skævvridningen.

Vi skal investere i infrastrukturen med bedre sammenhæng i Danmark for øje – med tyngde på vejnettet. Vi skal have en mere decentral uddannelsesstruktur, så de unge ikke henvises til storbyer for at få længerevarende uddannelse. Vi skal have bedre kommunal udligning, så rådighedsbeløbet pr. borger bliver mere ens. Vi skal videre med liberalisering af planloven med øgede beføjelser til fornuftig aktivitet i landzone. Og vi skal tage en ny runde med udflytning af statslige job.

For at understrege min pointe med ”Det danske tog” gennemfører jeg søndag den 12. maj togkørsel med fuld damp på strækningen Bjerringbro-Struer T/R. Min gode ven, EP-kandidat Søren Gade er med på turen. Og statsministeren stiger på i Viborg om eftermiddagen. Alle er velkommen om bord på toget til en snak. Lad os samle kræfterne om målet med et sammenhængende Danmark i bedre balance og i kampen mod centralisme!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lemvig

Parløb til ny forstander er fundet

112

Gnist antændte storbrand

Søndag ifølge For abonnenter

Døde ting har også en sjæl, der kan druknes

Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Jeg har ikke selv været derude i frontlinjen, hvor håbløsheden og afmagten truer. Men jeg har haft mine egne kampe. Ikke noget, som giver mig ret til at sidde med ved bordet, når I, der for alvor har været ramt, mødes og til indforstået nikken fortæller om ødelæggelser og ærgrelser. Men nok til, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår jer. Og helt sikkert nok til, at jeg ved, at andre med en passion forstår mig. Jeg taler om vandet. Og lidt om gamle lp-plader. Men mest om vandet. Det forbandede vand, som igen i denne uge bare steg og steg og ubønhørligt trængte ind, hvor vand ikke har noget som helst at gøre. I kolonihavehuse og i kældre. Og - nå ja - i pladeomslag. For mig begyndte det søndag formiddag lidt syd for Ringkøbing. "Det er da ikke så slemt. De kan stadig bruges. Det er jeg sikker på." De opmuntrende ord kom fra den unge mand, der skulle tale værdien af arvestykkerne op. Jeg var ikke engang ude på at tale værdien ned. Jeg var slet og ret nedslået over ødelæggelsen. For de var fine. Rigtig fine, endda. Man kunne se, at nogen havde holdt af dem og passet på dem. I hvert fald lige indtil, der ikke længere var nogen til at gøre det. Og en enkelt forkert beslutning var nok til, at årtiers nænsom behandling var skyllet ud med badevandet. Pladerne med Pink Floyd, Rolling Stones, Black Sabbath og alle de andre havde ikke haft godt af at stå i en kold og fugtig stald. Nok var de ikke helt druknet, men dog så fugtige, at der i den varme stue dannede sig små perler på indersiden af plastikomslagene. Fra en bestemt vinkel kunne jeg se en tåre løbe fra Bob Marleys øje. Det er så ærgerligt, når ting, man holder af, bliver ødelagt. Nogen vil sikkert sige, at det bare er døde ting og ikke noget, der for alvor betyder noget. Måske lige bortset fra det rent økonomiske. Men fortæl det til familien, som har brugt år på at renovere kolonihavehuset og indrettet det på en helt personlig måde. Fortæl det til dem, der havde vigtige ting i kælderen. Fortæl det til dem, der havde anlagt en flot baghave ned til åen og nu har en pløret sump tilbage. Fortæl det til diskoteksejeren, der fik hele virksomheden skyllet ud i åen. Og fortæl det til samleren, der netop har fundet en yderst velholdt udgave af Doors-pladen L.A. Woman fra 1971, som kun har den ene skavank, at den er drivvåd. Jeg påstår ikke, at det kan sammenlignes. Slet ikke. Jeg siger bare, at jeg nogenlunde kan forestille mig, hvordan det må være. Vi var mange, der mandag og tirsdag gik en tur langs Storå i Holstebro med kameraet i hånden. Nogle kom ovenikøbet langvejs fra for at se på begivenhederne. For selvfølgelig er det også en begivenhed. Det er interessant. Vi dokumenterede og delte oplevelsen. Jeg gjorde det med tankerne sporet ind på, hvor håbløs en opgave, der venter de værst ramte boligejere. Jeg havde nok opgivet på forhånd, når jeg tænker på, hvor mange kvaler en smule fugt gav mig i weekenden. For jeg købte pladerne søndag formiddag, og jeg brugte resten af dagen på at pylre om dem. Siden har de ligget til tørre på stuegulvet. Der er få ting, der er lige så destruktive som vand. Nok tørrer det hele igen, men ikke uden at efterlade sig spor. Tingene bliver bare aldrig helt de samme. Men til min store glæde ser det ud til, at der rent faktisk er gode eksemplarer til pladesamlingen, som har overlevet den hårde behandling. Jeg håber, at jer, der er ramt af oversvømmelserne, også finder ud af, at noget klarede det og bliver ok igen. Mens I rydder op og håber, at denne gang blev sidste gang, kan alle vi andre diskutere, om nogen skulle have gjort noget for længe siden. Om det så er kommunen, vejrguderne eller os alle sammen.

112

Fællesskur i flammer lørdag morgen

Annonce