Danmark

Portræt: Ellen Trane Nørby vil vende modvind til medvind

Ellen Trane Nørby går målrettet efter at blive Venstres nye næstformand. Philip Davali/Ritzau Scanpix
Hun har været minister i flere omgange. Og politisk ordfører for Venstre. Nu vil hun være V-næstformand.

Politik: Danskvand mod Cola Zero. Ellen Trane Nørby mod Inger Støjberg.

Mens danskvand er Trane Nørbys største last, så er Cola Zero den største last for Støjberg. I de kommende dage frem mod Venstres ekstraordinære landsmøde 21. september skal Trane Nørby og Støjberg duellere om at blive partiets nye næstformand.

39-årige Ellen Trane Nørby meldte sit kandidatur mandag aften i et interview med avisen Danmark. Det var i et interview med Alt For Damerne tilbage i 2016, at Trane Nørby afslørede sin største last.

- Det boblende vand blev for 4-5 år siden substitut, da jeg besluttede mig for at afvikle mit (over) forbrug af cola zero, sagde Trane Nørby.

I det samme interview fortalte Trane Nørby, at hun er mest sig selv, når hun går en tur ved Vesterhavet med blæst i ansigtet. Måske er det blevet til et par ekstra gåture på det seneste for Trane Nørby for at overveje det næste træk i den politiske karriere. Og det er altså at blive Venstres nye næstformand.

Ellen Trane Nørby er vokset op i Nørre Nissum ved Lemvig. Faderen, Jørgen Andreas Nørby, er forhenværende venstreborgmester i Lemvig. Hun blev ikke valgt ind i Europa-Parlamentet i 2004, og efterfølgende satsede hun på Folketinget, og ved folketingsvalget i 2005 blev Trane Nørby valgt ind. Allerede året efter kunne hun mærke, at hun havde en minister i maven, men det var først i 2015, at hun blev minister.

Minister for børn, undervisning og ligestilling blev hun i Lars Løkke Rasmussens V-regering, og da VLAK-regeringen opstod i 2016, blev Trane Nørby udpeget som sundhedsminister. Som sundhedsminister stod hun dermed i spidsen for VLAK-regeringens plan for at nedlægge regionerne i forbindelse med forslaget om en ny sundhedsreform. Det blev hun ikke populær på i dele af Venstres bagland.

- Der er ingen tvivl om, at det gav mig ridser i lakken, men jeg lærte af det - af hvordan vi som parti ikke var gode nok til at inddrage baglandet. Det kan jeg nu bringe med ind som næstformand, siger hun til avisen Danmark.

Modvind mærkede hun også i 2012. B.T. bragte flere historie om, at hun havde brugt sin position til at forsøge at presse daværende kulturminister Uffe Elbæk (R) til at sikre statsstøtte til Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. Her sad Trane Nørbys mor i bestyrelsen. Trane Nørby valgte blandt andet at stille 696 spørgsmål om, hvorfor andre museer godt kunne få statens støtte.

Som politisk ordfører fra 2011 til 2014 måtte hun i strid modvind også forsvare nogle af Løkkes bilagssager. Under formandsopgøret mellem Løkke og Kristian Jensen i 2014 støttede hun dog sidstnævnte.

I 2013 blev Trane Nørby valgt som Venstres spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2014. Men ganske bemærkelsesværdigt trak hun sit kandidatur, da hun blev gravid kort før valget. Det var også i 2014, at Trane Nørby blev byttet ud som politisk ordfører i Venstre - med netop Støjberg i øvrigt.

Nu er Trane Nørby og Støjberg igen flettet sammen. Denne gang i en duel om at blive partiets næstformand.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce